Tiden og lyset

dorsky_skuelyst_500px.jpg

The Arboretum Cycle

Nathaniel Dorsky, 2017

Og sådan hengav jeg mig til filmens
verden, og følte mig som en plante,
jeg kunne mærke vinden kærtegne
de små hår på min stængel,
og jeg svajede med de andre buske
og blomster

I foråret fik jeg endelig chancen for at se Nathaniel Dorskys 16mm filmcyklus The Arboretum Cycle i Cinemateket. Ingen af Dorskys film er digitaliseret, og det er sjældent, at man i Danmark får muligheden for at være tæt på en af de fysiske kopier. I en ellers gennemdigitaliseret tidsalder får Dorskys virke dermed en særegen, næsten ’hellig’ status, og kun de særligt interesserede rejser for at se hans film. Dét at se en film af Dorsky tager én tilbage til en materialeforståelse, som var før både internettet, DVD’en og sågar VHS’en.

The Arboretum Cycle består af syv kortfilm, der flyder sammen til ét bevægeligt billede. I filmene er der ingen mennesker, kun natur. Lyset ånder med vinden. Årstider skifter. Kortfilmene opstod ud fra en idé om at lave en enkel film om lysets hellighed i en frostbotanisk have tæt på Dorskys hjem i San Francisco. Han begyndte at filme i februar og færdiggjorde optagelserne til den syvende film i cyklussen i december. Årstiderne flyder sammen; Californien har slet ikke årstider på samme måde, som vi kender det i Skandinavien. I december og januar er der gennemsnitligt 14 grader i San Francisco, og trods det, at ’Arboretum’ betyder ’frostbotanisk’, er frostvejr et enestående tilfælde, som kun undtagelsesvis finder sted i området. I The Arboretum Cycle er 11 måneder komprimeret ned til 2 timer. Alligevel føles det, som om de 2 timer i biografsalen lige så vel kunne have varet 11 måneder. En enkelt person på forreste række begynder at snorke undervejs. The Arboretum Cycle kræver hengivenhed af sin beskuer.

En udvidelse af vores sanseapparat
I film er fornemmelsen af tid oftest bundet op på et narrativ, men i Dorskys film er der ikke en fortælling, der dikterer tidsligheden. Det er nærliggende at definere Dorskys handlingsløse værker som eksperimentalfilm – men hvorfor egentlig? I The Arboretum Cycle eksperimenteres der hverken med vores virkelighedsforståelse eller filmens medium. Tværtimod forsøger Dorsky med sin polyvalente montage at placere beskueren i et cinematisk nu, som ikke kan reduceres til en analyse, men som fastholder én i en virkelighedsnær oplevelse. Man må overgive sig til denne film, som udfordrer vores sanser ved ikke at underholde, men derimod blot registrerer lyset, vinden og farverne, som var kameraets linse en udvidelse af ens eget sanseapparat.

 
Still fra  The Arboretum Cycle

Still fra The Arboretum Cycle

 

The Arboretum Cycle er uden lyd. Alligevel kan vi høre vinden, idet Dorsky registrerer brisen ved at åbne for kameralinsen og overeksponere filmen. Vinden aftegner sig som tågede felter på filmrullen. Én sansning oversættes til en anden, hvorpå beskuerens sanseapparat udvides og udfordres. Det er blandt andet Dorskys indgående kendskab til forskellige typer af analogfilm, der paradoksalt tillader ham at imitere virkeligheden. Farverne i filmen har en helt særegen kvalitet; The Arboretum Cycle har en overvægt af grønt i sig. Vores øjnes registrering af farven grøn ligger lige på grænsen mellem, at pupillerne udvider sig og trækker sig sammen. Derfor siges det, at grøn er den smukkeste af alle farver. Grøn er farven, jeg forbinder med det levende, med foråret, hvor grantræer får små lysegrønne skud og med min kærestes øjne.

At male med virkeligheden
I parallel til Dorsky benytter den amerikanske filmskaber Stan Brakhage den analoge film som et lærred, hvorpå han kan male med virkeligheden. Stan Brakhage har lavet film uden at filme, uden at indfange lysets farver på lysfølsomt celluloid. I Brakhages film Garden of Earthly Delights (1981) klistrer han i stedet blade direkte på 16mm film. Her kan man helt konkret tale om, at naturen er indfanget, og at filmen bliver en plante i sig selv. Når du ser filmen projekteret, er det næsten umuligt at skelne de forskellige planter fra hinanden, de levendegøres af lyset og projekteringens hastighed. Både Brakhage og Dorsky forsøger igennem filmmediet at se verden, som den virkelig er. Dorsky søger især inspiration i malerier fra begyndelsen af 1400-tallet, lige før man opfandt centralperspektivet i billedkunsten.

Hans film viser verden, som den er - netop for at vise verdens indlejrede spiritualitet

Dorskys fascination af disse malerier får mig til at tænke på et stilbillede fra én af Dorskys andre film Compline (2009). Jeg har desværre ikke set filmen, men er faldet over stillbilledet, da min interesse for Dorskys film blev vakt under et foredrag med Dorsky på Berkeley Art Museum and Pacific Film Archive i Californien. Med sit lys og sin æstetik kunne billedet lige så vel være fra The Arboretum Cycle. Vi ser nogle blomster, hvoraf nogle af dem blomstrer lyserøde, mens de mørkegrå-grønne stilke bærer små hvide hår. Jeg kommer i tanke om, at de fleste af den tidlige renæssancemaler Fra Angelicos engle bærer lyserøde kjoler med smukke folder, som var de blomsterblade. Haven i Fra Angelicos maleri Annunciazione (1440-1445) har samme farver som blomsterstilkene i stilbilledet. Fra Angelico har brugt sand i påmalingen af englens vinger for at få dem til at glitre. Græsset i haven, hvorfra englen er indtrådt, synes også at glitre. Blomsterstilkene i stilbilledet fra Compline glitrer på lignende vis. Det minder mig om åbningssekvensen i Alain Resnais’ film Hiroshima mon amour (1959), hvor støvet på to elskende kroppe får dem til at glimte.

Still fra  Compline  (2009) af Nathaniel Dorsky

Still fra Compline (2009) af Nathaniel Dorsky

Annunciazione  (1437-46) af Fra Angelico

Annunciazione (1437-46) af Fra Angelico

Still fra  Hiroshima mon amour  (1959) af Alain Resnais

Still fra Hiroshima mon amour (1959) af Alain Resnais

At se The Arboretum Cycle føles som at se et glimt af Edens Have. Filmene udvider vores sanseapparat for at få os til at se. Der er noget helligt over billederne i The Arboretum Cycle, måske på grund af filmenes fysiske sjældenhed, og fordi filmene projekteres med 18 billeder i sekundet (i modsætning til de standardiserede 25 billeder i sekundet), hvilket Dorsky selv kalder ’sacred speed’. Dorskys film deler åndelige og formelle træk med renæssancemalerier, hvor lyset ofte har en religiøs, sakral undertone. Hans film viser verden, som den er - netop for at vise verdens indlejrede spiritualitet. Det er, som om The Arboretum Cycle stræber efter blikket lige idet Eva bed i æblet, midt i sansernes vold.

Visning

Cinemateket