Uventet og langt væk
To a Land Unknown
Mahdi Fleifel, 2024
I en solbeskinnet park står en dreng oven på en bænk. Drengen løfter den ene fod op på armlænet, sætter af og springer mod det nærmeste træ. Han lander på jorden med en appelsin i hånden. Kort derfra finder en kvinde en plads i skyggen og lægger sin håndtaske fra sig.
To mænd skuer ud over parken. De holder øje med drengen og kvinden. De ligner dagdrivere, som forsøger at fordrive tiden, men de følger årvågent med i alt, hvad der sker i parken, som var det deres arbejde at holde vagt.
Et simpelt tricktyveri bliver sat i værk, og før kvinden ved af det, er mændene forsvundet med tasken. I en gyde, et stykke væk, gør de rovet op. Reda og Chatila åbner den stjålne taske og finder… fem euro. De bliver afbrudt af drengen med appelsinen, Malik, som leder efter et sted at sove. Han er alene, uden forældre, flygtet fra Gaza. Chatila afviser ham, men Redas blik forråder noget andet. “Lad være med at give mig det blik,” siger Chatila.
Sådan begynder To a Land Unknown, dansk-palæstinensiske Mahdi Fleifels første spillefilm. Den følger de to palæstinensiske flygtninge, Chatila og Reda, strandet i Athen – uden penge, uden pas, uden en vej frem. Deres flugt fra Libanon har ledt dem til Grækenland, Europas port, men de drømmer om en ny start i Tyskland. I dette mellemrum mellem det forestillede og det faktiske Europa, mellem håbet og håbløsheden, forsøger de at overleve i Purgatoriet.
Hustlerens blikteori
To a Land Unknown er en film om dem, der aldrig når frem. Den åbner med et citat af den afdøde palæstinensisk-amerikanske akademiker og aktivist Edward Said: “In a way, it’s sort of the fate of Palestinians, not to end up, where they started, but somewhere unexpected and far away”. Citatet ligger som et åg over filmtitlen og karaktererne.
“Det er ikke en film med et egentligt budskab – men en film, der insisterer på, at virkeligheden i sig selv er politisk.”
For Chatila og Reda er det ikke blot den geografiske afstand til hjemmet, der vokser – også afstanden mellem dem, de var, og dem, de er blevet, forskubber sig. I flere scener taler de i telefon med deres familier. De lover, at hvis bare vi gør det her, så kan vi gøre det her, og så bliver alting godt. Men logikken om at gøre noget forkert, for så at kunne gøre noget rigtigt, slår fejl.
At være desperat ændrer ens blik. Hvert nyt sammentræf bliver en potentiel mulighed. Chatilas blik er glubsk og opportunistisk – et hustler gaze. I hans synsfelt er alt og alle reduceret til nytte, mennesker er både midler og mål. Laura Mulveys berømte teori om det mandlige blik får her en ny, altomfattende dimension: Alt ses som noget, der kan bruges. Chatilas blik flakker, en turist med en rygsæk går alene, et lysglimt, en mulighed i mørket.
Dokumentariske rødder
Overlevelse i eksil tvinger folk til at forhandle med deres egne grænser. De stjæler tasker og sneakers for at skaffe penge til falske pas. Reda sælger sin krop. Dagene er lange, nætterne endnu længere. Al kontakt er transaktionel: Hvad kan jeg få ud af dig? Deres menneskelighed findes endnu – men de har ikke længere råd til at udvise den.
Da Malik dukker op, står de overfor et valg. Hjælpe et barn – eller tjene penge? Chatila udtænker en plan, der kan genforene Malik med sin moster i Italien og samtidig sikre deres egen rejse mod Tyskland. En flirt med en ensom græsk kvinde bliver en mulighed – ikke for kærlighed, men for at finde en til at udgive sig for at være Maliks mor og lede ham gennem det internationale luftrum uden at blive mistænkeliggjort.
To a Land Unknown viser, hvordan den dehumanisering, flygtninge udsættes for, ikke blot gør dem sårbare, men også forandrer dem. Det er ikke en film med et egentligt budskab – men en film, der insisterer på, at virkeligheden i sig selv er politisk. Fiktionsfilmen føles sjovt nok som en kulmination på Mahdi Fleifels dokumentariske arbejde – fra A World Not Ours (2012) til en række kortfilm om flygtninge på vej mod Grækenland. Dens klimaks – som stammer fra en virkelig fortælling – understreger filmens centrale dilemma: Hvor langt vil man gå for at komme videre?
New Hollywood og neorealisme
To a Land Unknown er en film om flugt, fordrivelse og eksil, men den er også en genrefilm. En thriller, et drama og en buddy-film med sin egen æstetik. Store sølvhalskæder slasker om halsen, cigaretterne hænger i mundvigen, og det næste kup lurer om hjørnet. Altsammen optaget på ægte film i al sin pragt – morgenlys og dunkende middagshede.
Chatila og Reda er ikke helte, men mennesker i undtagelsestilstand. Deres samspil minder om buddyfilmen Midnight Cowboy (1969) fra New Hollywood-perioden, men låner også fra makkerparret i John Steinbecks roman Of Mice and Men. Chatila er tænkeren, Reda følger efter. Mahmood Bakri giver Chatila charme og kynisme, mens Aram Sabbah spiller Reda med et sårbart, næsten barnligt udtryk.
“Hvis Danmark skal tages alvorligt som en del af den internationale filmverden, bør vi også kunne rumme filmskabere med et globalt udsyn. Alt andet ville gøre dansk film provinsiel.”
Den italienske neorealisme dukker også op i glimt. Det virkelighedsnære udgangspunkt, de hårde skæbnefortællinger og uprøvede kræfter foran kameraet. Aram Sabbah, der spiller Reda, er i virkeligheden en palæstinensisk skateboarder! Og så får jeg lyst til at skrive, at Reda og Chatila mest af alt minder om faderen og sønnen i Vittorio De Sicas Ladri di biciclette (Cykeltyven, 1948) – det nære, menneskelige drama, hvor skyld og skam får tid og plads.
To a Land Unknown føles måske ikke umiddelbart som et politisk værk – og dog er det umuligt ikke at læse virkelighedens rædsler ind i filmen. Som i Ladri di biciclette bliver det personlige politisk – og det politiske bliver en del af hver eneste gestus, hvert eneste valg, karaktererne tvinges til at tage.
Noget nyt i dansk film
Filmen har fået stående ovationer og er blevet hyldet på festivaler verden over. Alligevel er den stort set forbigået i Danmark, både blandt anmeldere og biografer. Og det er på trods af, at den er instrueret af en dansk-palæstinensisk filmskaber. Årsagen er, at filmen er produceret uden for det danske støttesystem, og dermed falder uden for de snævre kriterier, der skal opfyldes for at modtage lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.
Men måske er det netop derfor, at den føles så anderledes. To a Land Unknown ligner ikke noget, der er kommet ud af det danske støttesystem – og måske bør vi tage det som en anledning til at gentænke, hvad dansk film også kan være.
Hvis Danmark skal tages alvorligt som en del af den internationale filmverden, bør vi også kunne rumme filmskabere med et globalt udsyn. Alt andet ville gøre dansk film provinsiel.
To a Land Unknown er en film om, hvor langt man er villig til at gå for at forfølge en drøm – og hvad man mister i forsøget. Chatila og Redas drøm bliver aldrig mere konkret end ønsket om at åbne en lille café i Tyskland. Ved premieren på CPH:DOX fortalte Mahdi Fleifel, at netop det er noget, han også selv har drømt om: en lille taverna med markise og hvide plastikstole. Men forhåbentlig laver han film lidt endnu.