New Yorks mørkemand kryber til korset
af Oliver Riel
The Driller Killer (1979)
Scene: A Memoir
Abel Ferrara, 2025
Den første film, Abel Ferrara instruerer, er en porno. Ikke på grund af nogen særlig interesse i genren, men for at tjene nok til at finansiere en rigtig spillefilm. Nine Lives of a Wet Pussycat (1976) bliver til med penge fra kriminelle miljøer, og da en af de mandlige skuespillere får rejsningsproblemer, træder Ferrara selv ind og fuldender scenen.
Det er en passende begyndelse på en karriere, hvor grænsen mellem kunst og kunstner, instruktion og selvdestruktion sjældent har været mere sløret. For første gang fortæller han nu selv sin historie i selvbiografien Scene: A Memoir, fortalt på helt samme måde, som han laver film: fragmentarisk, flakkende, fyldt med vanvid og små pludselige glimt af indsigt.
Fra boremaskine til bekendelse
Som ung drømmer Ferrara om at videreføre den amerikanske independentfilms tradition fra John Cassavetes. Men efter at have set The Texas Chain Saw Massacre i 1974 finder han en helt anden vej ind i filmhistorien.
I 1979 instruerer han The Driller Killer, hvor han selv spiller hovedrollen som en fattig New York-billedkunstner, der bliver drevet til vanvid og begynder at myrde hjemløse med en boremaskine.
Filmen åbner i en katolsk kirke, hvor Jesus er badet i rødt neonlys. The Driller Killer bevæger sig ubesværet mellem exploitation, horror, slasher og socialrealistisk drama. Den billige produktion ender med at indbringe Ferrara penge nok til at fortsætte med at lave film på sine egne betingelser – og leve det liv, der følger med. Det har resulteret i mere end 20 spillefilm og 40 år med heftigt misbrug af alkohol, kokain og heroin. I dag er Ferrara 75 år, stadig aktiv som filmskaber og i forbløffende god form til at fortælle om det hele. At han overhovedet er i live, og at hukommelsen har overlevet strabadserne, fremstår som lidt af en bedrift i sig selv.
"Hos Ferrara er religionen ikke nogen let vej ud af mørket, men en vedvarende påmindelse om, at frelsen eksisterer et sted derude – også for den, der igen og igen har gjort sig fortjent til fordømmelse."
I Scene: A Memoir er kapitlerne scener: korte, springende nedslag i et liv, der sjældent har fulgt en lige linje. Han skriver præcist og uden omsvøb om en katolsk opvækst med en voldelig italiensk far og en støttende irsk mor. I voksenlivet bevæger han sig gennem New Yorks natteliv, filmbranchens afkroge og kamp med at holde kunsten og afhængigheden kørende på samme tid.
Ferraras kulisse er New York, og Ferraras New York er beskidt, voldeligt, narkotisk og gennemsyret af sex. Her sidder pornografer, pushere og strippere side om side, mens filmruller, våben og kokain cirkulerer i baglokalerne. Det er et New York, der for længst er forsvundet, men som Ferrara genopliver med en næsten fysisk nærhed, der gør, at man kan sanse de fortabte sjæle i nætterne omkring Union Square, der fortsætter længe efter, at resten af byen er stået op.
Ferrara har gennem hele karrieren kredset om sex, vold, afhængighed, skyld og tilgivelse. Hans mandlige hovedpersoner er ofte kontrollerede på overfladen, mens der nedenunder ulmer et kaos af vrede og et ønske om tilgivelse. Det gælder både de grædende gangstere i The Funeral (1996) og ikke mindst den selvdestruktive politibetjent spillet af Harvey Keitel i Bad Lieutenant (1992). Filmene er mindre interesserede i at afsige moralsk dom end i at undersøge, hvor langt et menneske kan synke, før muligheden for frelse forsvinder.
Den katolske skyldfølelse løber som en rød tråd gennem både filmene og selvbiografien. Ferrara fortæller om en scene under optagelserne til Bad Lieutenant, hvor han i en kirke i New Jersey finder ordet ”Fuck” spraymalet hen over alteret. Han oplever det som et ildevarslende tegn, som om hans eget liv og værk endnu en gang har overskredet en grænse, han siden må forsøge at gøre bod for. Hos Ferrara er religionen ikke nogen let vej ud af mørket, men en vedvarende påmindelse om, at frelsen eksisterer et sted derude – også for den, der igen og igen har gjort sig fortjent til fordømmelse.
Kunsten at selvdestruere
Det er ikke mindst hans mistillid til den klassiske dramaturgi, der gør Ferraras film unikke. Han er mere optaget af scener, stemninger, kroppe og enkelte replikker end af at få et plot til at gå op. Manuskripter skrives hurtigt og er ikke nødvendigvis en fastlagt plan, der skal følges til punkt og prikke. For meget forklaring kan efter hans opfattelse tage livet af det ægte. Scener tages sjældent om og bliver ofte improviseret. Rå skaberkraft og autenticitet er vigtigere end klassisk dramaturgi, og filmene skal ikke nødvendigvis forstås, men mærkes.
Ud fra dramaturgiske målestokke fremstår de derfor ofte fejlbehæftede. Men hvad de undertiden mangler i plot, opvejer de i følelser. The Blackout (1997) og New Rose Hotel (1998) er næsten mere halvanden times stemninger end egentlige fortællinger, tilstande, man befinder sig i, snarere end historier, man følger fra start til slut.
Det samme gælder hans selvbiografi. Den bevæger sig ikke fremad i en pæn, kronologisk orden, men springer mellem erindringer, filmoptagelser, drukture og spirituelle grublerier. Ferrara fortæller om at miste muligheden for at instruere Carlito's Way (1993), efter at han bliver beskyldt for at have stjålet en flaske vin fra et bord af chefer fra Universal Pictures under filmfestivalen i Cannes. Han beretter om at betale Asia Argento hendes løn for rollen i New Rose Hotel i kontanter, som hun kaster ud af vinduet. Da han forsøger at stoppe hende, kommer hun til skade. Det fortæller hun sin far, den italienske horrormester Dario Argento, hvilket får Ferrara til i ugevis at vente på at blive henrettet af en siciliansk lejemorder. Han husker det ikke, som om han stjal vinen eller slog Asia, men som læser er man ikke overbevist om hans uskyld.
For i samme periode beskriver han narkotikaens tillokkelse med en entusiasme, der både er dragende og urovækkende. Under arbejdet på King of New York (1990), der af mange betragtes som hans hovedværk, forsøger han at holde produktionen kørende, samtidig med at han bevæger sig mellem filmklipning og natteliv. Det er svært at afgøre, hvor kunsten slutter, og afhængigheden begynder – og om Ferrara overhovedet selv kan huske det eller kende forskel.
Ms. 45 (1981)
Det er bogens styrke og dens begrænsning. Ferrara adskiller aldrig rigtigt sit liv fra sit arbejde. Han erindrer ikke blot om filmene, men genopfører den verden, de blev til i: en tilværelse på kanten, hvor penge, stoffer, vold og kunstneriske ambitioner hele tiden truer med at vælte det hele. Han er ikke interesseret i at pudse sit eftermæle eller konstruere en pæn fortælling om kunstnerens vej ud af mørket. I stedet får vi en mand, der stadig forsøger at forstå, hvad han har gjort, og hvorfor han blev ved så længe.
Gennem bogen vender Ferrara tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt kunsten kan være en form for forløsning. Han bliver til den karakter Christopher Walken spiller i The Addiction (1995). En gammel vampyr, der holder tørsten tilbage ved at læse Burroughs og Kierkegaard. Den sande kunst kan holde ham fra at drikke blod, hvilket i Ferraras liv på det tidspunkt var en direkte metafor for hans eskalerende heroinmisbrug. Kun film kan frelse – og så alligevel.
Buddha dukker også op som en tilbagevendende figur, og meditationen bliver et forsøg på at finde en anden vej gennem tilværelsen. Men der er ingen lette løsninger. Han synes at lede efter en form for sandhed, der ikke nødvendigvis gør ham til et bedre menneske, men måske gør ham i stand til at se sig selv lidt klarere. Han jagter noget så besværligt som autenticitet, også når den er grim, selvmodsigende og ubehagelig.
Tættere på Gud
I dag bor New Yorks mørkemand i Rom, tæt på Vatikanet, og er begyndt at krybe til korset, men han er langt fra færdig med at rode rundt i fortiden. Han lever sammen med sin nye kone og datter, går til ugentlige misbrugsmøder, men hans liv handler stadig mest om film. Sidste år spillede han en led forbryder i Josh Safdies Marty Supreme (2025). I Italien har han lavet en biografisk film om Pasolini (2014) og selvbiografien Tommaso (2019) – begge med William Dafoe i hovedrollen. Stofferne og volden er rykket i baggrunden, mens skylden, skammen og troen på frelse nu er blevet det bærende.
Ferrara ser tilbage på sit liv uden at tilbyde en forløsning, hvor fortidens synder kan vaskes væk. Han virker snarere overrasket over stadig at være her. Måske er det også derfor, bogen aldrig bliver en løftet pegefinger eller en sentimental fortælling om at have overvundet sine dæmoner. Ferrara har betalt dyrt for sin livsstil. Hans to ældste børn vil ikke se ham, og han kan ikke bo i den by, han elsker, på grund af de fristelser, den byder på. Men han er her endnu.
Bøger bør som udgangspunkt altid læses, men jeg valgte at lytte til den, fordi Ferrara selv læser op. Det viste sig at være et godt valg. Hans karismatiske stemme med dens ujævne rytme og intense indlevelse tilfører teksten en særlig nerve. Man hører ikke blot erindringerne, men også den mand, der har levet dem, og som stadig synes at befinde sig midt i dem.
På et tidspunkt sammenligner han filmskabere med fortidens hulemalere, der ridsede billeder ind i stenen for at dele noget af det, de havde lært, med andre mennesker. Det er en smuk tanke fra en mand, hvis film så ofte har kredset om skæbner, der er ved at gå til grunde. For hvad kan hans liv egentlig lære os? Scene forsøger ikke at gøre ham eller hans karakterer mere sympatiske eller livet mere meningsfuldt. Den insisterer på at fortælle det, som det føltes, når det leves fuldt ud. Som et smukt kaos. Fragmentarisk, flakkende, fyldt med vanvid og små pludselige glimt af indsigt.