I en gennemdigitaliseret tidsalder får den amerikanske filmskaber Nathaniel Dorskys film en særegen, næsten ’hellig’ status. Når man omsider ser The Arboretum Cycle, er det, som om de syv analoge kortfilm flyder sammen til ét bevægeligt billede.

Once Upon a Time… in Hollywood har noget definitivt over sig: Quentin Tarantinos (efter sigende) næstsidste film ligner unægteligt en sidste, afsluttende én.

Gennem Roberto Minervinis særlige dokumentariske metode, der i en blanding af fluen-på-væggen og personligt engagement nedsænker sig i marginaliserede amerikanske lokalsamfund, åbenbares liv, som sjældent skildres med så mange nuancer og så stor menneskelighed.

Hvordan ville en kunsthistorie fortalt med filmmediet som udgangspunkt se ud? Den libanesiske instruktør Nour Ouyada giver et betagende, inspireret bud med sit filmessay om arkæologiske figurer på Nationalmuseet i Beirut.

Mestergrebet i BlacKkKlansman er at hæfte fiktion og dokumentar sammen på en måde, der føles som at få en kold spand virkelighed i ansigtet.

I Madeline’s Madeline går tema og æstetik hånd i hånd i sin skildring af forholdet mellem filmmediet og mennesker.

Med Ready Player One udtænker Steven Spielberg en dristig manøvre i at indpasse sit bedagede indhold efter alle samtidens digitale forskrifter.

Netflix udviser stor frihed og lille kvalitetskontrol i deres egenproduktion. Derfor er det som den fortabte søn, der vender hjem, når Andrew Niccols’ seneste sci-fi dystopi Anon får sin premiere hér.

Auteuren Hong Sangsoos Grass er en bite-size sag, der i endnu højere grad end hans øvrige film frister den uopmærksomme kritiker til at forveksle kompleksiteten i det enkle med banaliteten i det simple.

Bertrand Mandicos The Wild Boys er en delirisk og uforskammet sexet film, der selv stræber mod det ubeskrivelige i sin omfavnelse af hedonismen.