Ritrovato 26
af Peter Christian Rude
Visning på Piazza Maggiore
Endnu en gang var det en stor oplevelse at være med på filmfestivalen i Bologna. Midt i en vild hedebølge tilbød biografsalene både delvis afkøling og intens fordybelse i filmhistorien. 43 titler blev det til for denne festivalgænger, der her giver et overblik over nogle af højdepunkterne.
Sædvanligvis begynder min sommerferie i Bologna, og i år var ingen undtagelse. I slutningen af juni tog jeg for syvende gang afsted til den norditalienske by for at deltage i filmfestivalen Il Cinema Ritrovato, der år efter år tiltrækker tusindvis af gæster ved at være noget helt andet end festivalerne i Cannes og Venedig. Her er ingen premierefilm, ingen rød løber og ingen stjernedyrkelse. Fokus er på filmhistorien, og den eneste pris, der bliver uddelt, er for det forgangne års bedste dvd- og Blu-ray-udgivelse.
"Og så er det jo ikke primært for mesterværkernes skyld, at man tager på Il Cinema Ritrovato."
Jubilæumsudgave
I år var det 40. gang, at festivalen blev afholdt, og med et ordspil, der forudsætter, at man kan sine romertal, lovede arrangørerne en ”XL-edition” med et program på hele 540 spillefilm og kortfilm. Det stiller store krav til den engagerede festivalgænger, der må planlægge sin tid nøje. For selv med et filmindtag på fem-seks visninger om dagen er det kun en brøkdel af alle titlerne, som man kan nå i løbet af de officielle otte dage, som festivalen strækker sig over. Man bør derfor spørge sig selv, om der er særlige serier, som man gerne vil udforske, eller om man omvendt vil prioritere at se lidt af det hele.
Uanset hvad skal man nok føle, at man går glip af noget vigtigt. Sådan får jeg det i hvert fald nemt selv, når jeg imellem visningerne i byens biografer støder på venner og bekendte, der er helt høje efter at have set en film, som jeg enten bevidst har valgt fra til fordel for noget andet, eller som det ikke er lykkedes mig at indløse billet til.
Jeg måtte for eksempel gå slukøret fra et af de mest omtalte events på årets festival – en 35mm-visning af en nyrestaureret udgave af Ken Russells berygtede heksejagtfilm ’The Devils’ (1971), som jeg ikke havde haft held med at booke plads til hjemmefra. Den blev vist i art deco-biografen Cinema Modernissimo, der ligger et godt stykke under jordens overflade i midten af byen. Da jeg så, at den såkaldte ”last minute”-kø strakte sig hele vejen op på gadeplan, måtte jeg sande, at alt håb om at få et ledigt sæde var ude. I stedet ilede jeg til en visning i den anden ende af byen af Mitchell Leisen-filmen ’Hands Across the Table’ (1935) med Carole Lombard som ærgerrig negletekniker og Fred MacMurray som falleret playboy. Den var en ren fryd at overvære.
Filmarkæologiske fund
Leisen var emnet for en af hovedserierne på årets program, der var kurateret af Ehsan Khoshbakht, en af de drivende kræfter bag festivalen gennem mange år. Som programredaktør har han en forkærlighed for klassisk Hollywood, og tidligere serier fra hans hånd har været tilegnet skikkelser som Henry King, George Stevens og Rouben Mamoulian. Leisen passer godt ind i det selskab af hårdtarbejdende, underkendte instruktører, der inden for studiesystemets klart definerede rammer formåede at lave fine film med personligt præg. Forud for årets festival havde jeg allerede set flere af hans film, heriblandt ’Easy Living’ (1937) og ’Midnight’ (1939), der, med deres skøre plots og vittige pingpong-dialog mellem de mandlige og kvindelige hovedfigurer, begge er skoledannende eksempler på den amerikanske screwball-komedie.
Jeg havde nok håbet, at de øvrige film i serien ville matche dét niveau, men selvom det ikke var tilfældet, var langt de fleste absolut seværdige, og selv de mindre gode besad en vis filmarkæologisk interesse. Det gjaldt ikke mindst filmen ’Cradle Song’ (1933), der forud for sin visning på festivalen ikke var blevet vist i årtier, og som med sin lidt fromme og forholdsvis udramatiske fortælling om et hittebarn, der vokser op i et kloster i Spanien, klart adskiller sig fra de lette komedier, som Leisen ellers er kendt for.
Og så er det jo ikke primært for mesterværkernes skyld, at man tager på Il Cinema Ritrovato. En stor del af attraktionen beror derimod på muligheden for at få udvidet sit repertoirekendskab og ved gennemsyn af sjældne arkivkopier og nye festivalprint at blive introduceret til filmskabere og bevægelser inden for filmkunsten, der tidligere var ukendt land.
‘Five Men of Edo’ - Daisuke Ito (1951)
"Det er et unikt japansk fænomen, som jeg aldrig før har oplevet, og som jeg ikke ved, om jeg nogensinde ville have overværet, havde det ikke været for Il Cinema Ritrovato.
"
Overset japansk mester
I den forbindelse ser jeg hvert år troligt frem til den tilbagevendende serie, der har fokus på japansk film, og som, i al fald for denne skribent, altid er rig på overraskelser. Denne gang dedikerede de to programlæggere Alexander Jacoby og Johan Nordstrom den til Daisuke Ito, hvis karriere strakte sig fra stumfilmstiden og frem til 1970. Før festivalprogrammet for 2026 blev annonceret, havde jeg ingen anelse om, hvem han var. Nu har jeg set otte af hans film.
For mig at se var den bedste af dem alle ’The Chess Master’ (1948), en biopic om en fattig familiefar fra Osaka, der, til sin kones store ærgrelse, lægger alle sine kræfter i at blive en stormester inden for det særlige ”shogi”-spil, der er en slags japansk skak. Det forbløffer mig altid, hvor medrevet jeg kan blive af film om spil og sportsgrene, som jeg egentlig ikke forstår mig på, og hvis regler jeg ikke kender. Men det var ikke desto mindre også tilfældet her. I ’The Chess Master’ forekommer hvert træk, hovedfiguren foretager sig, af kolossal betydning.
Itos store bidrag til filmkunsten er dog vist først og fremmest hans actionmættede periodefilm, der i kraft af deres hurtige klippetempo forekommer meget moderne. Dem så jeg flere af, heriblandt den eneste af hans stumfilm, der mere eller mindre har overlevet frem til i dag i sin oprindelige form, nemlig ’Jirokichi the Rat’ (1931). Den blev vist sammen med et fragment på bare 12 minutter fra en endnu tidligere film fra 1929. Begge film blev akkompagneret af en såkaldt ”benshi”, en slags fortæller, der på dramatisk vis kommenterer handlingen, mens den udspiller sig. Det er et unikt japansk fænomen, som jeg aldrig før har oplevet, og som jeg ikke ved, om jeg nogensinde ville have overværet, havde det ikke været for Il Cinema Ritrovato.
Drømmebilleder
Desværre lå visningen af de to film kl. 14.30, hvilket efter min erfaring er et særligt farligt tidspunkt at se film på, da det er her, at varmen topper. Airconditionanlæggene i salene lader ofte en del tilbage at ønske, og man har endnu ikke nået at fordøje sin frokost, der stadig rumsterer i maven. For mit vedkommende kan det føre til, at jeg nikker lidt med hovedet. Ligesom Al Pacinos politibetjent i ’Insomnia’ (2002) er jeg væk i få sekunder ad gangen. Når jeg slår øjnene op, er det, som om virkelighedens biografrum, mine egne drømme og filmbillederne på lærredet smelter sammen. Det munder ud i nogle ret ubehagelige hallucinationer, hvor det føles, som om min sidemakker eller biografgængeren i sædet foran mig vender sig om og kigger stift og en lille smule anklagende på mig.
Man kan delvist afhjælpe problemet ved at tygge tyggegummi, hvilket holder ansigtsmuskulaturen i gang, men ellers er kampen mod søvnen vist et vilkår, som alle på festivalen deler. Flere af mine venner fortæller mig dog, at det for dem føles, som om de med lukkede øjne blot digter videre på den film, som de ikke længere kan se, men i de fleste tilfælde stadig godt kan høre.
‘Weighed But Found Wanting’ - Lino Brocka (1974)
Øvrige højdepunkter
I løbet af festivalen nåede jeg at se 43 film, og det er umuligt at komme ind på dem alle sammen her. Men nogle oplevelser bør alligevel fremhæves, fordi de totalt overraskede mig og stak i nogle andre retninger, end dem jeg ellers forfulgte. Det gælder for eksempel ’Weighed But Found Wanting’ (1974) af filippinske Lino Brocka, hvis film ofte bliver vist i nyrestaurerede versioner på festivalen. Med sin lige dele brutale og rørende fortælling om hykleriet og intolerancen i en provinsby mindede den mig om Pier Paolo Pasolini og hans omsorg over for de mennesker, der af det omkringliggende samfund anses for uønskede.
Derudover er festivalen kendt for sine udendørsvisninger, og jeg er glad for, at jeg nåede at deltage i to af dem: Lotte Reinigers tidlige fuldlængdeanimationsfilm ’The Adventures of Prince Achmed’ (1926), der blev vist på gårdspladsen foran Cinemateket – festivalens bankende hjerte – og et udvalg af armenske Artavazd Peleshians kortfilm, der blev vist på Piazza Maggiore centralt i Bologna. Peleshians montangebårne film var i udpræget grad visuel poesi, og at se dem på min sidste aften på festivalen føltes som at få vasket øjnene rene.
Jeg glæder mig allerede til den 41. udgave af Il Cinema Ritrovato næste år.