Genopdagelsen af Elaine Mays værk
Dossier: Elaine May
af Oscar Pedersen
A New Leaf
Elaine May, 1971
Til lyden af et bippende elektrokardiogram står Walter Matthaus hovedkarakter, Henry Graham, ængsteligt og iagttager to kittelklædte læger, imens de koncentreret opererer på en person uden for billedrammen. Sådan indledes A New Leaf (1971), Elaine Mays debutfilm: med en række vekslende nærbilleder af Graham og lægerne tilsat lyden af kardiogrammet, som bipper hurtigere og hurtigere. Lige indtil kameraet trækkes tilbage, og det afsløres, at vi slet ikke befinder os på et hospital, men i en garage, og at lægerne faktisk er mekanikere, og patienten en rød Ferrari-sportsvogn, som Graham drøner afsted i efter en vellykket ”operation”.
Åbningsscenens dramaturgiske omslag er betegnende for Mays tilgang til sædekomedien. Den er desuden omtrent tusind gange sjovere at se, end jeg er i stand til at beskrive den her, hvilket i sig selv også fint illustrerer, at May ikke kun arbejder med disse omslag rent dramaturgisk, men også visuelt. Det tilbagetrækkende kamera er jokens punchline. En absurditet played straight, som både skuespillerne og kameraet videreudfolder på fornemmeste vis i resten af filmen.
“Taget filmenes relativt mangeårige glemsel i betragtning, er det decideret rørende at tænke på, at de nu lyser verdens lærreder op.”
A New Leaf er en ”modsætninger mødes”-screwball. Den er episodisk struktureret, så hver scene i og for sig fungerer som en isoleret joke, samtidig med at May formår at bygge gags oven på gags. Graham er en overklasse-døgenigt, der en dag vågner op til nyheden om, at han har brugt hver en øre af sin formue. Han må derfor i en fart finde en velhavende kone, så han kan forblive i rigdommen uden selv at løfte en finger. ”All I am – or was – is rich.” Lykken er derfor at møde den ultrarige, klutzy botanikernørd Henrietta (eminent spillet af May selv), og mens hun gradvist forelsker sig i ham, lægger han morderiske planer for, hvordan han bedst kan nyde godt af hendes formue.
Forsinket, men berettiget anerkendelse
I løbet af de sidste fem-ti år har Elaine Mays fire film vundet stadig større indpas i den amerikanske filmkanon, og kritikerrosen er vokset betragteligt sammenlignet med den ofte lunkne modtagelse i filmenes samtid. Filmene har turneret museer og reprisebiografer i bl.a. Toronto, Dublin, London, New York, Wien og når nu endelig Cinemateket i København, inden de så rejser til Warszawa og videre rundt. Taget filmenes relativt mangeårige glemsel i betragtning, er det decideret rørende at tænke på, at de nu lyser verdens lærreder op. Litteraturen om May og hendes film er ligeledes blevet væsentlig mere substantiel, takket være Carrie Courogens biografi Miss May Does Not Exist (2024), en lang række artikler i tidsskrifter og akademiske bøger som Liberating Hollywood (2018) af Maya Montañez Smukler, ReFocus: The Films of Elaine May (red. Alexandra Heller-Nicholas og Dean Brandum, 2019) og Elisabeth Alsops Elaine May (2025).
Inden for denne relativt brede genopdagelse af Mays film har der været en tendens til at anvende scener som åbningen i A New Leaf – samt Grahams kynisk-komiske komplot mod Henrietta – til at fremhæve Mays subversive egenskaber. Således kan man i Alsops bog læse, at Mays film er drevet af en ”strategic undercutting of narrative formulas, such that familiar scripts (…) are quickly and savagely flipped. In this way, May’s filmmaking often converts tropes into vehicles of their own subversion.” I Cinema Scope (september, 2023) udpeger Christoph Huber også A New Leaf som ”a subversive approach to romantic comedy”. I The Films of Elaine May kan man også læse, at ”Ishtar (1987) is one of the most scathingly subversive major Hollywood releases of the 1980’s”. Vi må altså forstå, at May er subversiv, fordi hun underminerer genretroper og vender karakterforhold såvel som dramaturgiske klichéer på hovedet, så de antager en ny, may’sk kvalitet à la hospital-garage-scenen i A New Leaf.
Subversion eller tradition?
Jeg er på samme hold som disse skribenter, når det kommer til kærligheden til A New Leaf og Mays film generelt. Og jeg er heller ikke uenig i, at May foretager sådanne tonale omslag i sine film. Men samtidig er jeg en anelse forbeholden over for den genkommende hyldest af May som en decideret subversiv filmskaber. Hvis vi blot ser nærmere på A New Leaf, er det så virkelig filmens ærinde at omstyrte komediegenrens form og facon? På den ene side vil man godt kunne argumentere for dette og udvinde et væld af interessante pointer fra filmen – hvilket netop er det, Alsop gør i sin analyse. Men på den anden side, er omvendinger og misforståelser ikke en fast bestanddel af komediegenren? Er det, som åbningsscenen er gjort af, ikke netop komediegenrens råstof? May skabte sine film i en tid, hvor den amerikanske filmkultur var drevet af følelser af anti-establishment og kritisk revisionisme, men jeg er usikker på i hvilket omfang, vi bør anvende den samme retorik til at beskrive Mays film.
Følgende påstand kræver naturligvis mere spalteplads at udfolde helt, men er A New Leaf ikke netop en film, der både eksplicit og implicit vedkender sig en filmslægt, der bl.a. tæller The Gold Diggers of 1933 (Mervyn LeRoy, 1933), Bringing Up Baby (Howard Hawks, 1938), The Lady Eve og Unfaithfully Yours (Preston Sturges, 1941+1948), The Trouble with Harry (Alfred Hitchcock, 1955), Seduced and Abandoned (Pietro Germi, 1964), How to Murder Your Wife (Richard Quine, 1965) og den samtidige What’s up Doc? (Peter Bogdanovich, 1972)? Med andre ord: Hvis vi skal pege på, at May var en subversiv filmskaber, var det paradoksalt nok ved, at hun videreførte filmtraditioner, som mange andre havde travlt med at rive ned.
Tiltro til formularerne
Førnævnte skribenter kommenterer naturligvis også på den måde, at A New Leaf genoptager screwball-traditionen fra 1930’erne, men fokusset forbliver i sidste ende på, hvordan sidstnævnte nedbrydes, fremfor de måder, hvormed May bevarer den. I mine øjne er Mays film beundringsværdige, fordi de tør tro på formularerne – fordi hun har tillid til, at der er masser af mulighedsrum inden for genremæssige og narrative troper.
Det ser vi blandt andet i den måde, hvormed hun lader kyniske handlingstråde og oprigtigt romantiske gestusser udfolde sig simultant i A New Leaf - på samme måde som f.eks. Ernst Lubitsch gjorde det i 1930’erne. En løbende joke i filmen er f.eks. Henriettas passion for botanik, særligt bregner. Hun skriver monografier, underviser og udfører feltarbejde, alt sammen i bregnens navn. Hun håber på en dag at opdage en ny bregneart, som hun kan navngive efter sig selv og derved endegyldigt indskrive sig i botanikkens videnskab.
“Egentlig havde May tænkt sig, at filmen skulle være betragteligt længere, og Henry skulle begå adskillelige mord på sin vej til at dræbe Henrietta.”
På deres bryllupsrejse ligger Henrietta halvt strakt ud over en klippe, idet hun forsøger at række ud efter en tropisk bregne. Graham ville blot skulle klippe det reb over, som binder hende til fastlandet, for at fuldføre sin drøm om at leve alene med Henriettas formue. Samtidig med at vi i baggrunden af billedet iagttager Henrietta kæmpe en brav kamp for at rulle sig tilbage i sikkerhed, sidder Henry i forgrunden, med ryggen til Henrietta, og læser en bog med den rammende titel: ”Beginners Guide to Toxicology”. Mod filmens slutning fortæller Henrietta, at den tropiske bregne er blevet anerkendt af fagfæller som en ny art, men i stedet for at navngive den efter hende selv, har hun i en kærlighedserklæring givet navnet videre: ”I named it for you: Alsophila grahami. For Henry Graham.”
Det er denne kærlighedserklæring, som i sidste ende redder Henrietta: Da de i filmens sidste minutter er taget på campingtur, og Henrietta endnu engang kommer ud, hvor hun ikke kan bunde, er det synet af en alsophila grahami gemt bag en sten, der får Henry til at føle sig nødsaget til at redde klodsmajoren. Sammen rejser de sig og forlader billedet i solnedgangens brændende modlys. Egentlig havde May tænkt sig, at filmen skulle være betragteligt længere, og Henry skulle begå adskillelige mord på sin vej til at dræbe Henrietta. I sidste ende forhindrede Paramount sådanne planer, hvorfor May sagsøgte selskabet og ønskede sit navn fjernet fra filmen. Er slutningen en falliterklæring, der går imod filmens logik og Mays intentioner? Er den en sidste ironisering over den romantiske komedie? Er den en decideret bevægende forening af disse to uforudsigelige karakterer, sammenbragt af bregnens komik? A New Leaf viser, at alle tre svar er sande. Subversiv, måske. Rørende, som de bedste komediefilm er, uden tvivl.
DOSSIER
Med kun fire film ændrede Elaine May den amerikanske komedie – men så blev hun glemt. De seneste års cinefile genopdagelseskultur har dog skabt nyfunden værdsættelse af hendes film, og hendes indflydelse viser sig stadig større. Men hertillands er hun stadig et ubeskrevet blad. Hidtil.
Dette dossier præsenterer kaster lys på hele miss Mays strålende, oversete karriere som filminstruktør.
