Alletiders hjertebrud
Dossier: Elaine May
af Niels Kristian Bonde Jensen
The Heartbreak Kid
Elaine May, 1972
“The Heartbreak Kid is about the automated nature of social performance”
I The Heartbreak Kid, Elaine Mays anden film og hidtil eneste kommercielle succes, spiller Charles Grodin rollen som Lenny Cantrow. Lenny spiller rollen som ubeslutsom førsteelsker. Denne førsteelsker spiller en opdateret (anno 1973) version af schlemiel-arketypen fra den jødiske komedietradition (et udueligt og klodset fjols, der modsat den mere velkendte schmuck-arketype ikke evner at ændre sit væsen). Resultatet? En særlig udkrystallisering af rodløs moderne maskulinitet, der i 70’ernes New Hollywood ellers generelt indtog hovedrollen – som figurativ oversættelse af tidens ungdomsoprør, Vietnamkrigsangst etc.
Men Lenny Cantrow er langt fra f.eks. Travis Bickles martrede og hævngerrige sjæl fra Taxi Driver (1976) eller, mere sammenligneligt, Benjamin Braddocks mystiske ugidelighed fra Mays mangeårige improkomikpartner Mike Nichols’ The Graduate (1967). Lenny er hverken mystisk eller martret. Han er svær at holde af, selv som antihelt – svær at læse som udtryk for en bestemt generationel smerte. Lenny er noget så filmisk enestående som et tidløst fjols.
Og i The Heartbreak Kid er han medvirkende til at fremkalde en komisk karikatur på den tosomme kærlighed, der er rammende og morsom på en måde, der forekommer næsten umulig at indfange alene gennem sproget. Langt henad vejen er det nemlig filmens figurers performative gestik – deres kropslige udfoldelse af klichéer fra parforholdets arena, der skaber komikken.
I slægtskab med f.eks. samtidige kropskomikfornyere som Jacques Tati og Jerry Lewis, og selvfølgelig i forlængelse af stumfilmskomikken, åbner The Heartbreak Kid for filmiske fortolkninger af det moderne, vestlige samfunds gængse sociale rum (ofte framet i halvtotaler), hvor kroppe og mimik kommer på tværs. I filmkomedieteorien beskrives den komiske hovedkarakters krop ofte som en maskine ude af funktion. En hakkende, rygende anti-mekanik, et kaoselement i samfundsfabrikken.
Således også, om end med mindre armbevægelser, i The Heartbreak Kid. Samtidig spiller replikkerne og manuskriptets konstruktion, forfattet af Neil Simon, unægtelig en central rolle i denne komedie om dysfunktionel social optræden i både sprog og handling.
Parforholdets dystopiske landskab
Filmen kan på mange måder også tolkes som en uromantisk komedie. Den romantiske komedies gængse skabelon foreskriver, at mand og kvinde støder ind i hinanden og først forelskes, siden adskilles, til sidst genforenes trods socioøkonomiske/moralske/ideologiske forskelle. I The Heartbreak Kid er skabelonen vendt på hovedet. I sin nyligt udgivne bog om Elaine May, sammenligner filmteoretiker Elizabeth Alsop hendes film med den bølge af idiosynkratiske parforholdskomedier fra samtidens populære jødisk-amerikanske instruktører; Peter Bogdanovichs Whats up Doc? (1972), Woody Allens Annie Hall (1977) og Alberts Brooks’ Modern Romance (1981), der genfortolkede screwball-traditionen for en ny generation. Hun tilføjer dog:
“A New Leaf and The Heartbreak Kid, in particular, revisit the romantic antagonism and battle-of-the-sexes high jinks that characterize the cycle of classical Hollywood films that Stanley Cavell termed “comedies of remarriage”. But if screwball comedies are ultimately, as Molly Haskell argues, “fables of love masquerading as hostility, then May gives us something closer to the inverse: fables of hostility masquerading – just barely – as love.”
De gængse sociale rum knytter sig til altså kærlighedens, nærmere bestemt ægteskabets domæne: brylluppet, bryllupsrejsen, den romantiske middag, det nervepirrende møde med svigerfar. Her fremført som en serie af akavede optrin, hvor social gestik og sproglige koder skurrer mod hinanden.
Vi starter som gæster til Lenny og Lilas (spillet af Mays datter, Jeannie Berlin) jødiske i bryllup i New York. Få scener efter er vi med på bagsædet, mens deres forhold kører i grøften, allerede inden de er nået frem til bryllupsrejsen i Florida. Den tosomme kærlighed udsiges ikke som forenende besværgelse på tværs af tid og rum, men udfoldes som en dystopisk geografi. Et selvvalgt fængsel, hvis kortlægning fylder hele bilruden. På den måde (og nok også kun på den måde) danner filmen umage par med Rossellinis Journey to Italy (1954). I The Heartbreak Kid skal man dog kigge langt efter mirakler.
“I had my doubts in Virginia, I was pretty sure in Georgia, you really settled things for me in Florida.”
Fra ægtemand til voksenbarn
Lenny forvandles først til titlens Heartbreak Kid på stranden i Florida, da han støder ind i Kelly (Cybil Shepard), mens Lila må blive på hotelværelset grundet alvorlige solskoldninger. Her er han som et barn, der møder en eventyrprinsesse at bygge sit sandslot til. Som en fortabt sjæl, der leger rundt i ørkenen med fjoget grin og solcreme på næsen, hvis fatamorgana har skikkelse af en engel. Og denne engel står ved porten til et forjættet land – en blond, blåøjet adgangsbillet til det kernesunde, konservative WASP-USA. Bag de forgyldte porte skal Lenny ikke kere sig om Lilas quirks, spisevaner eller falske sangstemme. Her er Kvinden blottet for personlighed og ekstra kilo, og Mandens nedarvede neuroser tæller som et plus i bogen.
Så Lenny overgiver sig pjaskende til sit indre, hjerteknusende barn, og kaster alle fem dages ægteskab hovedkulds i Atlanterhavet.
Nu venter bare bruddet, der i denne uromantiske komedie overtager det emotionelle klimaks fra genforeningen i den klassiske romantiske komedie. Efter flere dages føjten med Kelly, skjult bag et røgslør af tiltagende dårligere undskyldninger, får Lenny endelig inviteret Lila på middag på en lokal fiskerestaurant. Hvad der følger, må være en af filmhistoriens store opvisninger udi sorthumoristisk situationskomik, hvor Lenny forsøger at fortælle Lila, at han vil skilles, mens han overfuser en tjener for ikke at advare om, at køkkenet kunne løbe tør for deres berømte pecan pie.
Scenen indeholder geniale linjer som: “We’re not right for each other. It didn’t work out. I tried to tell you as far back as Virginia but you couldn’t see it, you were to busy yelling pee pee every two minutes!” og “I’m gonna give you everything! I’m gonna give you the car. I’m gonna give you all the luggage”, alt imens Berlin giver en hjerteskærende performance som en ung kvinde, hvis verdensbillede kollapser på stedet. Et trafikuheld af uhørt morsomme dimensioner, og et studie udi eskalerende mellemmenneskelig misbehaviour, hvor Mays baggrund i improkomikken står tydeligt frem.
Misogyniens væsen
The Heartbreak Kid blev i sin samtid kritiseret for at forfladige sine kvindelige karakterer, og Elaine May som kvinde blev dermed beskyldt for at modarbejde den feministiske bevægelse. Scener som Lennys breakup på fiskerestauranten illustrerer dog i al tydelighed, at sådan en kritik kun giver mening, hvis man laver den dovne antagelse, at instruktørens blik er i værdimæssig overensstemmelse med sin hovedkarakters blik. Og overser Mays gennemgående filmsprog – kameraet på afstand af karaktererne, observerende som en stille +1 til brylluppet. Optaget af opførsel, ikke psykologi. Det er sigende, at vi ser de øvrige restaurantgæsters reagerende ansigter i det sekund, hvor Lenny fortæller Lila, at han vil ud af ægteskabet.
Tværtimod kunne man argumentere for, at The Heartbreak Kid trækker bukserne ned på den ugidelige, rodløse maskulinitet, der i samtiden blev set som et oprør, men som til alle tider har været en forbandelse for de sociale rum, hvor manden traditionelt har haft bukserne på. Bag rattet, på restauranten, i ægteskabet. Filmen afsværger dog ikke Lenny som et entydigt dårligt menneske, men holder øjet på bolden i sin detaljerede afdækning af ”den sociale optrædens automatiserede natur”. En detaljegrad, der fører til sprudlende komik, når automatikken går af led og bliver til dysfunktion.
Eller som dramatiker og forfatter Elise Moore mere håndfast har opsummeret det:
“May is interested in misogyny the way Hitchcock is interested in murder: she wants to know what it is like, not moralize about it.”
DOSSIER
Med kun fire film ændrede Elaine May den amerikanske komedie – men så blev hun glemt. De seneste års cinefile genopdagelseskultur har dog skabt nyfunden værdsættelse af hendes film, og hendes indflydelse viser sig stadig større. Men hertillands er hun stadig et ubeskrevet blad. Hidtil.
Dette dossier præsenterer kaster lys på hele miss Mays strålende, oversete karriere som filminstruktør.
