En fragmenteret totaloplevelse
Mirage: An Architectural Sonic Experience
Rikke Benborg, 2025
De fleste mennesker har en holdning til arkitektur. Det er en kunstform, der omgiver os stort set konstant, og at opleve arkitektur er mere end bare visuel betragtning – det er en omsluttende totaloplevelse, hvor forholdet mellem lyd og blik spiller en helt særlig rolle. Dette forhold er udgangspunktet for filmen Mirage, der udforsker de glemte sider af arkitektoniske oplevelser.
I Mirage, der er instrueret af den visuelle kunstner Rikke Benborg, ser vi en række optrædener af slagtøjsspilleren Ying-Hsueh Chen, der med sin brede palette af instrumenter improviserer i samspil med tre unikke rum: Grundtvigskirken, Brønshøj Vandtårn og Thorvaldsens Museum. Rummene indgår i filmen på lige fod med Chens minimalistiske musik. En nivellering, der er med til at understrege, hvordan ingen lyd kan vristes fri af det rum, som den resonerer i.
“Når stortrommen buldrer, får vi lov til at mærke det imponerende rumfang, og slagtøjets fysiske betingelser bevirker, at Chen indtager de gamle bygninger med et krav om et svar.”
Chen er komponist af taiwansk oprindelse med base i Danmark. Hun arbejder med grænsesøgende kompositionsmusik og spiller ofte koncerter steder, der i traditionel forstand ikke er akustisk egnede til musik. Chens musik har stærke materialistiske, taktile kvaliteter, og uanset om hun spiller på marimba, sten, knogler eller shamantromme, føles det nærværende og dramatisk. Samme stærke materielle fornemmelse mærker man i de tætte billeder af Chens dybt koncentrerede spil, og gennem filmens fem akter kan man nærmest føle overfladen på instrumenterne og rusten falde af de gamle rør i Brønshøj Vandtårn.
Fælles for de tre lokationer er deres respektindgydende, store rum. Det er dog rum, der hver især har distinkte klange – vandtårnets brutale betonstrukturer, kirkens mursten og museets lange gange, omdanner Chens dynamiske spil til flader af forskelligartede resonanser, der hænger i luften længe efter de markante anslag. Det er disse klange, der gør, at Mirage ikke bare er en koncertfilm, men nærmere en grundig undersøgelse af dialoger mellem arkitektur, lyd og slagtøj.
Fra klang til tone
Men ikke alle lyde er badet i rumklang. For selvom lyddesignet i Mirage ikke fremstår synderligt efterbehandlet, er det bestemt heller ikke en neutral gengivelse af Chens spil. Lydkunstneren Jacob Kirkegaard har designet lyden, der ikke ligger langt fra hans tidligere arbejde med at skabe lydværker, der reflekterer over de overhørte dele af vores verden – såvel radioaktivt affald som smeltende arktisk is.
Kirkegaards lyddesign bevæger sig rundt i bygningerne og zoomer, ligesom kameraet, ind og ud. Indimellem er de rislende og dunkende lyde helt fremme i højtalerne, som var de bare et par centimeter fra ørerne. For eksempel hører vi allerede i de første scener Chen slå på et kæmpe vandrør i Brønshøj Vandtårn, både med trækølle og et jernrør. Det gamle stål klinger højt og længe, men pludselig er klangen helt kort og tæt, hvilket både virker underligt overnaturligt og samtidig forfriskende.
Både lyd og billede flimrer indimellem som fejlagtige, fragmenterede hallucinationer. Billederne af Chen, der spiller på sine instrumenter, veksler mellem at vise enhver bevægelse realistisk og naturligt til at introducere lyseffekter og slowmotion. Nogle gange ses klip af Chen, der spiller andre ting, end hvad man kan høre, og lyde fra andre situationer glider ind og ud, som om de havde gemt sig i en af de store bygningers afkroge. Både musik, film og bygningsværker er således i live og i bevægelse.
Gennem brug og betragtning
Det at opleve arkitektur er mere end blot at iagttage en bygnings visuelle udtryk. Den tyske filosof Walter Benjamin beskrev, hvordan bygninger opleves på en dobbelt måde: gennem brug og betragtning. Den fulde oplevelse kræver en vedholdende brug, og uanset hvor koncentreret en turist betragter et arkitektonisk vartegn, vil turisten aldrig få den samme oplevelse som den faste beboers daglige færden. Turisten er henlagt til en betragtende oplevelse, mens beboeren får lov at mærke byen langt mere taktilt.
Mirage er et nærstudie af denne dobbelthed, og filmen forsøger at dokumentere de taktile sider af arkitektoniske oplevelser, og minder os om, at det at opleve er mere end bare at betragte. For filmen er mere end bare et visuelt studie – den er en manifestation af, hvordan enhver lyd er stedsligt forankret. At lytte, både opmærksomt og uopmærksomt, er en essentiel del af at være til stede i et rum og opleve dets særpræg.
Når stortrommen buldrer, får vi lov til at mærke det imponerende rumfang, og slagtøjets fysiske betingelser bevirker, at Chen indtager de gamle bygninger med et krav om et svar. Ikke et svar forstået i metaforisk forstand, som på et endnu uoversat sprog, men som en materiel dialog mellem bygning og slagtøj – en dialog der tillader at opleve og mærke bygningens rummelighed. Det er denne materielle dialog, der fordrer en kropslig afstemning mellem mur og menneske. Et essentielt perspektiv, der ofte går tabt, hvis vi nøjes med at betragte frem for at bruge.
Et altomsluttende værk
Mirage er det, man kan beskrive som et Gesamtkunstwerk. Et kunstværk der som en helstøbt totaloplevelse blander forskellige kunstarter, og et ønske om et samlet hele hvor musik, film og arkitektur mødes, komplimenterer hinanden og fremmaner nuancer, der ellers forekommer skjulte. Det er en samling der allerede antydes i titlen som en luftspejling af noget hinsides, der kun viser sig i et drømmende undrende blik – et mirage.
“Mirage er en film, der træder i karakter og griber fat om materialet. Den forsøger ikke at komme helt tæt på Chen og bygningerne ved bare at betragte, men ved at bruge fremtrædende filmtekniske greb til at vise sider, som ikke vil kunne opleves til en koncert eller en rundvisning.”
Gesamtkunstwerk-begrebet har rødder i romantikken og klassisk opera, navnlig i Richard Wagners episke musikdramaer. Kongstanken er således, at man i ét storslået møde mellem fx. musik, drama og scenografi, slet ikke skelner til hvilken form som kunsten tager, men bare lader sig rive med og imponere af den kunstneriske helhed. Som var værket helt uden syninger. Gesamtkunstwerket rummer således, i klassisk forstand, et ønske om at skjule de mange kunstformers forskelligheder. Men kan vi med fordel forstå gesamtkunstwerket i en mere progressiv kontekst? En kontekst, der ikke forsøger at glemme eller udligne forskelle på kunstnerisk form, men derimod styrke formernes præg på hinanden.
Selvom Mirage fremstår som en film, der udvisker grænserne mellem musik, film og arkitektur, kan man også se det som et værk, der forsøger at hylde de forskellige kunstformers iboende kvaliteter. Mirage er en film, der træder i karakter og griber fat om materialet. Den forsøger ikke at komme helt tæt på Chen og bygningerne ved bare at betragte, men ved at bruge fremtrædende filmtekniske greb til at vise sider, som ikke vil kunne opleves til en koncert eller en rundvisning. Filmmediet er således i høj grad synligt, på samme måde som det distinkte lyddesign er hørbart foranderligt. Og det er netop denne tydelige sammenvævning mellem lyd, billede og sted, at filmen er stærkest. En styrke, der består i at få den ene kunstform til at understrege den andens nødvendighed.