Den ultimative hengivenhed
Queer
Luca Guadagnino, 2025
Luca Guadagninos seneste film Queer er en mescaldryppende feberdrøm om bægerets pulserende fængsel. Det er en lummer og surrealistisk filmatisering af William S. Burroughs’ bog af samme navn, og med tusindben på væggene og pistol i bæltet er filmen tro mod forfatterens obskure og narkotikafyldte univers. Filmen er en febrilsk famlen efter faste holdepunkter og en accept af den meningsløse, dybe sorg. Leder du efter entydige begyndelser og slutninger, så går du forgæves.
Filmens hovedrolle, William Lee, er en karakter, der går igen i flere dele af Burroughs’ forfatterskab – både som forfatterpseudonym og som litterær karakter – og hvor Burroughs slutter, og William Lee begynder, er aldrig helt til at vide. I 1950’ernes Mexico City møder vi William, spillet af Daniel Craig, der slentrende går fra bar til bar og tømmer det ene glas mezcal efter det andet. Han er en del af et miljø af udstødte amerikanske tilflyttere og homoseksuelle bohemer, et persongalleri der ligeledes udtværer grænsen mellem fiktion og virkelighed. For eksempel er Jason Schwartzmans rolle, Joe Guidry, en fiktionaliseret version af Burroughs’ ven og forfatter Allen Ginsberg. Joe fortæller sjofle og selvironiske røverhistorier om, hvor mange elskere der har stjålet fra ham, og han indgiver følelsen af, at han hviler i både sin seksualitet og i sit liv som dagdrivende digter, hvilket den mere rastløse og længselsfulde William har langt sværere ved.
“Queer er en visuelt frodig film. Sved er der nok af, og allerede i introsekvensen får vi et forhold til filmens detaljerede rekvisitter.”
Da Lee møder den unge Eugene Allerton, spillet af Drew Starkey, er han som sønderskudt. Fuld og akavet forsøger han at flirte med ham, men begæret holdes skånsomt tilbage af en nagende tvivl: “Do you think he’s queer?” spørger William skeptisk Joe, mens de glaner på tværs af baren. “You could always just ask him” svarer Joe helt roligt. Tvivlen er vedvarende filmen igennem, og Eugenes kølige facade sænkes kun lejlighedsvist. Efter at de to elskere ender en våd aften i Williams seng, er det dramatiske kærlighedsforhold i gang, og William forsøger, beruset, at følge efter Eugene gennem Mexico Citys gader.
Efter flere forsøg får William endelig overtalt Eugene til at rejse med ham til Sydamerika, og først dér bliver det tydeligt, hvor afhængig William er af heroin. Frysende og rystende af abstinenser rejser de til Ecuador på jagt efter den sagnomspundne yagé-plante (også kendt som ayahuasca), som William har læst kan give telepatiske evner. Det føles som en jagt på den ultimative hengivenhed – at kunne blive en del af en anden person, uden hverken berøring eller tale – en frigørelse fra begærets kropslige fængsel.
En lukket logik
Queer er en visuelt frodig film. Sved er der nok af, og allerede i introsekvensen får vi et forhold til filmens detaljerede rekvisitter. Farverne veksler fra pastel til neon, og de surrealistiske og drømmende scener er sat med en malerisk enkelhed. Scenografien føles til tider nærmest som et teater, hvilket formentlig skyldes, at langt de fleste scener er filmet med brug af miniaturemodeller. For eksempel føles skyggerne i nattens vinduer underligt mekaniske, og biler og flyvemaskiner bevæger sig med en barnlig livlighed. Opstillet som i en dukkeverden svæver karaktererne rundt i miniaturescenografien, hvilket gør, at filmen føles indrammet af sin egen lukkede logik.
Både tematisk og visuelt minder filmen mig om Rainer Werner Fassbinders Querelle. I Fassbinders sidste og visuelt mættede film møder vi den hovmodige sømand Querelle, der – ligesom William Lee – driver fra bar til bar i forsøget på at løsrive sig fra et tyngende fængsel af begær.
Querelle er en filmatisering af den franske forfatter Jean Genets bog Querelle de Brest og er ligeledes iscenesat, som var det et teater. Filmen er dog langt mere overdrevet, både i sit visuelle udtryk, men særligt i sine grove sexscener og kyniske mord. Ligesom i mange andre af Fassbinders film skaber det stive skuespil en besynderlig afstand til handlingen, hvilket formår at gøre den endnu mere absurd og morbid. Skuespillet i Queer er langt fra stift, men den mekaniske miniatureverden og den lidt fragmenterede fortælling skaber en lignende drømmende distance, der får filmen til at føles indbydende – som en vibrerende fantasi.
Det ultimative trip
Det pulserende og sprudlende begær er gennemgående i mange af Luca Guadagninos film. Call Me By Your Name (2017) og Bones and All (2022) er begge historier om ulykkelig kærlighed, og hans forrige film, Challengers (2024), er et trekantsdrama i form af en to timer lang sportsreklame. Musik er en stor del af Guadagninos udtryk, og takket være Trent Reznor og Atticus Ross’ pumpende technosoundtrack er Challengers en film, man nærmest kan danse til.
Atticus Ross og Trent Reznor har ligeledes leveret soundtracket til Queer, og selvom tonerne langt fra er lige så markante som i Challengers, spiller lydsiden igen en fremtrædende rolle. Reznor og Ross er bedst kendt som medlemmer af industrialbandet Nine Inch Nails, men har i de senere år leveret en bred palet af formidable soundtracks. De er dygtige til at skabe lydflader, der fanger filmens puls ved at veksle fra helt simpel, nærmest statisk støj til udblæste og beat-tunge passager. I Queer er den håbefulde romance underbygget af orkestrale stykker, ofte baseret på blæseinstrumenter, der minder om Gabriel Yareds blå Betty Blue-saxofon eller Angelo Badalamentis mystiske, fløjsbløde jazz. Der er noget fantastisk enkelt over lyden af blæseinstrumenterne, der langsomt stiger og falder til billederne af den lumre sexscene i Williams lejlighed. Det er bestemt ikke et udtryk, der bringer noget nyt til bordet – men dét, at en sexscene mellem to mænd er fremstillet med en velkendt og arketypisk sanselighed, får scenen til at virke både naturlig og helt original.
“New Order, Sinéad O’Connor og Nirvanas velkendte sange danner for tydelige holdepunkter og referencerne bliver for direkte, når de optræder i Guadagninos miniature-feberdrøm.”
Men Queer er også fyldt med musik der er ikke er skrevet Ross og Reznor, for eksempel er filmens introsekvens sat til toner af Sinéad O’Connors cover af Nirvanas “All Apologies”. Flere scener indeholder passager med lignende musikalske kursændringer væk fra Ross og Reznors dunkle cinematiske udtryk, og særligt den første scene hvor vi ser William tage heroin, stikker ud.
Scenen er et godt eksempel på, hvordan der er noget over den håndværksmæssige snilde, som et heroinfix kræver, der fungerer rigtig godt på film. Fra det nænsomme drys af pulver ned i skeen til det langsomme sug af væske op i kanylen ser vi alle de små forberedelser, som i sidste ende leder til en susende rus. Mange film portrætterer narkotikaens nøjsomhed med et indgående og overvældende nærstudie af de nærmest ritualistiske forberedelser. Men i Queer ser vi Williams fix fortalt fra en grundig og betragtende vinkel, med et enkelt kamera uden klip, som var det en af Jørgen Clevins mange spidsfindige kreationer.
Heroinscenen ender ud i en sørgmodig fornemmelse af ensomhed, da vi ser William sidde alene i sin lejlighed med en cigaret til lyden af New Orders “Leave Me Alone”. New Orders distinkte lyd er en del af mange klassiske soundtracks, som for eksempel American Psycho (2000) og Trainspotting (1996), så når jeg hører et nummer som “Leave Me Alone”, der har et hav af konnotationer til andre film, falder scenetæppet bag filmens fortryllende fantasi desværre til jorden. New Order, Sinéad O’Connor og Nirvanas velkendte sange danner for tydelige holdepunkter og referencerne bliver for direkte, når de optræder i Guadagninos miniature-feberdrøm – en feberdrøm hvis styrke består i at føles teatralsk og drømmende – som en fjern lukket verden jeg selv må holde fast i, uden populærkulturens trygge referencer.
Senere i filmen, da Eugene og William endelig smelter sammen i et ultimativt ayahuasca-trip, og telepatien afspænder filmens drama, får Ross og Reznors fantastiske synthesizerarbejde på formidabel vis gjort det ultimative trip til en sugende følelse af paranormal ballet. Så det er lidt en skam, at Guadagnino ikke også benytter makkerparets gode arbejde til at underbygge den ensomme følelse af heroin, for så havde filmens unikke univers været komplet.
Hudsult og abstinenser
Afhængighed såvel som kærlighed er en form for eksternalisering, hvor ydre relationer får en livsbetingende dominans. Tanken i sig selv er ikke nok, og hudsult, abstinenser eller savnet efter en særlig persons blotte tilstedeværelse mødes alle i en længsel efter en ydre årsag. Queer er en hjerteskærende film om det længselsfulde forsøg på at finde en, der kan blive som en del af en selv – et ønske om at blive en del af et hele, blive del af en ydre årsag. Telepatien bliver som en utopi for den umulige kærlighed, og det er hjerteskærende at se Williams famlende forsøg på at finde sig selv og et fodfæste i livet.
Queer står på ingen måde ud som en afvigelse i Guadagninos filmografi, hvor vanskelige kærlighedsforhold ofte udspiller sig i et frodigt og vibrerende univers. Burroughs’ surrealistiske autofiktion er en oplagt forlængelse af dette, og det er dejligt at se en filmatisering, der ikke overdriver den udsyrede drømmeverden, men derimod viser den med en klar enkelhed. Man kan nemt beskylde Queer (og Guadagninos film generelt) for at være en symbolmættet og allegorisk metafor for forholdet mellem kærlighed og afhængighed. Men hvis man ser bort fra de metaforiske fristelser og forsøger at acceptere, at det fortolkende aldrig kan være fyldestgørende, er Queer en film, der med lige dele vanvid og hengivenhed viser os den tvetydige følelse af sjælelig forskydning og længslen efter den ultimative hengivenhed.