Om at tisse i bukserne for at holde sig varm

af Nick Bruhn-Petersen og Pernille Lystlund Matzen

TITEL Instruktør, 2018

Susanne Biers Netflix-producerede gyserfilm Bird Box har denne vinter fyldt kulturspalterne i de danske nyhedsmedier. Den store nyhedsinteresse skyldes, at streamingtjenesten helt undtagelsesvist har delt deres seertal med omverdenen: Med over 45 millioner streams i den første uge efter premieren har Bird Box sat ny seerrekord på Netflix. Publikums overvældende interesse står i skarp kontrast til de næsten enstemmigt negative anmeldelser af filmen, et paradoks som dagbladet Politiken opsummerede i en artikel med overskriften ”Kan 45 millioner seere tage fejl? Ja, mener anmelderne”.

I årevis har den globale filmdistributionsmodel flyttet sig væk fra det store biograflærred og over mod de mange små skærme i hjemmet. Status i 2018 var, at streaming udgjorde cirka 10 procent af al fjernsynskigning, mens streaming i alderstrinnet 12-17 år udgjorde stort set det hele – en klar indikation på , at fremtidens tv- og filmseere er streamere. Det kan derfor varsle skidt for både samtidens og fremtidens filmkritiske sensibilitet, når et rekordstort publikum ser bort fra den professionelle kritikerskares holdninger og vælger Bird Box. Med kyshånd byder Netflix udviklingen velkommen og soler sig ligefrem i succesen ved at offentliggøre filmens officielle seertal, der ellers normalt er totalt hemmeligholdt.

Af samme årsag er det umuligt at finde ud af, hvor mange der har streamet Alfonso Cuaróns Netflix-film Roma der, i modsætning til Bird Box, nærmest er konsensusvalgt som en af 2018’s bedste film blandt filmkritikere. Netflix høster glædeligt anmeldernes roser, men viser ikke samme behov for folkets anerkendelse i og med, at de holder streamingtallet for Roma tæt til kroppen.

Det digitales disruption af gatekeeperkulturen
Og måske det altid har været på den måde, at kulturelitens smag og folkets valg ikke stemmer overens. I Danmark bliver anmelderforagtede folkekomedier immunt set i tusindtal, alt imens kritikerne begræder de forbigåede mesterværker. Ikke desto mindre markerer samtidens digitale ‘disruption' et grundlæggende skifte i filmkulturen: Det drejer sig om bruddet med den såkaldte ’gatekeeperkultur’. De traditionelle gatekeepere inden for filmens verden er både distributionsplatforme (biografer og distributionsselskaber) og filmkritikere. Kampen mellem biografdistributører og streamingtjenesterne udspiller sig stadig, og man mangler stadig at se støvet lægge sig fra de første slag. Derimod er filmkritikkens status som gatekeeper nået langt videre i sin udvikling i retning mod et sted, der nærmere minder om en afvikling.

Det er ikke sært, at man mangler sprog for film, hvis et levende kritisk sprog ikke bliver produceret. På Netflix er det kritiske sprog barberet ned til ”thumbs up eller down”.

Det er en gammel traver, at internettet tager livet af aviser, dagblade og tidsskrifter. De forhenværende papirtrykte massemedier bevæger sig mod at være nicheforetagender i sig selv. I stedet har den digitale tidsalder banet vej for globaliseret ‘peer-to-peer’-deling, sociale netværker og en myriade af små medier såsom blogs, fora og så videre. På den lyse side har det givet en uset frihed til at komme til orde og blive hørt. For eksempel har den glimrende filmskribent Mike D'Angelo (og hans proto-blog The Man Who Viewed Too Much) været på internettet siden 1995, og det amerikanske filmtidsskrift Reverse Shot (en stor inspiration for Skuelyst) udgiver udelukkende på nettet. Men internettets anarko-liberalisering har også haft en alvorligt svækkende implikation for gatekeeperen: Valget af Facebook som nyhedskilde, Uber som taxaservice, Wikipedia som leksikon, YouTube som undervisning og så videre er alle udtryk for en klar præference for billigt arbejde udført af amatører frem for den formodede ekspertise, som professionelle besidder. Af denne grund kræver det en særligt god begrundelse og motivation at vælge professionel filmkritik. Og hvad er overhovedet professionel filmkritik, når alle og enhver frit deler deres holdninger?

Biografers filmdistribution tilskynder brugeranmeldelser og -bedømmelser af film, fordi det kvalificerer deres brugerdata, optimerer deres analysealgoritmer og genererer omtale. En bruger på landets største biografhjemmeside kino.dk skriver begejstret om Roma, at det er en ”hjemsøgende fortælling, der virkeligt efterlader sit præg på et hvert vidne. En stærk oscar-kandidat, der tager alle de bedste midler fra det filmtekniske medie og udnytter dem til fulde”. Det er anmeldelsen i sin helhed. En brugeranmeldelse bør læses med en vis overbærenhed, men citatet afspejler nogle klare problemer, som er, at den intet fortæller om filmen, primært beror på floskler og knapt giver sproglig mening. En anden kino.dk-bruger skriver i en længere anmeldelse, at ”det er svært at sætte ord på hvor unik og mesterlig en bedrift, Cuarón og hans hold har udført her, for det er næsten overnaturlig smukt”. Det er ikke sært, at man mangler sprog for film, hvis et levende kritisk sprog ikke bliver produceret. På Netflix er det kritiske sprog barberet ned til ”thumbs up eller down”. Herinde matcher undertegnedes konto forbløffende 98% med Bird Box (mens Stanley Kubricks The Shining matcher med sølle 80%).

Biografdistributørerne har ikke øje for brugerens interesser, men med forbrugerens interesser inden for deres egne produkter. Det er en misforståelse, at en kritisk filmkultur i parallel til dette handler om at vejlede dens læsere i, hvad for nogle film der er seværdige eller spild af tid. En filmkultur er en samtale om, hvad det er, man ser, når man ser film: Hvad viser filmen? Hvordan skildrer filmen et bestemt emne i levende billeder? Er der noget af særlig filmteknisk interesse ved denne film? Disse spørgsmål forventer svar, og svarene kræver et sprog.

Filmkritikkens banaliteter
Filmkritikken er dermed en del af et skrøbeligt filmisk økosystem, hvis organiske kredsløb både er afhængig af dygtige filmskabere, filmseere og filmkritikere. Danmark bryster sig ofte af at være en stolt filmnation, men vores nuværende filmkultur halter på nogle punkter – ikke mindst inden for filmkritik, der ikke i høj nok grad udfordrer og modsvarer det liberaliserede internets svækkelse af gatekeeper-funktionen. Generelt set – og der findes selvsagt undtagelser – synes den danske filmkritik at være præget af tidsnød og nyhedsmediernes krav om at være ”først på pletten”. Engang udkom en filmkritik først, når den var blevet gennemlæst af mindst én kvalificeret redaktør. I dag publiceres tusindvis af ’hot takes’ overalt i verden tilsyneladende uden at være blevet læst igennem én eneste gang. Mange af de danske anmeldelser vi læser beror alt for ofte på lange plotbeskrivelser, dovne automatlæsninger eller manglende åbenhed over for de filmiske værker, skribenten formulerer en kritik af. Eller i velmenende forbrugerguides og hurtige værdidomme fældet på baggrund af umiddelbare reaktioner snarere end i velfunderet analyse. For at præcisere og kvalificere vores egen kritik af kritikken har vi indkredset fire hovedpunkter i dansk filmkritik, som vi ser som symptomer på en haltende filmkritik.

Stråmandsargumentet er en nem genvej til kritisk autoritet uden nogen form for personlig risiko

Det første gennemgående symptom er STRÅMANDSARGUMENTET. Et tilfældigt eksempel plukket fra nylig dansk filmkritik: “Hvordan skal jeg få dig til at se Burning, en næsten to en halv time lang koreansk film af en instruktør, du givetvis aldrig har hørt om? Den er netop blevet shortlistet til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, og det var en af de mest omtalte film på Cannes-festivalen, men det er ikke nok, er det?”. Sådan starter en anmeldelse af Lee Chang Dongs eminente film Burning (2018) i det danske nettidsskrift Soundvenue, der både dækker musik, film og populærkultur. Udgangspunktet for artiklen er, at ingen alligevel er interesseret i en lang, ikke-engelsksproget, koreansk film, og anmeldelsen skal derfor modbevise den formodede uinteresserede læser i, at filmen faktisk er seværdig. Problemet med denne type argument er – udover det åbenlyse faktum, at den taler ned til sin læser – at det forudsætter en underforstået konsensus, som anmelderen ikke behøver at underbygge, men blot kan fremmane for derefter at afvise. Skribenten bruger anmeldelsen på at tilbagevise en påstand eller et argument, som ikke er blevet indtaget eller fremlagt af nogen, og som anmelderen derfor heller ikke selv behøver at stå til ansvar for. Stråmandsargumentet er dermed en nem genvej til kritisk autoritet uden nogen form for personlig risiko.

En anden doven strategi, som dansksproget kritik alt for ofte betjener sig af, er FLOSKLEN. Det fortærskede sprog om film og de trætte klichéer afspejler en ukritisk reproduktion af bestemte, skematiske forestillinger om film og filmkultur, som anmelderen tilsyneladende ikke har gjort sig selv bevidst om. I en anmeldelse af Halloween (instrueret af David Gordon Green) i Danmarks største filmmagasin EKKO lyder det eksempelvis: “Det er stramt og spændende. Green og hans medmanuskriptforfattere (…) kommer både med subtile referencer og et par originale twists – som letter fornemmelsen af at have set det hele før. Genrefans, også de mere kræsne, vil nok være ret tilfredse.” I beskrivelserne som denne går sensibiliteten for filmens særlige sprog – montage, klip, opbygning, framing - og den sproglige omhu for det enkelte filmiske værk tabt. Hvad vil det overhovedet sige at en film er “stram” og “spændende”? Skal en film nødvendigvis efterlade beskueren “tilfreds”, og i så fald – tilfreds med hvad og hvordan? Flosklerne bringer os ikke nærmere filmens særegne kvaliteter og giver os ikke adgang til indsigter, man ikke kunne have læst inde på en forbrugeranmeldelse inde på kino.dk.

I forlængelse af flosklen ligger FØLELSER SOM KOMPAS, en strategi, hvor vurderingen af en film funderes i dens evne til at vække følelser eller leve op til anmelderens (uudtalte) forventninger. Her er eksempelvis et uddrag fra en Soundvenue-anmeldelse af filmen Under the Silver Lake (2018) instrueret af David Robert Mitchell: “Og selvom man kan indvende, at filmen er for lang og rodet, kommer den med al sandsynlighed til at opnå samme kultstatus [som The Big Lebowski, Inherent Vice og Brick, red]. Filmen er nemlig både sexet, sjov og helt vildt syret – nøjagtigt ligesom stedet, hvor den foregår: Nutidens Hollywood.” (bragt d. 2.1.19). I dette citat går floskler, stråmandsargument og følelser op i en højere enhed, men særligt følelserne synes at få plads som anmelderens værdikompas. Filmens længde (lang) og komposition (rodet) kritiseres implicit i et stråmandsargument, for derefter at blive affejet af anmelderens opremsning af filmens kvaliteter som “sexet, sjov og helt vildt syret”. De mange tillægsord påkalder sig nysgerrighed, idet de ikke følges op af en uddybende begrundelse. En anmelders emotionelle, intuitive respons på en film er ikke interessant i sig selv. Den bliver først interessant i kraft af de tanker og refleksioner, følelserne sætter i gang hos anmelderen, eller i kraft af begrundelser, der ligger bag en karakteristik af en film som ”lang og rodet” eller ”sjov og helt vildt syret”.

Med anmeldelsen som forbrugerguide annulleres skellet mellem kritiker og forbruger, idet kritikeren indtager forbrugerens perspektiv i bedømmelsen af en film.

Sidste kritikpunkt af kritikken finder vi i FORBRUGERGUIDEN som strategi, der måske særligt kendetegner dagbladskritikkens dækning af film. I avisen Berlingske Tidende lyder det eksempelvis under den lidet flatterende titeloverskrift ’Filmpremiere: Så grim har du aldrig set Nicole Kidman’ om spillefilmen Destroyer: ”Tværtimod foretages nogle greb, der vender handlingen på hovedet, og mere kan ikke afsløres her. Der er grunde til, at Erin Bell balancerer på grænsen af afgrunden, og holder man ud, leverer filmen tilfredsstillende.” (bragt d. 3.1.19). Med formuleringen om, at filmen i sidste ende “leverer tilfredsstillende”, bliver det tydeligt, at anmeldelsen beror på et kvalitetskriterium funderet udelukkende i filmens evne til underholde og fastholde beskuerens spænding. Anmeldelsens funktion er groft sagt at afgøre, om det er værd at bruge tid, penge og opmærksomhed på denne film i stedet for f.eks. et restaurantbesøg eller en film derhjemme på sofaen. Men med anmeldelsen som forbrugerguide annulleres skellet mellem kritiker og forbruger, idet kritikeren indtager forbrugerens perspektiv i bedømmelsen af en film.

I Danmark eksisterer en stærk tradition for antielitisme, når det kommer til kunst og kultur. Vores såkaldte jantelovsmentalitet nærer dyb skepsis i relation til alt det, der ikke er umiddelbart forståeligt eller som vi på forhånd føler os ekskluderet fra. Forbrugerguiden er en måde at imødekomme denne skepsis ved at se bort fra egen faglighed og ekspertise, og i stedet anlægge den mest pragmatiske, serviceorienterede vinkel på filmanmeldelsen – forbrugerguiden. Men løsningen er ligesom at tisse i bukserne for at holde sig varm, idet denne form for filmkritik eroderer selve eksistensberettigelsen af en filmkritik. Kulturdækningen og filmkritikkens rolle må nødvendigvis bero på en form for elitisme eller gatekeeper-mentalitet, der tør stå ved de særlige indsigter, interesser og erfaring, som filmanmelderen formodentlig er i besiddelse af. Ligesom alle mulige andre vidensdiscipliner er engagement, viden og nysgerrighed ofte smittende, og filmkritikerens væsentligste rolle er netop at præsentere læseren for de mange facetter og indsigter, der findes i det filmiske sprog, som netop ikke kan læses ud fra de mange brugeranmeldelser af film, der findes på danske biografsider.

Et nyt blik
Hvis filmkritikken skal forblive relevant, må den bibringe selvstændige læsninger med kritisk substans, der rækker ud over de helt åbenlyse banaliteter og forbrugeranbefalinger. Film er meget mere end blot fortælling, drama, skuespil eller underholdning. Film er i sig selv et kunstnerisk sprog, der fortjener lige så opmærksom og omhyggelig kritik som eksempelvis billedkunst og litteratur.

Vi har netop startet filmtidsskriftet Skuelyst, fordi vi selv savnede en velskrevet dansksproget filmkritik, som har tid og spalteplads til at formidle en værklæsning. Skuelyst er et netbaseret tidsskrift for kritik af aktuelle film i Danmark. Vores kritikartikler kan godt vente uger efter premieredatoen, inden de kommer online. Derfor tager vi ikke plotspoilere særligt tungt, og vi uddeler umiddelbart heller ikke stjerner eller karakter. Vi publicerer med andre ord først, når artiklerne er “klar til tryk”. Vi udgiver vores kritik på nettet, fordi det minimerer tryk- og produktionsudgifter, så vi til gengæld kan fokusere på at allokere de få midler, vi har, til vores skribenter.

De gamle fyrtårne svigter, men dermed skal en kritisk sensibilitet ikke gå tabt. Filmkritikken har efter vores mening stadig en væsentlig rolle at spille både i dens kvalificering og udvælgelse af film, hvis den tager opgaven på sig. En nysgerrig, velbegrundet og inspireret filmkritik kan være med til at påvirke og inspirere filmskabere og producenter, men har også en vigtig rolle at spille i forhold til, hvilke film der overhovedet ses og diskuteres af et publikum. Filmkritikken kan være med til at pege på oversete eller underbelyste genrer, men især kan den være med til at give kvalificerede argumenter, at diskutere ud fra. Ud fra hvilke parametre bedømmer vi overhovedet, om en film er god eller dårlig? Hvilket filmsyn ligger til grund for bedømmelsen af en films kunstneriske kvaliteter? Hvordan går form og indhold op i en højere enhed? I en tid præget af algoritmer og kurateret indhold, der fodrer os med det vi allerede ved og kender, kan kritik i bedste fald udfordre læserens forventninger og åbne nye verdener op.

Oprindeligt bragt i

Det norske tilmtidsskrift Wuxia, nr. 3 april 2019