Fra alle os til alle jer: Julekort fra Eva Krems
25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2019 (og det forgangne filmårti) med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!
Dagens nytårshilsen kommer fra Skuelysts egen digitale redaktør, Eva Krems
Hvad var årets bedste filmoplevelse?
Dagen efter Agnés Varda døde var jeg til en DOX-visning af Varda par Agnés – den krøllede franske instruktørs filmiske selvbiografi, som i sig selv var én af årets allerbedste film. Da filmen var slut, sad hele salen i tavshed i et par sekunder, hvorefter alle brød ud i klapsalve. Dér sad vi og klappede til ingen, men det var så passende og umuligt ikke at hylde den mester, vi netop havde mistet.
Hvad var årets værste filmoplevelse?
Jeg har for første gang ført en liste over alle film, jeg har set i året, og overordnet har 2019 for mig været et ret godt filmår. Men det er jo også en helt subjektivt udvalgt liste af nyt og (mest) gammelt.
Jeg vil dog klart anbefale dig at se Parasite i stedet for Joker, hvis du kun skal se én film om klasseskel og afmagt fra 2019. Joker-instruktøren Todd Phillips råber og fægter med armene for at illustrere sin pointe – Et flashback! Flere traumer! Én til ukontrolleret grinescene! SUPERrotter! Eller hvad med endnu en bogstavelig sang som underlægningsmusik! Filmen har ingen tiltro til sig selv eller sine seeres intelligens, og i skarp kontrast formår Bong Joon Ho med snilde at portrættere opdelte mennesker, men i en langt fra simpel fortælling.
Jokers kobling af superhelteunivers med en socialrealistisk stil er en interessant tanke, men filmen mangler den egentlige substans, som den på overfladen prøver at simulere.
Hvad var den vigtigste filmbegivenhed i det sidste årti?
Jeg har desværre ikke ført en liste over hele årtiet. Min far Toni Erdmann af Maren Ade (2016) er filmen, der umiddelbart popper op som favorit, når jeg tænker tilbage. En næsten 3 timer lang tur gennem alle følelser, din krop kan producere. Filmen er både surrealistisk akavet og krampagtigt realistisk.
I samme nabolag vil jeg fremhæve Yorgos Lanthimos, der om nogen skubbede sin akavede og surrealistiske stil ind i den mainstream filmbranche. Dogtooth (som teknisk set er fra 2009, men med senere premiere i Danmark) slog an, og han sluttede af med den klart mere polerede, men stadig dejligt mærkelige, The Favourite tidligere i år.
Hvad er dit største ønske for filmens verden det kommende årti?
Det her er ikke et særligt originalt standpunkt, men jeg ønsker mig flere originale historier og altså færre remakes, sequels og franchises. Jeg tror (håber) dog på, at mæthedspunktet netop for superhelte er ved at være nået, men altså... jeg er blevet skuffet før.
Jeg håber også, at der findes en copyright-løsning på international streaming, således det bliver muligt at se filmhistoriens mindre mainstream film – de, der ikke er kendte nok til at være på Netflix eller Blockbuster, men som man i dvd-butikkernes tid som regel kunne få bestilt hjem fra et obskurt lager et sted. Der er et hul i markedet her, som for eksempel den kortlivede platform Filmstruck eller opfølgeren The Criterion Channel forsøger at løse, men som begge kun var/er tilgængelige i USA.
Og så håber jeg, at Bela Tarr laver flere fiktionsfilm.
