I skovens dybe stille ro
Misericordia
Alain Guiraudie, 2024
“Det, der betegner lidenskaben, er en aura af død.”
Der var især én film, jeg tænkte på, mens jeg så den franske instruktør og romanforfatter Alain Guiraudies mørke komedie Misericordia (2024) i biografen: The Trouble with Harry, Alfred Hitchcocks galgenhumoristiske komedie fra 1955. Den eneste film, hvor den britiske mester nærmer sig Samuel Becketts eksistentielle, mørke humor. Misericordia kan udlægges som en slags omvendt Harry.
I Hitchcocks film er liget fremme til skue, og bliver det synlige anker for hele filmens logik og komik. I Guiraudies film er liget gravet ned lige for næsen af alle karaktererne, men uden at nogen andre end hovedkarakteren Jérémie ved det. Derved er den afdøde Vincent, som Jérémie i et raskolnikov’sk øjeblik er kommet til i afmagt at slå til døde med en stor sten, filmens usynlige omdrejningspunkt. Drabet sker en tredjedel inde i filmen, og er derved i klassiske plottermer det veritable “point of no return”, men lige så væsentligt er det her, at filmens og Jérémies uundgåelige fatalisme præsenteres første gang.
I Misericordia fra 2024 er der to bevægelser, både tematisk og billedligt. Den ene er “mødet i skoven”, den anden en trope om “den fremmede, der kommer til byen”. To bevægelser, der danner rammen om filmens udforskning af forholdet mellem begær og død, og opløsning af disse i vitalitetens Möbiusbånd. Guiraudies film foregår oftest i det landlige Frankrig, Misericordia er ingen undtagelse. Den foregår i landsbyen Saint-Martial i Aveyron i Sydfrankrig i det sene efterårs kolde men farverige landskaber. Guiraudie er selv herfra, og hans murstensroman fra 2021, Rabalaïre, som filmen delvist er baseret på, foregår også her. Både omgivelserne og håndteringen af homoseksuelt begær er hjemmebane for Guiraudie. Vi er på klassisk guiraudie’sk territorie.
Mødet i skoven
Hovedpersonen Jérémie støder konstant ind i folk, når han går sig en tur i skoven. Filmen indskriver sig i en esoterisk åre i filmhistorien, der beskæftiger sig med “mødet i skoven”. For hvem mødes egentlig i skoven? Og med hvilket formål?
Andre film, hvori mødet i skoven spiller en stor rolle: The Trouble with Harry (Alfred Hitchcock, 1955), Twin Peaks (David Lynch & Mark Frost, 1990), Workers, Peasants (Jean-Marie Straub & Danièle Huillet, 2001), Blissfully Yours (Apichatpong Weerasethakul, 2002), Tropical Malady (Apichatpong Weerasethakul, 2004), These Encounters of Theirs (Jean-Marie Straub & Danièle Huillet, 2006), Stranger by the Lake (Alain Guiraudie, 2013), Liberté (Albert Serra, 2019).
Dem, der mødes i skoven: Modstandskæmperen. Orgiedeltageren. Cruiseren. Morderen. De hemmelige elskende. Den lovløse. Dem, der søger healing. Dem uden for samfundet, uden for loven. Skoven er uden for polis, byen. Et apolitisk rum. Her ophæves lov, ret og etik.
“Guiraudie er en observationens mester. Han psykologiserer ikke, og Jérémie forbliver et lille mysterium. Beskueren må selv udfylde hullerne.”
I Misericordia render landsbyens mænd mest rundt ude i skoven. Hver gang Jérémie er i skoven, støder han på enten landsbypræsten eller på Vincent, hvis ikke de to lokale politibetjente. Der er en comic relief i møderne med præsten, ikke mindst takket være mimikken i Jacques Develays blodhundeansigt. Han er der altid, når man mindst venter det. Også gentagelsen i hans opdukken skaber det komiske. Præsten sanker Karl Johan-svampe i skovbunden, selvsamme skovbund Vincent er begravet under. Selvfølgelig begynder svampene at skyde frem lige der, hvor Vincent er begravet. Svampene bliver mere og mere spidse, eventyrlige og falliske i løbet af filmen. Det falliske som symbol for vitaliteten understreges yderligere i en scene, hvor Jérémie opdages af politiet i seng med præsten, hvor præsten, der åbenbart er nøgen under lagnerne, farer op og blotter sit overvældende erigerede lem. Kirkens støvede dogmatik udfordres af pikkens uregerlige virilitet.
I Guiraudies film er det normalt, at alle mænd er tiltrukket af hinanden. I hans tidlige film That Old Dream That Moves (Ce vieux rêve qui bouge, 2001) ankommer en ung mand til en fabrik på landet, der skal lukke ned, for at hjælpe med at afrigge maskinerne, og får fyret op under alle de gamle fabriksarbejderes homoseksuelle begær. I Stranger by the Lake (L’Inconnu du lac, 2013) er vi ved et cruising spot, hvor Franck bliver tiltrukket af Michel, selvom Franck mistænker Michel for at have dræbt sin tidligere elsker.
En fremmed kommer til byen
Lad os spole en smule tilbage i filmen: Jérémie er kommet til den franske landsby, fordi hans tidligere chef, byens bager, er død. Jérémie bliver og sover hos chefens enke efter begravelsen. Han bliver “hængende” efter, mænger sig med de lokale, den bryske Vincent, den lunefulde præst, den lokale fuldebøtte. Dette er til stor forargelse for Vincent, chefens søn og byens store brød.
Vincent har et rigtig Guiraudie-ansigt, en instruktør, der samler på unaturligt betagende ansigter. Han er korpulent, skaldet, har hareskår og en stor, bred næse. Som seer begynder man at tænke sit om Jérémies forlængede sørgevisit: Måske han har en fortid som lidt mere end kollega med bagerchefen. Guiraudie er en observationens mester. Han psykologiserer ikke, og Jérémie forbliver et lille mysterium. Beskueren må selv udfylde hullerne. Måske Vincent føler sig både truet og tiltrukket af Jérémie. Her er både én, der kendte hans far på en anden måde end ham selv, og samtidig er det også én, der truer hans eget billede af sin far. Ambivalente følelser, der måske også bunder i et uforløst homoseksuelt begær?
Jérémie er den fremmede, der kommer til byen. En fortælling, vi kender fra Franz Kafkas Slottet, men også fra Pier Paolo Pasolinis Teorema (1968). Begge er fortællingerne om en mystisk fremmed, der kommer til en landsby og bliver hængende. I Kafkas roman som en evigt udefrakommende, der ikke kan få adgang til landsbyen og dets navnkundige slot, i Pasolinis film – som Misericordia deler meget dna med – som en seksuel erobrer, der gør stort indtryk på en rig milanesisk familie. Ligesom i Pasolinis Teorema, ophæves samfundets normative hierarkier i Misericordia. Pasolini udfordrer især klasseskellene, hvor Guiraudie udfordrer heteronormativiteten, etiske grænser og forholdet mellem det profane og det hellige. Det hele anført af urfortællingen om den udefrakommende.
Natten opløser
Præsten ved, at Jérémie har slået Vincent ihjel, men finder ikke dette frastødende. Tværtimod gør det Jérémie des mere tiltrækkende. Her ses et fællestræk med Stranger by the Lake.
“Mørke billeder udfordrer filmmediet, da film, der hovedsageligt omslutter sig i mørke kun retmæssigt kan opleves i biografens dunkle rum. Døden affirmerer livet, mørket affirmerer lyset.”
Guiraudie udforsker sindets mørke afkroge, og udfordrer etiske og eksistentielle grænsedragninger. Hans tankegods er beslægtet med den franske filosof Georges Bataille. En mørk, men vitalistisk tænkning, hvor livet altid tænkes i sammenhæng med døden. I Batailles tænkning ses mennesket som et væsen, der konstant forsøger at negere livet gennem grænser og love. Der, hvor livet bekræftes, er i kontakten med døden gennem overskridelser. Dette kunne for eksempel være gennem sex, men også mord, da begge er lidenskabelige fordringer. I Erotikken (fra 1957) skriver han: “Når foreningen af de to elskende bygger på lidenskaben, påkalder den døden, begæret efter at slå ihjel eller efter at begå selvmord. Det, der betegner lidenskaben, er en aura af død”.
Store dele af filmen foregår om natten. For ligesom, som Bataille skriver videre, at “[d]en erotiske handling opløser de væsener, der træder ind i den”, således kan mørket også opløse på et rent billedligt plan. Mørke billeder udfordrer filmmediet, da film, der hovedsageligt omslutter sig i mørke kun retmæssigt kan opleves i biografens dunkle rum. Døden affirmerer livet, mørket affirmerer lyset. Lidenskaben betegnes ved en aura af død, Misericordia betegnes ved en aura af filmisk liv.