Udygtighed på højt niveau
Dossier: Elaine May
af Nick Bruhn-Petersen
Ishtar
Elaine May, 1987
”Livet er vores audition foran Gud”. Intet mindre, ifølge popduoen Rogers & Clarke. Religiøs eller ej, må alle på den yderste dag stå til regnskab for deres performance. Gjorde jeg det godt nok? Eftersom vi ikke kan leve fejlfrit, forventes der ikke perfektion. Men balancen mellem valg og fortrydelser skal helst gå positivt op. Har man været tro mod sig selv? Eller har livets uundgåelige kompromiser i sidste ende korrumperet én?
”Let us pray that we all get the job”. Uvidenhed er lyksaglighed, og når musikken spiller, rimer ”job” næsten på ”God”. Og når de usædvanligt middelmådige sangskrivere Lyle Rogers og Chuck Clarke beder til, at vi alle kommer i Himlen, kan det både tolkes som godhjertet altruisme og som en bøn for dem selv. På intet tidspunkt i Elaine Mays Ishtar præsterer de to noget godt, men det forbliver uklart, hvorvidt det er dem selv bevidst. Derfor virker deres endelige triumf dem vel undt – i al sejrens idioti.
“Hello Ishtar – you’re a state of mind”
Men før vi når til slutningen, må jeg formode, at Ishtar er ukendt land. Filmen fra 1987 er nemlig berygtet som et af de største flop i Hollywoods historie. Ryet er katastrofalt – både kommercielt og kunstnerisk. Det er til dato Elaine Mays sidste film som instruktør, hvilket er hele miserens største offer, eftersom hun er et af de sjoveste mennesker, der nogensinde har lavet film. Hendes korte filmografi excellerer med komedie af usædvanlig høj kvalitet, og Mays stemme er en af de skarpeste inden for spiddende replikker. ”Hvis alle de folk, der hader Ishtar, havde set filmen, ville jeg have været en rig kvinde i dag”, er hun meget sigende citeret for. En skam at være berøvet hendes bonmots og unikke komiske timing dette århundrede. Desuden er rygterne om filmens kunstneriske fiasko er også stærkt overdrevne.
“At filmen dræbte Elaine Mays karriere, må i nogen grad skyldes, at farcegenren simpelthen var for langt ude til at forlige med Mays intellektuelle renommé.”
Da ismanden Lyle Rogers (Warren Beatty) møder suppe-steg-og-is-sangeren Chuck ”The Hawk” Clarke (Dustin Hoffman) på en græsk restaurant i New York, slår det gnister. De begynder at skrive sange sammen med det samme – mens afrydderen gentagne gange beder dem om at gå hjem. Det varer ikke længe, før de står på scenen til open mic med håb om at imponere musikagenten Marty Freed. Han kan kun skaffe dem gigs i Honduras eller Marokko, men forladt af kone og kæreste og uden noget at tabe pakker Rogers og Clarke kufferterne og flyver til Mellemøsten (for at undgå dødspatruljerne i Centralamerika og med udsigt til en marginalt bedre løn på hotelbaren Chez Casablanca).
Allerede i lufthavnen bliver de hvirvlet ind i en højspændt konflikt mellem den tyranniske emir af Ishtar, en revolutionær socialistisk gruppe og CIA. Sangerne bliver begge forført af oprøreren Shirra, CIA-agenten Jim hverver Clarke som informant, og på en markedsplads køber Rogers en blind kamel, som fører dem gennem ørkenen – til stor undren for CIA’s konstante overvågning.
Som komediefilm befinder Ishtar sig i den underlødige undergenre farcen. De to hovedkarakterer er satiriske i absurd grad, mens resten af filmens univers reagerer på adfærden i en mere varierende realistisk modus. Deres dynamik foregriber Farrelly-brødrenes trendsættende film fra 90’erne som Dumb and Dumber (1994), There’s Something About Mary (1998) og Me, Myself & Irene (2000), der ganske vist var succesfulde men ikke prestigiøse.
At Ishtar ikke blev kommercielt succesfuld skyldtes bl.a. et budget, der løb løbsk, men at filmen dræbte Elaine Mays karriere, må i nogen grad skyldes, at farcegenren simpelthen var for langt ude til at forlige med Mays intellektuelle renommé. (Omvendt lavede Farrelly-brødrene en genindspilning af May med skændslen The Heartbreak Kid (2007), inden Peter Farrelly i 2019 vandt en Oscar for Green Book. Det kan accepteres at gå fra lavkomedie og opad, men ikke den anden vej.)
(U)vidende kompromisløshed
Den bedste tilbagevendende vittighed i Ishtar er, at Rogers og Clarke aldrig stopper med at skrive sange: Frustrerede børn følger efter isbilen, der ikke stopper, fordi Rogers har travlt med at komponere ”Hot Fudge Love”. Clarkes ynkelige selvmordsforsøg ledsages af sangen ”Sitting on the Edge of My Life”, og da de er overladt til døden i ørkenen, kravler sangskriverne gennem sandet og begynder at jamme ”The Have Not Blues”.
Med komedie kan det virke mere søgt at finde større ideer på spil. Det risikerer at blive et overintellektualiserende påskud for, at man finder basal glæde ved den pågældende humor, og som tekst kvalificerer man nemt vittigheder ved blot at gengive dem så sjovt som muligt. Men alligevel er der en fundamental pointe i, at selv beskedne talenter som Rogers og Clarke har en ustoppelig skabertrang. Hvor satirisk filmen end skildrer de snæversynede kunstnere, er der en grundlæggende empati med deres (i bedste fald andenrangs) kreativitet som livskraft.
Rogers og Clarke besidder ikke særlig meget, men de vil helst ikke sælge ud. I løbet af filmen bliver de ellers fristet og testet grundigt, eftersom de er omgivet af et persongalleri, der gør deres bedste for at korrumpere dem. Årsagen til sangernes egen involvering i konflikten er ganske enkelt kærlighed. Begge forelsker sig i revolutionskæmperen Shirra (gudesmukke Isabelle Adjani) med samme blåøjede romantik, som vi hører i deres musik: ”I’m leaving some love in my will” og ”come look there’s a wardrobe of love in my eyes. Take your time, time look around and see if there’s something your size”. Men da det vil gavne revolutionen at dræbe de to sangere, træffer hun det svære valg at lade dem dø. Deres musikagent tilskynder dem også at glemme sangskrivningen og i stedet synge noget, som folk kender (f.eks. ”That’s Amore”), men CIA-agenten Jim er det værste udtryk for korruption.
Spillet med nonchalant bravur af Charles Grodin, repræsenterer Jim den yderste konsekvens af at sælge ud. Over en hummusmenu hverver han Clarke ved at lokke med $150, og han gør det derfra umuligt at komme ud af CIA’s spind. Sideløbende forhandler han på emirens bogstavelige guldpalads i håb om at fremme USA’s interesser i Mellemøsten (datidens store tyran Gaddafi bliver refereret flere gange). Da emiren fremsætter sit krav om at snigmyrde de to amerikanske statsborgere inden weekenden, står Jim så fast, som han kan: ”Den amerikanske regering vil ikke lade sig afpresse. Ikke desto mindre ser jeg ikke noget problem ved at imødekomme jeres tidsplan”.
Mens Rogers og Clarke bliver ført uvidende rundt i Ishtar (den blinde kamel er ikke blot en vittighed), er Jim fuldt bevidst om konsekvenserne af sine kompromiser. Med de talentløse kunstnere som modpol ligger der en grundlæggende magtkritik i Ishtar, hvor især USA’s ekspansive og imperialistiske udenrigspolitik skildres som håbløst korrumperet. Det bedste der kan komme ud af det, er noget så dumt og uskyldigt som et livealbum fra Chez Casablanca.
Shirra: “I think they’re wonderful”
Med snart 40 års afstand er det fristende at lave en metafortolkning af Ishtar som et misforstået disasterpiece, forskyldt af en lignende kompromisløshed. Måske ud over grænsen til fornuft? Filmen caster to af Hollywoods største stjerner på deres karrieres højdepunkt (Warren Beatty efter sit hovedværk Reds (1981), og Dustin Hoffman mellem Tootsie (1982) og Rain Man (1988)), hvilket skaber visse økonomiske forventninger. Begge skuespillere har dog ry for at have meget stærke meninger om de produktioner, de medvirker i – især Beatty, der også fungerede som producer på filmen. Kigger man dertil på manuskriptets tone, er det svært at forklare, hvorfor filmen er skudt af legenden Vittorio Storaro, der er kendt som Bernardo Bertoluccis faste fotograf og prisvinder bag Dommedag Nu (1979) og Den sidste kejser (1987, samme år som Ishtar). Når man står på location i ørkenen, hvor filmstjernerne må vente, fordi en kamel skal forestille at være blind, og fotografen sigter efter Oscarværdige billedkompositioner, skal man være gjort af noget særligt for at modstå de forskellige pres for ikke at gå på kompromis.
“Ret skal være ret: Ishtar er ikke uden fejl.”
Er Ishtar i virkeligheden Elaine Mays mest personlige film? Denne fortolkning virker søgt. En notorisk perfektionist ville ikke kaste sig ud i et projekt, som på forhånd skulle blive uregerligt. Samtidig er filmen en hyldest til Bing Crosby og Bob Hopes fjollede filmserie Road to… (1940-1962), hvilket tilføjer et distancerende lag. Men ikke mindst ligger Mays egen tørre deadpan-performancestil langt fra farcens store armbevægelser.
Alligevel er Ishtar ganske særlig. Den færdige film emmer af uforståelig høj produktionsværdi. Beatty og Hoffman rammer perfekt komediens tone i nogle roller, der fordrer en usædvanlig og imponerende lav grad af forfængelighed. Soundtracket lykkes på musicalniveau med på en gang at være komiske perler, der samtidig føjer ekstra nuancer til filmens fortælling. Kunst behøver ikke være personlig for at have personlighed.
Ret skal være ret: Ishtar er ikke uden fejl. Især sker der et markant gearskifte, da filmen klipper – med nik til Lawrence of Arabias (1962) berømte matchcut – fra et shotglas på en bar til Mellemøstens brændende sol. Den første halve time i New York er en forrygende skarp satire over sangskrivernes håbløse tro på sig selv. I ørkenen bliver det hele mere kaotisk, spraglet og kluntet. Og måske kompromitteret.
Men klip tilbage til New York: I en tidlig scene prøver Rogers at opmuntre Clarke med den sublimt selvmodsigende replik: ”You’d rather have nothing than settle for less”. 40 år efter indrammer disse ord vidunderligt Elaine Mays filmværk. Der er stadig intet nyt fra den 93-årige instruktør, men hun har heller ikke ladet sig nøjes med mindre end det.
DOSSIER
Med kun fire film ændrede Elaine May den amerikanske komedie – men så blev hun glemt. De seneste års cinefile genopdagelseskultur har dog skabt nyfunden værdsættelse af hendes film, og hendes indflydelse viser sig stadig større. Men hertillands er hun stadig et ubeskrevet blad. Hidtil.
Dette dossier præsenterer kaster lys på hele miss Mays strålende, oversete karriere som filminstruktør.
