Sang om os selv
The Life of Chuck
Mike Flanagan, 2024
Aftenen inden jeg skal se Stephen King-filmatiseringen The Life of Chuck, fortæller min kæreste mig om en tanke, der holdt hende vågen natten forinden: Hvad vil der ske med vores to små børn, hvis vi begge pludselig døde? En frygtelig, uoverskuelig overvejelse, som jeg selv kun kunne håndtere ved at slå den helt ud af hovedet.
Hvis man har svært ved den slags hypotetiske tragedier, som ikke desto mindre hænder, kan The Life of Chuck både være en (for) stor mundfuld og en stor oplevelse, for da jeg sidder i biografen næste dag, vender tanken tilbage med traumatisk effekt.
Filmen er opdelt i tre akter, men fortalt baglæns. Derfor starter vi med tredje akt med titlen ”Thanks Chuck”, hvor man møder skolelæreren Marty (Chiwetel Ejiofor), der på stilfærdigvis går gennem hverdagen, mens Jorden hastigt går under. Hans eneste personlige kontakt er ekskonen Felicia (Karen Gillan), der arbejder som sygeplejerske, og hvis patienter primært er selvmordsforsøg som reaktion på verdenskrisen. Årsagen til undergangen er uvis, og denne akt består af flere resignerede, bagkloge samtaler om klima og økokrise. Alt imens internet, telefonforbindelser og alt andet forsvinder, er det eneste nye, der dukker op reklamer med Charles ”Chuck” Krantz (Tom Hiddleston). Reklamerne takker ham for 39 gode år. Marty og Felicia joker sammen om det, men ingen ved, hvem denne Chuck er. Filmen antyder klart, at tingene er forbundet, og med titlen lader den os også hurtigt forstå, at Chucks liv har en betydning for Jordens undergang.
“Det mest interessante ved King er netop, at han slår et for stort brød op, og alligevel læner man sig frem for at se, hvordan han – og filmskaberen – forløser det.”
Dette anslag er åbenlyst på en måde, hvor det næsten kun kan være Stephen King, der ikke føler sig for fin til det. Den ufatteligt produktive forfatter (65 romaner plus novellesamlinger med mere) har i over 50 år dannet forlæg for adskillelige filmhit og tv-serier. Selvom han er kendt som ”Kongen af horror”, er nogle af de mest berømte filmatiseringer dog de hjertevarme Stand by Me (1986), The Shawshank Redemption (1994) og The Green Mile (1999).
Baseret på en novelle fra 2020 følger The Life of Chuck samme humanistiske gren i hans værk, og åbningssekvensen viser tydeligt, hvorfor forlæggene er populære på film: Med få ord kan King sætte en mystisk scene i et fiktivt univers. I ”tredje akt” får man et vink med en vognstang om filmens tema, men det er selve opklaringen af plottets mysterium, der får tilskueren på krogen. Det mest interessante ved King er netop, at han slår et for stort brød op (forbindelsen mellem liv på jorden og et enkelt menneskeliv), og alligevel læner man sig frem for at se, hvordan han – og filmskaberen – forløser det.
Drømmepartner
Siden filmatiseringen af den psyko-seksuelle thriller Gerald’s Game (2017) har Mike Flanagan vist sig som den perfekte oversætter af Kings litteratur til filmmediet. I 2019 forløste han den umulige opgave at instruere Doctor Sleep, forfatterens egen romanopfølger til Ondskabens hotel. King har i årevis taget afstand til filmen The Shining (1980), men Flanagan lykkedes i Doctor Sleep mirakuløst med at forene Kings visioner med en værdig fortsættelse til Kubricks mesterværk.
Udover sine King-filmatiseringer har Flanagan også stået bag gyserserierne The Haunting of Hill House (2018), The Haunting of Bly Manor (2020) og The Fall of the House of Usher (2023), som alle er baseret på litterære klassikere, men det er især hans originale miniserie Midnight Mass (2021), der illustrerer Flanagans og Kings nære slægtskab. Miniserien om et lille øsamfund, der pludselig oplever mirakler i forbindelse med den nye præsts midnatsgudstjenester, er i sig selv et moderne hovedværk i gysergenren, men Flanagans dybt personlige skildring af religion, overtro, familie, alkoholisme og uhygge kunne næsten lige så vel være hentet fra Kings oeuvre (Mike Flanagans eget produktionsselskab hedder Redroom Pictures med en slet skjult reference til ”Redrum” fra The Shining).
“Den slags øjeblikke, hvor man holder vejret, og det føles som om, tiden går i stå.”
Sammen med Kings kendetegn, er det glædeligt, at Chuck også viser Flanagans signaturstreger. Som instruktør og manusforfatter har han tre markante, tilbagevendende styrker: Han skriver dialogscener, hvor tekstens intelligens drager, og hvor snakken i sig selv skaber suspense. Han haster sig ikke gennem scener, men strækker i stedet tiden til bristepunktet. Og han elsker at iscenesætte et stort bravurnummer. Nogle gange kombinerer han alle sine evner, som i en tidlig scene, hvor Marty taler i telefon med Felicia. Eksparrets mondæne dialog om tingenes tilstand udvikler sig til, at skolelæreren forklarer astronomen Carl Sagans idé om den kosmiske kalender, mens et visuelt motiv af sekundviseren på deres respektive køkkenure både illustrerer teorien og forbinder karaktererne. Den slags øjeblikke, hvor man holder vejret, og det føles som om, tiden går i stå. Det er stilfærdigt spændingsskabende og efterlader et glimt af håb.
På filmplakaten (som i øvrigt er intet mindre end rædderlig) ser man Chuck danse. Dette er filmens store skuestykke og kommer i anden akt, hvor man omsider møder Tom Hiddlestons mystiske hovedkarakter. Mens plakaten ligner en form for Eurovision-æstetisk fantasi, er selve scenen en form for gadeplansmagi, og hele sekvensen demonstrerer Flanagans ekstraordinære fornemmelse for dramaturgi og rytme (han klipper selv sine film). I en frokostpause krydser revisoren Chucks veje med gademusikanten Taylor. Chuck fanges af hendes trommers rytme, og han begynder at danse for sig selv. Janice, en ung kvinde der nyligt har fået sit hjerte knust, passerer forbi og inviteres med i dansen. Sammen imponerer Chuck og Janice hele gaden, og det slutter med en stor applaus.
På papiret – som Stephen King har skrevet det – lyder det som en umulig klichefyldt scene, men Flanagan giver scenen luft til at udvikle sig organisk, og alle arbejder på højeste niveau for at give dansen det altafgørende liv, som er selve filmens kerne. Hvis denne scene ikke virkede, ville hele historien have et stort hul i midten.
Whitman 101
I første akt – det vil sige slutningen – klipper filmen tilbage til Chucks barndom (Cody Flanagan, Benjamin Pajak og Jacob Tremblay hen over forskellige aldre), og det er her, jeg rammes af det følelsesmæssige piskesmæld. Uden at gå i detaljer har han som dreng været ramt af mere end et tragisk tab. For på trods af at titlen betoner ”livet”, er det afslutningen på livet, som historien i virkeligheden drejer sig om. Chucks liv er ganske rigtigt det, der skildres, men filmen viser, hvorledes døden danner rammen.
Det ubegribeligt skræmmende ved Jordens undergang i tredje akt er, at klimakrisen og samtidens globale uro gør, at det er en forestilling, der ikke længere virker helt utænkelig. På samme måde som døden en dag skal skille os alle fra dem, vi elsker. Det er sikkert, at vi skal dø, men ”det er ventetiden, der er det sværeste”, som Chucks bedstefar (Mark Hamill) fortæller i en melankolsk brandert, der vækker minder om Jack Torrance og mange andre alkoholiserede King-karakterer.
Efter en time i skolen beder Chuck sin engelsklærer (Kate Siegel) forklare, hvad Walt Whitman mener med ”I am large, I contain multitudes”. Det er en nøglescene på flere måder, og den viser blandt andet skalaen, som filmen opererer med; fra det utroligt store (kosmos) til det konkret lille (Chuck), og at alting får en ende.
Stephen King kommer pludselig til at lyde meget højtravende, og The Life of Chuck er på mange måder storslået. Desværre står selve filmoplevelsen ikke helt mål med ambitionerne.
Mest graverende er filmen båret af en alvidende fortællerstemme (den umiskendelige Nick Offerman), som forankrer billederne i en novellelignende fortælleform. Voice-over som fortællegreb har et værre ry end fortjent, da der findes utallige eksempler på gode fortællerstemmer i filmhistorien. Desuden bruger samtlige af de førnævnte humanistiske King-filmatiseringer også voice-over – måske med den afgørende forskel at det er medvirkende i filmene, der fortæller historien. I Chuck virker Offermans objektive stemme mere som en forfatters træge genvej til at skildre karakterernes følelser og tanker. Voice-overen ødelægger ikke nødvendigvis filmen, men den får en ellers stor oplevelse til at virke mindre.