Filmskaberen med en torn i øjet
The Killer
David Fincher, 2023
“Behind the hatred there lies a murderous desire for love.”
Når visse kunstnere udtrykker sig helt og aldeles inderligt, finder jeg det paradoksalt nok sjovere end det meste komedie. Humor som målestok bliver ofte til en smagssag, der kan starte næsten uløselige diskussioner, som i bedste fald ender med den nyttige – men noget fladpandede – agree to disagree. Den engelske sanger Morrissey er et centralt stridspunkt: Gennem sin karriere har han fået kritik for at være deprimerende, navlepillende, ynkelig, afstumpet og – med årene – tiltagende værre beskyldninger. Mens alt ovenstående kan medgives at være korrekt, så har sangene samtidig for mig altid været nogle af de skarpeste, morsomste og personligt betydningsfulde tekster i musikhistorien. I friktionen mellem humor og inderlighed opstår plads til at ånde, føle og tænke, hvor indsigt og sandhed findes.
Siden sin spillefilmsdebut Alien3 (1992) har David Fincher opbygget et usædvanligt ry for en anerkendt filmskaber: På den ene side laver han værker med Kubrick-agtig akkuratesse og kompromisløshed, og samtidig har hans film altid fulgt et kommercielt succeskriterie. Han har baseret sine projekter på lufthavnskrimier såsom The Girl with the Dragon Tattoo (2011) eller Gone Girl (2014), og han taget imod finansiering fra hvem som helst, der kunne garantere ham det ønskede budget og final cut. I 2013 indgik han sin første aftale med Netflix og kickstartede deres in-house serieproduktion med House of Cards (2013-18), og for dem har han siden da lavet krimiserien Mindhunter (2017-19) samt filmene Mank (2020) og The Killer (2023).
”Re-issue! Re-package! Re-package!”
Fincher er blot tre år yngre end Morrissey. Formelt set er de begge sene babyboomere, men hvor Morrissey er en nyromantisk postpunker fra firserne med en stærk tro på kunstens frie kraft, så forstås Fincher i langt højere grad som en Generation-X provocateur, der nok tager imod penge fra store produktionsselskaber, men som aldrig sælger ud. Den chokerende voldsikonografi i seriemorderthrilleren Se7en (1995), den revolutionære antikapitalisme i Fight Club (1999) og det usympatiske portræt af Mark Zuckerberg i The Social Network (2010) understøtter alle denne fortælling.
I modsætning til Morrisseys nærmest dagbogsagtige inderlighed, har Fincher aktivt modsat sig auteuristiske fortolkninger. Den kølige distance i hans æstetik og karakterskildringer, samt de ofte håbløse slutninger har fremmanet ideer om et grundlæggende misantropisk verdenssyn – men det må forblive ubekræftet. Første og anden regel er, at Fincher taler ikke om Fincher! Hvis Fincher deler ud af sin personlighed i sine film, så kommer hovedværket Zodiac (2007) nærmest med skildringen af en uendelig og besættende proces: I interview deler han gerne, hvordan han rent teknisk laver film og giver udtryk for klare holdninger til, hvordan man bør lave film (f.eks. er celluloid, ifølge ham, romantiseret spild af tid), og på hans filmoptagelser er flere skuespillere nærmest blevet psykisk knækkede af de utallige takes, som instruktøren kræver.
Med alt dette sagt, så mener jeg, at Fincher i mere end én forstand nærmer sig Morrissey med The Killer. Ikke blot i teksten, hvor Michael Fassbenders hovedrolle konsekvent lytter til The Smiths, mens han passer sit arbejde som lejemorder, men underliggende kaster Fincher et vedkommende, humoristisk og ærligt blik på arbejde, liv og personlig ambition. Måske også inderligt.
“The need to feel secure. It’s a slippery slope. Fate is a placebo. The only life path, the one behind you. If, in the brief time we’re all given, you can’t accept this, well maybe you’re not one of the few. Maybe you’re just like me. One of the many.”
Prekære arbejdsforhold
Plottet i The Killer er enkelt. Skarpt inddelt i seks kapitler, der foregår i forskellige dele af verden, handler filmen om efterspillet fra en fejlslagen opgave. I første kapitel misser lejemorderen (Michael Fassbender) sit mål i Paris, og som konsekvens sendes en strafaktion til hans hjem i Den Dominikanske Republik, hvor hans hjem røves og kæreste overfaldes brutalt. Herfra følger vi lejemorderens gengældelse, da han opsøger alle involveret i opgaven.
Hvert kapitel benævner interessenterne (”The Target”, ”The Lawyer”, ”The Brute”, “The Expert” og “The Client”) og opridser filmens centrale skildring af moderne arbejdsliv. Lejemorderen er en freelancer, hyret af en mellemmand, som tilmed også har sørget for en arbejdsforsikring, såfremt opgaven skulle gå galt. Det er en professionaliseret arbejdsgang, og da Fassbender fra et tomt WeWork-kontor skyder forbi, ved han, at der vil være konsekvenser. Man skal ikke tage arbejde personligt, men som menneske er det svært at lade være – især når ens kæreste ligger i en hospitalsseng.
“I am human and I need to be loved.”
Udover WeWork – en udbyder af fleksible arbejdspladser – er filmen fyldt med småbilleder på samtidens disruption-løsninger på arbejdskraft: Lejemorderen forklæder sig som pakkeleverandør og bestiller en nøglehacker på Amazon. Arbejdsmarkedet er globaliseret. Og hans sidste mål, ”Kunden”, er personen, der bestilte mordet i første omgang. Her konfronteres hovedpersonen ikke med en bagmand i jakkesæt, men i stedet en PayPal-mafiatype iklædt SubPop merchandise – og som i øvrigt er helt uforstående, når det kommer til indholdet af den service, han har bestilt. Lejemorderens professionelle stolthed kommer på prøve.
En pålidelig fortæller?
Hvor plottet i sin enkelhed fremstår klart og nøgternt, så er filmen mere fabulerende på lydsiden. Over billedsiden lyder lejemorderens gennemgående voice-over, der småfilosoferer om tilværelsen.
“Stick to your plan. Anticipate, don’t improvise. Trust no one. Never yield an advantage. Fight only the battle you’re paid to fight.”
I lejemorderens tanker om arbejdet ser vi ofte en uoverensstemmelse mellem det sagte og det gjorte: Han forventer, at advokaten vil være i live i 6-7 minutter efter at være blevet skudt i brystet med en sømpistol, så han har tid til at udspørge ham. Men advokaten dør med det samme. Han bedøver en vagthund efter en nøje hovedregning, og alligevel kommer hunden jagende efter ham. Og ikke mindst er det svært at tage ovenstående citat, som lejemorderen gentager som et mantra, for gode varer, fordi filmen handler om en personlig vendetta, han ikke bliver betalt for, og hvor vi ofte ser ham småimprovisere.
Som performer matcher Michael Fassbender glimrende David Finchers filmiske stil: slank, køligt distanceret og elegant. Hans behageligt lydende, let-monotone voice-over føjer dybde til karakteren, men for det meste hører vi banale refleksioner; nogle af dem tåkrummende sjove. De kan både røbe en grundlæggende overfladisk person, hvis eneste identitet er hans arbejde, og en mand, der lever med en vis selvfornægtelse eller tvivl. Begge kan være sande på samme tid.
“All of the rumours keeping me grounded. I never said that they were completely unfounded.”
Om der er tale om en upålidelig fortæller, er et godt spørgsmål. Hvis lejemorderen vælger sine ord for at virke cool og professionel, så undergraver filmen ofte denne illusion. Omvendt kan det skildre den naturlige splittelse, der opstår, når man lever efter klare idealer, som man tragisk nok aldrig formår at leve op til. En menneskelig komedie, som den notoriske perfektionist David Fincher med årenes løb måske kender alt for godt.
Exceptionelt normal
Den nærmest sublime åbningssekvens, hvor lejemorderen til sidst skyder forbi sit mål, sætter tonen for alle følgende begivenheder i resten af filmen. Hvor velforberedt, tålmodig og erfaren han end er, så findes der ikke nogen garantier for, at hændelsernes udfald kan forudses præcist. For det meste lykkes han, men ikke altid som planlagt. Når man skyder, er der altid en risiko for, at noget kommer i vejen. Hotellejligheden i lejemorderens sigtekorn er en sømløs digital komposition. Her kan David Fincher kontrollere nøjagtigt, hvordan billederne skal forholde sig til hinanden. På samme måde må det være en lettelse for ham at kunne tage optagelser om i uendelighed – og ikke kun have et enkelt skud.
Adfærdspsykologen Daniel Kahneman har påvist, at eksperter inden for et felt er mere labile til at begå alvorlige fejl, når de skal tænke hurtigt, netop fordi deres erfaring giver risiko for blinde vinkler. Hybris følger, når man lever efter et ideal om komplet kontrol og perfektion. Det er kendt i forhold til livet, men hvad med i forhold til film? Den væltede kop, som Mikael Blomkvist (Daniel Craig) griber på vej ind ad døren, mens hans tanker ræser for at opklare mordmysteriet, var et tilfælde, som Fincher var heldig at fange i The Girl With the Dragon Tattoo. I Benjamin Buttons forunderlige liv (2008) var det ikke planlagt, at det lille barn til slut i filmen lænede sig frem for at kysse Cate Blanchett – og det magiske billede kom med, selvom den uperfekte framing var som en torn i øjet på instruktøren.
The Killer fremstår iskold på overfladen, men i alle filmens indre konflikter og uoverensstemmelser røber den et personligt portræt: en stolthed over sin kunstneriske begavelse, dygtighed og professionalisme, samt en ambivalent erkendelse af aldrig at være fuldbragt.
“If you must go to work tomorrow. Well, if I were you, I wouldn’t bother. For there are brighter sides to life, and I should know because I’ve seen them. But not very often.”
Morrissey har altid set sig selv som en særling. En outsider, der citerer højtravende litteratur som Keats, Yeats og især Oscar Wilde. På samme tid skildrer hans lyrik gang på gang det banale ønske om at blive elsket. Ligesom alle andre. Fortællingen om David Fincher er, at han mestrer filmhåndværket med excentrisk perfektion og holder følelser på afstand (“Forbid empathy. Empathy is weakness. Weakness is vulnerability”, som lejemorderen siger til sig selv). Med valget af The Smiths som lejemorderens soundtrack – et af verdens mest oprigtigt inderlige popbands – føjer han nye nuancer som humor og varme til The Killer, der skildrer en tro på kærlighed.
I filmens epilog er lejemorderen hjemme igen i sit gemmested i Den Dominikanske Republik. Om han holder orlov fra sit arbejde eller helt har trukket sig tilbage, er uklart. Hans kæreste er helet og slapper af i en solstol. Han lægger sig i stolen ved siden af og hviler i den hjemlige idyl. Lige indtil filmens allersidste øjeblik, hvor Michael Fassbenders lukkede øjne bag solbrillerne fortrækker sig i et lille tic. Efter en lang erkendelsesproces af problemerne, paradokserne og frustrationerne knyttet til sit arbejdsliv, er der stadigvæk noget, der trækker.
Når man med talent dyrker noget passioneret – lejemord, film, musik, kunst eller andet – kan et ”normalt” liv blive lige så ambitiøs en udfordring som dét exceptionelle, man stræber efter. Hvornår lykkes man?
Findes der et svar, er det måske i samme sidste øjeblik af The Killer. Da filmen klipper til rulletekster, slår trommeoptakten an til omkvædet i den vigtigste popsang i mit liv (og jeg er sikkert ikke alene): The Smiths’ There’s a Light that Never Goes Out:
“To die by your side. Well, the pleasure, the privilege is mine.”
Her vover jeg til slut en biografisk læsning af David Fincher: Siden The Game (1997) har alle hans film været produceret i samarbejde med hans kone Ceán Chaffin. I en producerstol eller liggestol; Hvis man lykkes, er det ved nogens side.
Visning
Netflix
