Komikerens mørke indre
Dossier: Elaine May
af Lasse Winther Jensen
Mikey and Nicky
Elaine May, 1976
Når de fleste tænker på Elaine May, tænker de først og fremmest på komik. På hendes store gennembrud sidst i 50’erne, hvor hun sammen med Mike Nichols lavede skoledannende sketches til tv og teater, som er lige så sjove i dag, som de var dengang. Eller på tre af hendes fire film som instruktør: Screwball-komedien A New Leaf, den romantiske komedie The Heartbreak Kid og den herostratisk berømte buddy comedy Ishtar. Alle tre film er dybt idiosynkratiske og præget af melankoli, bitterhed og absurditet, men de er først og sidst komiske.
Midt i Mays filmografi – i kølvandet på hendes to første succesfulde film og godt 10 år inden den kritiske og økonomiske katastrofe Ishtar – ligger Mikey and Nicky som et sort hul. Filmen fra 1976 er en undtagelse i instruktørens filmografi, og den er alt andet end komisk. Men den er Mays mest personlige værk.
Forholdet til Mike
Mikey and Nicky er den eneste film, der lader Elaine Mays smerte komme uforbeholdent til udtryk. Kun her mærker man kvinden, der voksede op i en fattig, rodløs og splintret familie, som blev gift og skilt som teenager, og som 20 år gammel efterlod sin datter hos sin mor for at skabe sig en karriere i en totalt mandsdomineret verden. Desuden mærker man – selv i titlen – hendes skrøbelige, konfliktfyldte og livslange forhold til Mike Nichols, manden der personificerede hendes kamp for at give sig hen til og stole på andre mennesker.
Det bemærkelsesværdige ved Mikey and Nicky er den form, som May giver udkrængningen af sit indre. Der er intet overlagt selvbiografisk over filmen. I stedet handler den om mænd og deres venskaber og psykologi – og det på en mere ekstrem og kompromisløs facon end de fleste film, der ellers behandler den slags emner, og som rent faktisk er lavet af mænd.
“Mikey and Nicky føles ofte endnu mere som et Cassavetes-værk, end hans egne film gør. ”
John Cassavetes og Peter Falk spiller titelkaraktererne, gangsteren Nicky og hans barndomsven Mikey. Plottet er så simpelt, at det næsten fremstår som en undskyldning for sig selv: Nicky er faldet i unåde i den kriminelle underverden, og han er panisk angst for, at en lejemorder er blevet sendt ud for at dræbe ham. Han ringer til sin gamle ven Mikey for at bede om hjælp. Sammen begiver de sig ud på en nattelang rejse, hvor de endevender deres forhold.
De to karakterers venskab og psykologiske forfatning er langt vigtigere for May end filmens plot. Grebet med, at lade hele handlingen udspille sig i løbet af én nat skaber frem for alt en fast ramme til en uregerlig udtryksside.
Mikey and Nicky er en helt anden oplevelse end Mays øvrige film, fordi hun har modelleret dens form over John Cassavetes’ stilskabende instruktørværk. I film som Faces (1968), Husbands (1970) og A Woman under the Influence (1974) fremelskede han en improvisationsbaseret stil, der enerverende, udmattende og stimulerende graver sig ned i de grimmeste sider af karakterernes smadrede psykologi. Den form bruger May som en åbning til at gøre det samme.
Det er ikke til at sige, hvor meget den legendariske instruktørs tilstedeværelse i Mikey and Nicky, påvirkede filmens udformning, men den føles ofte endnu mere som et Cassavetes-værk, end hans egne film gør. Uden anden retningsanvisning end nattens gang vælter de to mænd rundt, mens de krammer, slås, skændes, mindes, råber, hvisker og går i spåner.
Filmen er, som så ofte hos May, præget af uforudsigelige fysiske udfoldelser. Men hvor den fysiske ustabilitet i en film som A New Leaf har et rent komisk formål, afspejler den her en indre konstitution i grotesk forfald. De to bedste venner er begge voldsomt paranoide, og med god grund. De aner ikke, om de kan stole på hinanden, om de kan tillade sig at give sig hen til hinanden, og om de begge to overhovedet vil overleve den lange nat. May mestrer den hysteriske, neurotiske tone lige så suverænt, som hun i sine øvrige film mestrer den komiske.
Det nøgne filmsprog
Produktionen af Mikey and Nicky var næsten så kaotisk som filmen selv. May lod Cassavetes og Falk improvisere vildt og ukontrollabelt, mens hun skød hele 259 timers råfilm. Det tog et års møjsommelig klipning at stykke optagelserne sammen til den færdige films på samme tid koncentrerede og opløste helhed. I processen mistede selv Cassavetes tålmodigheden med May.
“Dens voldsomme realisme føles aldrig som blær eller overflade, udelukkende blottende og personlig.”
Filmens billedside er også uvant for instruktøren: Den består nærmest udelukkende af tilrøgede værtshuse, ølsjatter, pandebrasker dryppende af angstens sved, kunstig nattebelysning reflekteret i vandpytter og trenchcoatklædte mænd sitrende af hårdt levede liv. Grimheden giver endnu mere tyngde til de øjeblikke af helt ren indsigt, som de to mænd kluntet og desperat arbejder sig frem til.
Hvordan kan det være, at Mikey and Nicky stadig føles som en Elaine May-film? At man endda mærker noget feminint i den? Dens nøgne formsprog er så ufiltreret, at man bag det fornemmer en kvinde, der har været tvunget til at finde sig en plads i en filmverden skabt til og af mænd. Selvom Mikey and Nicky er ekstrem, er den altid mere øm, end den er rå. Dens voldsomme realisme føles aldrig som blær eller overflade, udelukkende blottende og personlig.
Mere end noget andet er filmen et mønstereksempel på Mays evne til at indgå i nære og ofte flossede relationer med sine mandlige samarbejdspartnere og få dem til – trods tærende gnidninger – at munde ud i en produktiv symbiose. Et grundvilkår for hendes kunst, som hun igen og igen har vendt til en fordel gennem sin karriere.
Man ser det i samarbejdet med Mike Nichols helt i begyndelsen, i hendes egen rolle over for Walter Matthau i A New Leaf, og frem for alt med Cassavetes, hvis filmsprog hun annammer, så hun kan nå endnu længere ind i sig selv, end hun ellers ville have været i stand til. Ind til en hudløshed bag komikken, hvor den ikke længere kan fungere som mellemled eller fortrængning.
Mikey and Nicky er et fotonegativ af Elaine Mays kunst. Det er let at forestille sig, at kvinden, der har lavet denne nuancemættede og ofte ubærligt menneskelige film også har lavet nogle af amerikansk films bedste komedier. Ligesom man i komedierne altid mærker en understrøm af noget grimt og smerteligt og langt fra morsomt. Kun denne ene gang lod May understrømmen oversvømme hele filmen.
DOSSIER
Med kun fire film ændrede Elaine May den amerikanske komedie – men så blev hun glemt. De seneste års cinefile genopdagelseskultur har dog skabt nyfunden værdsættelse af hendes film, og hendes indflydelse viser sig stadig større. Men hertillands er hun stadig et ubeskrevet blad. Hidtil.
Dette dossier præsenterer kaster lys på hele miss Mays strålende, oversete karriere som filminstruktør.
