Dimittend 2019: Emilie Marloth Frøkjær

Interview

Hvert år bliver der uddannet nye, unge kunstnere fra danske kunstinstitutioner, der arbejder med film og videokunst. I løbet af deres studietid har de mulighed for at eksperimentere, afprøve metoder, og hen ad vejen forme deres egen særlige tilgang til filmmediet.

Vi har inviteret Emilie Marloth Frøkjær fra Den Danske Filmskole til at fortælle om sin afgangsfilm Hollow Heart og sit syn på filmmediet. Hvilke processer ligger til grund for hendes arbejde? Og hvad kan vi forvente i fremtiden?

 
Hollow Heart :  Ellen har opnået stor succes på kunstscenen med sit installationsværk  Hollow Heart , hvor hun scanner og projekterer sin syge datters hjerte for et live publikum. Da pressen begynder at tvivle på Ellen, vælger hun at genopsætte værket større og vildere. Men idet datteren, Adalyn, på samme tid rammer puberteten og er skrøbeligere end nogensinde, må Ellen vælge mellem at forfølge berømmelsen eller sikre Adalyns helbred. Foto: Rasmus Hasle Jørgensen

Hollow Heart: Ellen har opnået stor succes på kunstscenen med sit installationsværk Hollow Heart, hvor hun scanner og projekterer sin syge datters hjerte for et live publikum. Da pressen begynder at tvivle på Ellen, vælger hun at genopsætte værket større og vildere. Men idet datteren, Adalyn, på samme tid rammer puberteten og er skrøbeligere end nogensinde, må Ellen vælge mellem at forfølge berømmelsen eller sikre Adalyns helbred. Foto: Rasmus Hasle Jørgensen

 

Hvordan starter din proces som filmskaber?

Primært udspringer det fra noget inde i mig selv, som jeg har brug for at arbejde med. Inspirationen kan selvfølgelig også komme af noget visuelt inspirerende, men med de større og længere projekter har det handlet om noget personligt. Hvis jeg skal arbejde på et projekt i længere tid, er det vigtigt for mig, at det ligger dybere end det rent visuelle eller formelle.

For mig handler Hollow Heart om en kvinde, som udnytter sin datters hjertesygdom for at blive på toppen i kunstverdenen. Det er en personlig fortælling i den forstand, at det er hende, jeg er bange for at blive. Jeg er bange for at blive til én, som udelukkende prioriterer karriere og svigter relationer på min vej, så jeg ender med at blive ensom.

Jeg havde brug for at lære om konsekvenserne af at lave film og bearbejde det, da det kræver meget tid og energi at være instruktør, og man hurtigt kan glemme alt andet omkring sig. Derfor måtte jeg udforske, hvad der kan ske, hvis man udelukkende prioriterer det, så jeg forhåbentlig ikke ender der selv.

Hvad er det, du mener, film særligt kan udtrykke? Hvordan gør du det?

Da jeg så Irréversible (2002) første gang gik det op for mig, at film både kan påvirke én fysisk og psykisk. Helt tæt på det store lærred sad jeg og fik kvalme efter blot fem minutter. Jeg har været ret betaget af den oplevelse og har samtidig ikke helt vidst, hvad det var, der præcis gjorde det. Derfor har det været netop den sammenkobling, jeg har haft brug for at undersøge i mine film.

Jeg troede i mange år, at jeg skulle være stillfotograf, og det er nok også derfor, jeg er så bevidst omkring min visualitet i mine film.
— Emilie Marloth Frøkjær

Jeg har altid fokuseret meget på det visuelle, men min visuelle stil ændrer sig fra projekt til projekt. Med Hollow Heart var jeg fascineret af fastlåste kamerapositioner og skæve vinkler. I min midtvejsfilm var det derimod det sanselige håndholdte kamera. Det handler om at beskrive og fortælle historien bedst muligt, og samtidig handler det om, hvad jeg er fascineret af på det tidspunkt. Jeg var meget optaget af The Killing of a Sacred Deer (2017), hvilket nok også kan ses i min afgangsfilm, og hvordan man kan få store billeder til at føles fyldige og mættede.

Jeg troede i mange år, at jeg skulle være stillfotograf, og det er nok også derfor, jeg er så bevidst omkring min visualitet i mine film. Jeg har altid elsket at lege med billederne, og et motto jeg har, er at hvert frame skulle kunne hænges op hjemme i stuen.

Jeg arbejder altid henimod at skabe en film med genkendelige tematikker i et visuelt eksperimenterende univers. Mine film har bl.a haft tematikker som ‘coming of age’, ‘en problematisk far datter relation’ og ‘at svigte sine nærmeste for ens egen drøm’. Alle tematikker, som de fleste på en eller anden måde kan relatere til. Jeg tror på, at hvis man arbejder med genkendelige tematikker, kan man også få lov til at gå længere med det visuelle og universet.

Foto: Rasmus Hasle Jørgensen

Foto: Rasmus Hasle Jørgensen

Hvor bevæger din filmpraksis sig hen nu? Hvor er du på vej hen?

Jeg tror tit, man har brug for at gå i en helt anden retning, når man starter på et nyt projekt. Udgangspunktet for mit nye projekt er karaktererne og deres relation. Nu har jeg arbejdet længe nok med det kantede, kolde univers, så jeg har brug for at gå mere i en emotionel karakterbåret retning. Men jeg vil stadig undersøge det fysiske og det psykiske, og hvordan det kommer til udtryk visuelt.

Jeg har aldrig kunnet finde ud af andet end at skabe mine egne universer. Det ville aldrig falde mig naturligt at lave et socialrealistisk drama. Det har aldrig interesseret mig. Jeg har lyst til at vise, at film både kan være en historie, man kan føle og relatere til, men samtidig også være visuelt stærk. Tit er film enten visuelt stærke, eller også fortæller de en god historie. Jeg vil gerne mixe de to ting og lave noget, der har begge ting i sig.

 
Emilie Marloth Frøkjær er dimittend fra Den Danske Filmskole.

Hollow Heart

Længde: 40 min / Billedformat: 2.39:1 / Lyd: 7.1 Surround