Familien Hughes’ iscenesatte forsoning
Mors drenge
Jesper Dalgaard, 2025
Adrian Hughes træder ind i et mørkt rum. En enkelt projektør kaster lys på en kiste, som han lægger sig ned i. Et øjeblik efter træder hans fire brødre frem fra skyggerne for at deltage i hans begravelse.
Nede fra kisten begynder Adrian at reflektere over, hvordan man tager kontrol over sin egen fortælling, når man dør. Hans ene storebror siger, med en stemme, der knækker undervejs, at det vigtigste, når man en dag må forlade denne verden, er at efterlade dem, man elsker, med nogle ord, der kan trøste dem. For mere end 20 år siden gjorde de fem brødres mor, Jette Dreyer Hughes, det stik modsatte. Da hun døde, alene og syg af mange års druk, lå et hadefuldt afskedsbrev og ventede på sønnerne på hendes PC:
“Jeg beder til, at I er bedre ægtemænd og fædre, end I har været sønner”, skrev hun og gav særligt de tre ældste brødre en sviner fra det hinsides.
Moren kunne godt lide Adrian - han var hendes livs stolthed - og det er derfor ham, der velvilligt og nysgerrigt begynder en rejse for at forstå, hvorfor Jette Dreyer Hughes blev, som hun blev. Adrian, der selv er journalist, graver dybt i sin familiehistorie og laver i 2021 den prisvindende podcast-serie Mors afskedsbrev. Den bliver downloadet 1,8 millioner gange og giver lytterne indblik i hans mors dysfunktionelle familie og triste opvækst som adoptivdatter af den stenrige byggematador Thorvald Dreyer.
Adrian inviterer også sine brødre til at medvirke og dele deres tanker om afskedsbrevet. De er med, dog uden på nogen måde at kaste sig hovedkulds ind i projektet. Det virker til, at der er lagt låg på: Der er ikke mere at tale om.
Virkelig provokerende
Det er altså mange års undertrykte følelser, der på forunderlig vis rippes op i dokumentaren Mors drenge, hvor de fem brødre medvirker på lige fod. Over syv optagedage konfronteres de med en række rekonstruerede barndomsminder, fremført af skuespillere og med brødrene på sidelinjen til at medinstruere. Det er jo dem, der var der, da det hele skete i virkeligheden, og derfor kan de fortælle Asta Kamma August, at hun, i rollen som den unge Jette, godt må “skrigegræde” mere, eller at Jakob Cedergren, som drengenes far Hywel, sagtens kan skrue op for knytnæveslagene i slåskampen med en af Adrians storebrødre.
“For nogle dokumentarister er det et overgreb mod virkeligheden at flytte på en kaffekop, der står i vejen. For Jesper Dalgaard er det retmæssig kunstnerisk bearbejdning.”
Ved at placere brødrene i barndommens kulisser og konfrontere dem med alt det, der har gjort dem fortræd - fra afstrafning med bordtennisbat til aflivede hunde - vil instruktør Jesper Dalgaard have os “forbi de fastlåste selvfortællinger og endegyldige sandheder”, som han selv siger.
Og hvis brødrenes selvfortælling har været, at fortiden ikke har været værd at tale om, må man sige, at Dalgaard lykkes med at låse op. Dokumentaren er én lang leg med genrer - hvad med et Shakespearsk spøgelseskor af forvredne kvindeansigter, der synger en del af handlingen på græsk? Jo, det lyder da meget “relevant” for familiehistorien, siger Adrian. Og historien om hunden Taff, som Hywel i vrede er ved at kaste ud af et vindue, og som sidenhen bliver aflivet: Skal vi ikke sætte den scene op som en sitcom, så storebror Carsten kan genopleve et af sit livs værste øjeblikke over et bagtæppe af dåselatter?
Iscenesættelsens kunst
Jesper Dalgaard lykkes altså med at provokere både brødre og kritikere. Han udfordrer i hvert fald vores opfattelse af, hvad en dokumentar kan tillade sig at benytte af virkemidler, før vi er kommet for langt væk fra virkeligheden. I 2021 debuterede han med dokumentaren Kandis for livet, der handler om den hengivne fankultur blandt Kandis-fans og deres tilbedelse af bandets frontmand Johnny. Dokumentaren blev vist på DR og blev hyldet bredt af både anmeldere og seere, men kanalen måtte siden hen give en undskyldning, da det viste sig, at en del af plottet var lige lovligt tilrettelagt. En medvirkende havde fået betalt en flybillet til Costa del Sol. Som seer havde man ellers fået det indtryk, at manden havde solgt sin bil til skrot for at få råd til at komme til Kandis-koncert under Sydens sol.
For nogle dokumentarister er det et overgreb mod virkeligheden at flytte på en kaffekop, der står i vejen. For Jesper Dalgaard er det retmæssig kunstnerisk bearbejdning at plante Kandis-merchandise hjemme hos de mennesker, han skildrer.
I Mors drenge er man i det mindste ikke i tvivl om iscenesættelsen. Den er der for at mime virkeligheden, og det oplever man allerede ved brødrenes første møde, der foregår i en virkelighedstro gengivelse af Jette Dreyer Hughes’ lejlighed. Vi ved fra afskedsbrevet, at en af brødrene har arvet moderens møbler, og det må næsten være dem, Jesper Dalgaard har fået installeret i kulissen.
“Kan I kende gulvtæppet?”, spørger Adrian triumferende, da de står i den lille stue, og man fornemmer næsten lugten af gammel tobaksrøg i næseborene. Nu sidder brødrene så i deres døde mors sofa og sunder sig, da en dør går op, og Birthe Neumann træder ind på scenen. Jette Dreyer Hughes er genopstået. Man aner et kip med hatten til en anden eksperimenterende dokumentarist, canadiske Nathan Fielder, der med serien The Rehearsal (2022-) har forfinet kunsten at skabe kopier af virkeligheden. Han dyrker også rollespillet og grænselandet mellem skuespil og virkelighed. Som seer er man hele tiden en smule i tvivl - hvad er ægte, og hvad er instrueret - når Fielder sætter tilsyneladende rigtige mennesker i stævne i kulisser, der er 1:1 kopier af steder, de normalt færdes, og hvor de kan øve sig på menneskelig interaktion i trygge rammer.
De senere år har vi set flere eksempler på danske dokumentarfilm, der, blandt andet ved hjælp af fiktionsgreb, har slået seerrekorder og er blevet regulære hits. Et eksempel er Danmarks Oscar-kandidat 2026, Mr. Nobody Against Putin (2025), der, ligesom Mors drenge, er produceret af Helle Faber (Made in Copenhagen). Hun har også produceret den Bodil-nominerede dokumentarserie En fremmed flytter ind (2017), der bygger på en Third Ear-podcast og undersøger kærlighedssvindel gennem fiktiv iscenesættelse.
Et af nyere tids mest storslåede eksempler på iscenesat virkelighed er The Act of Killing fra 2012. Instruktør Joshua Oppenheimer følger en gruppe mænd, der tog aktiv del i folkemordet i Indonesien i 1965. Man regner med, at op mod en million mennesker, hovedsageligt kommunister, mistede livet under massedrabene. Dokumentarens bødler slog hundredvis ihjel, og nu dramatiserer de deres ugerninger med sang og dans. Det er tragikomisk, men det fjerner ikke noget fra seerens forståelse af historiens brutalitet og tragedie. Latter kan også forløse de svære følelser. Når der egentlig ikke burde være noget at grine af. Som når en af Hughes-brødrene kommer i tanke om dengang bordtenninsbattet knækkede, fordi mor slog så hårdt. Det var fars yndlingsbat, så det endte med at være hende, der fik skældud, da han kom hjem fra arbejde.
Familieterapi for døde og levende
Mors drenge lykkes allerbedst i sit tålmodige favntag med den nu 96-årige far Hywel. Hvad tænker han om den skæbne, han overlod sine sønner til, da han forlod dem og skabte sig et nyt liv i Sydafrika? I dag bor han igen i Danmark. Da Hywel først konfronteres med sit svigt, går han i forsvar. Drengene var jo halvvoksne, da han rejste, som han siger til Adrian. Adrian må pænt minde sin far om, at han var 10 år gammel, da Hywel rejste. Hans lillebror Phillip var 4 år.
Senere spørger Phillip sin far, om han egentlig elsker ham. Hywel ved ikke, hvor han skal kigge hen, mens Phillip venter på sit svar. Måske har de mange års fravær skabt en for stor afgrund mellem dem. Og så kommer svaret: ”Jeg tror ikke, jeg ved, hvad det vil sige at elske.”
Brødrene har selv refleksioner over deres egne evner til at elske og have sunde relationer. De fleste af dem har været gift mere end én gang. Under dokumentarens afsluttende familiemiddag hviler der imidlertid et gyldent skær af følelsesmæssig modenhed over de seks mænd omkring bordet.
For bordenden sidder Hywel. Han har et brev med, han gerne vil læse højt for sine sønner, og så er vi på en måde der, hvor det hele startede - nu med fars afskedsbrev. Ved filmens begyndelse proklamerer Jesper Dalgaard, at opgaven er at forstå, hvorfor moderen skrev sit afskedsbrev. Det bliver vi som sådan ikke meget klogere på. I stedet får vi lov til at følge tilblivelsen af Hywels afskedsbrev, der, for en mand, der ikke ved, hvordan man elsker, er både følsomt, trøstende og på alle måder en modsætning til mors hadebrev. Men er det ægte eller instrueret - og er det vigtigt?