En mosaik af misinformation
Eddington
Ari Aster, 2025
Den amerikanske instruktør Ari Asters blot fire film spænder over både horror og slapstick, og i hans seneste film Eddington danner Det Vilde Vesten rammen om en fortælling om doomscrolling og coronavirus. Misinformationen svirrer fra den ene smitteboble til den anden, når både covid og Black Lives Matter-bevægelsen rammer den lille ørkenby Eddington samtidig, og filmens kaskade af ulykker udstiller stort set alle karakterer som hykleriske, politiske despoter væbnet med iPhones og revolvere
Forsøger man at kategorisere Ari Asters filmografi tematisk, er to ting særligt fremtrædende: det tragiske og den sorte humor. Blandingen af det tragiske og det humoristiske er med til at skabe Asters overvældende og intense udtryk, der er stærkt inspireret af strenge filmiske genremarkører. For eksempel er Hereditary (2018) og Midsommar (2019) begge ret klassiske folk horror-film, dog med moderne præg.
“Sheriffen Joe Cross og borgmesteren Ted Garcia repræsenterer to velkendte corona-poler: den konspiratoriske antivaxer og den systembevarende levebrødspolitiker.”
Det kan blandt andet mærkes i, hvordan Midsommar minder utroligt meget om kultfilmen The Wicker Man fra 1973, hvor de samme kontraster mellem et moderne samfund og hedenske traditioner udgør filmens fundament. Den tematik genfindes også i Hereditary, hvor tragedien ligeledes står side om side med hedensk og kultisk symbolik. I begge film er scenografien med til at løfte horrorgenrens kulisser til nye højder.
Asters to seneste film, Beau is Afraid (2023) og Eddington, adskiller sig fra de tidligere ved at behandle det tragiske med førnævnte sorte humor – en humor, som Joaquin Phoenix, hovedrolleindehaveren i begge film, kan tage en stor del af æren for. Hans fantastisk forvirrede og til tider næsten ynkelige mimik sikrer, at selv de mest tragiske scener forankres i en kulsort humor.
Konspirationer og Covid
I Eddington spiller Joaquin Phoenix over for Pedro Pascal, begge i roller, der synes skrevet til netop de to specifikke skuespillere. Phoenix i rollen som byens sherif, Joe Cross – en neurotisk, våbenglad covid-skeptiker, der nægter at følge det nyligt indførte maskeforbud. Pascal spiller den på overfladen karismatiske og fremadskuende borgmester, Ted Garcia. Fra filmens begyndelse er de to lokale spidsborgere i totterne på hinanden, tilsyneladende på grund af et uklart forhold mellem Ted og Joes kone, Louise Cross – spillet af Emma Stone. De mange små og store intriger i den vindblæste ørkenby når kogepunktet under maskeforbuddet, og da Joe pludselig beslutter sig for at stille op imod Ted til det kommende borgmestervalg, er filmens centrale konflikt kridtet op.
Sheriffen Joe Cross og borgmesteren Ted Garcia repræsenterer to velkendte corona-poler: den konspiratoriske antivaxer og den systembevarende levebrødspolitiker. Joe modsætter sig hårdnakket truslen om covid – dels fordi hans astma gør det svært for ham at trække vejret med maske, dels fordi han mener, at der er tale om forfatningsstridig social kontrol. Ted er tilfreds med et politisk status quo og fremstår som en naiv politiker, der udelukkende tænker på forretninger og offentligt omdømme. Joe bor sammen med sin kone og hendes mor, Dawn, der forsyner den lille familie med en lind strøm af konspirationsteorier om både coronavirus og den karismatiske, quasi-religiøse kultleder Vernon Jefferson Peak – spillet af Austin Butler. Vernons karakter, og hans lidt mystiske baggrund som offer for en organiseret pædofiliring à la Epstein, føles både malplaceret og en smule karikeret. Det gælder især, fordi Vernon ender med at spille en ret afgørende rolle i filmen, men samtidig føles hans karakter flad og unuanceret.
Det vrimler med referencer til virkelige begivenheder i Eddington: vandslugende kæmpe-datacentre, Instagram og George Floyds brutale politiovergreb. Floyds død udløser demonstrationer på tværs af hele USA – også i Eddington. Her har det lille politikorps svært ved at følge med den kaotiske situation, og midt i Joes forhastede og desperate valgkamp eksploderer lokalsamfundet. Joe forsøger manisk at holde styr på både demonstranter og valgkamp, men midt i kaosset bryder han langsomt sammen.
En verden af skærme
Ari Aster benytter i flere af hans film utroligt lange indstillinger til at underbygge en nervøs og usikker stemning. I Eddington er disse nervøse fornemmelser forstærket yderligere af de konstant nærværende skærme. Det er særligt scenen, hvor Joe annoncerer, at han vil stille op til borgmestervalget, der viser, hvordan en lang kamerasekvens kan slide på både nerver og tålmodighed. I scenen ser vi Joe på skærmen af hans telefon, imens han filmer en famlende talestrøm om corona-restriktioner og hans forhold til lokalsamfundet, hvorefter han impulsivt annoncerer sit borgmesterkandidatur. Man kan tydeligt se tidstælleren i toppen af den lille rektangulære video på telefonen, men det gør kun den langtrukne scene endnu langsommere, og det er frygteligt akavet at se Joe kaste sig ud et sted, hvor han tydeligvis ikke kan bunde.
Instagram fungerer som den lokale rygtebørs, både for kærligheds-fnidder og reaktionære teenageres lidt klodsede forsøg på at gøre op med den hvide races herredømme. Det er, som om den metaforiske smitteboble forstærkes af den lukkede verden af private skærme, og at præriens frie værdier fremstår endnu mere kontrastfulde i lyset af en iPhone-skærm.
“En mere simpel historie kunne få splittelsen til at virke endnu mere kontrastfuld. Både kaos og konspirationer ville fremstå mere nærværende. Som en rytme, der kunne brydes i rette tid.”
Man fornemmer tydeligt, at Eddington er en film, der forsøger at iscenesætte USA’s splittede politiske landskab med skærmen som metafor for en isoleret afmagt. “Can we shut this bitch up?”, spørger Ted sammen med sin spindoktor, efter at have slukket sin mikrofon. En lidt for stærk kritiker af det datacenter, som Ted vil have til byen, har fået ham trængt op i en krog, hvor han tydeligvis ikke vil være. Når man ser Ted sidde i en vigtig paneldebat, der foregår i Zoom-mødets aflukkede små firkanter, bliver isolationsmetaforen næsten ikke mere tydelig. For både Zoom-møder og selfie-videoer er filmet med en kølig, omend humoristisk, realisme, der gør karakterernes digitale liv til en klar selvfølge. Eddington formår således at skildre pandemiens digitale absurditeter med en grundig og langsommelig realisme.
Det endeløse scroll
Det, som er yderst vellykket i Ari Asters Hereditary og Midsommar, er det genrefundament, som filmene står på. Man er ikke i tvivl om, hvilken slags film man ser, men alligevel udfordres både konventioner og forventninger, og filmene fremstår både originale og særdeles uhyggelige. I Eddington mangler den samme skarpe sans for at forny traditioner. Eddington kunne, ligesom Hereditary og Midsommar, have gavnet af at være fortøjet til et solidt genrebolværk, der skaber en følelse af forståelse for filmen og dens rytmer. En dogmatisk tryghed, der både fungerer som regel og undtagelse, og som smutvej til at komme endnu tættere på Eddingtons mosaik af misinformation.
Ved første øjekast ligner Eddington en moderne western. Løftet om det forjættede land, den ærekære sherif og industrialiseringens langsomme march mod præriens skarpe horisontlinje er nærmest en åbenlys setting til at skildre et splittet USA – for intet er mere tydeligt end kontrasten mellem fribyggerværdier og corona-restriktioner. Men hvor traditionelle westerns næsten altid beskæftiger sig med et meget konkret problem, føles det, som om hver eneste scene i Eddington forsøger at gøde jorden til en ny konflikt. Selvom den virkelighed, som Eddington skildrer, er langt fra westerngenrens håndfaste problemer, kunne en mere simpel historie få splittelsen til at virke endnu mere kontrastfuld. Både kaos og konspirationer ville fremstå mere nærværende. Som en rytme, der kunne brydes i rette tid.
Det er tydeligt, hvordan Ari Aster forsøger at skildre en radikaliseringsproces, men hvis der var færre plotdrevne scener i stedet for scener, der udpenslede karakterernes mange glidebaner, kunne de ellers spændende karakterer måske fremstå som mere end blot politiske karikaturer. Eddington efterlader én med fornemmelsen af et Instagram-feed, et overvæld af korte og modstridende informationer, og desværre går fornemmelsen for mennesket bag skærmen tabt i det endeløse scroll.