Ømhed og kropslighed i musicalens ruiner
Omkring Annette og Adam Driver
af Viktor Retoft
Annette
Leos Carax, 2021
For mig er skuespillet og skuespilleren oftest underordnet i forhold til en films billedkomposition, klipning, rytme, struktur eller intention. Måske det også er derfor, at flere af mine yndlingsfilm ikke er særligt udfarende skuespilmæssigt. Her tænker jeg især på film instrueret af Robert Bresson, Marguerite Duras, Chantal Akerman, Straub & Huillet, Tsai Ming-Liang, Angela Schanelec osv.
Det tilbageholdte skuespil kræver en helt bestemt teknik og skoling, og Bresson må siges at være en af mestrene i denne disciplin. Det er kendt, at Bresson kaldte dem, han instruerede foran kameraet for modeller i stedet for skuespillere. I instruktionen af sine “modeller” forstod Bresson, at der kan være en langt større kraft i ikke at udfolde en potentialitet end at gøre det. En nulevende instruktør, der også forstår dette, er Terrence Malick. Malick formår fuldkommen at afklæde nogle af de største Hollywoodstjerner deres stjernestatus: Brad Pitt, Sean Penn, Cate Blanchett, Natalie Portman – og listen fortsætter. I Knight of Cups vandrer Christian Bale – en af vor tids store, fysiske method actors – som filmens hovedrolle mest af alt rundt uden at sige noget i smukke, moderne rum. Malick viser i sine film fra de seneste år, at Hollywoodstjerner også er i stand til ikke at spille skuespil.
I Leos Carax’ seneste film, sidste års Annette, er hovedrollen Adam Driver alt andet end tilbageholdt i sit skuespil, men opnår alligevel den samme grad af ægthed som Bale og co. i Malicks seneste værker. Driver viser sin mulighed for ikke at spille skuespil ved virkelig at spille skuespil. Han går til den grænse, hvor skuespillet brister for ham: Blandt andet ved, at han som hovedrollen i en musicalfilm ikke synger godt. Hans kropslige performance kommer i vejen for hans verbale performance, men i sin snublen over egen formåen, fremstår hans skuespil desto mere ægte.
Fysikkens Adam Driver
Driver kan noget særligt, og gennem de sidste 10 år har han spillet med i film af flere af de største Hollywood-instruktører. Først i biroller hos Coen-brødrene, Steven Spielberg og Clint Eastwood, senere i store roller hos Jim Jarmusch, Martin Scorsese, Noah Baumbach, Steven Soderbergh, Spike Lee, Ridley Scott og som skurken Kylo Ren i tre Star Wars film. Han kom først på folks læber i rollen som Adam Sackler i Lena Dunham-serien Girls (2012-2017), og det var i denne rolle som den emotionelt ustabile Adam, der har svært ved at sætte ord på sine følelser, og derfor udtrykker sig meget kropsligt, at han for første gang viste sin største force: sin krop. Adam Sackler er ekstremt kropsfikseret. Han har tidligere været overvægtigt, men er nu blevet veltrænet, hvilket han ofte fortæller til Lena Dunhams hovedkarakter, Hannah, som selv er buttet. Derudover besidder Sackler en “mørk side”, der gennem serien kommer til udtryk i form af alkoholisme og perversion.
Adam Driver som karakteren Adam Sackler i Girls.
Det er karaktertræk, der også kan spores i hans rolle som Henry McHenry i Annette – og faktisk var det fra Girls, at Carax fik øje på Driver til rollen som McHenry. Driver er en kropslig skuespiller i en sådan grad, at han ofte snubler over ordene i sine replikker, mens hans krop “taler” for ham. Samtidig er Driver som oftest også bare Adam Driver. Driver er derfor ofte blevet sammenlignet med Robert Mitchum, som var notorisk kendt i efterkrigstidens Hollywoodsystem for altid at spille med den samme naturlighed. Jeg kunne også have nævnt John Wayne, for ligesom med Mitchum eller Wayne ser vi, hvordan Driver bærer sin krop, før vi ser karakteren, han portrætterer.
I Annette følger vi komikeren Henry McHenry og hans kone, operasangeren Ann Defrasnoux (Marion Cotillard), som får barnet Annette sammen, der i filmen portrætteres af en trædukke. Ann og Henry er på omvendte karriereveje: Ann oplever større succes med sine forestillinger, mens Henry bliver mere og mere forhadt for sin kontroversielle komik. Under et voldsomt stormvejr på en båd kaster/taber Henry sin kone overbord efter, at de har danset en vals på skibsdækket. Om natten strømmer Anns ånd ind i Annette, og barnet modtager moderens sangstemme. Da Henry opdager Annettes smukke sangstemme, gør han hende til en verdenskendt barnestjerne, lige indtil Annette til en fyldt stadionkoncert afslører, at hendes far er en morder.
Hypermaskulinitet og ømhed
Marion Cotillard, der spiller over for Driver, har tidligere haft en karriere som sanger ved siden af sin skuespilkarriere, hvorfor hun faktisk kan synge. Dog synges en stor del af filmens sange af Adam Driver og hans middelmådige stemme. Han synger endda falskt nogle gange, men Drivers yderst menneskelige vokal gør, at filmens sange fremstår spinkle og næsten desperate.
Annettes musik og manuskript er skrevet af det amerikanske brødrepar Ron og Russell Mael, bedre kendt under kunstnernavnet Sparks. De har siden starten af 70’erne lavet finurlig popmusik, og dét altid i et samarbejde drevet af en enormt kreativ og eksperimenterende tilgang til både komposition og tekstskrivning. Deres musikunivers byder ofte på omkvæd med en quirky popkulturel kvalitet (bare tænk: “When do I get to sing ”My Way”/When do I get to feel like Sinatra felt”), men denne slags excentrisk rabalder er næsten fraværende i Annette. Den eneste reelle popsang i filmen er meta-åbningsnummeret So May We Start, for ellers har sangene mere karakter af enten råbekor eller vuggevise. Der er en dronet, repeterende, til tider ovenud irriterende og jamrende kvalitet ved filmens sange. Annette er en musical på trods. Gennem sin insisteren på denne fortærskede, klassiske filmgenre bliver den en slags anti-musical.
“Han går til den grænse, hvor skuespillet brister for ham: Blandt andet ved, at han som hovedrollen i en musicalfilm ikke synger godt.”
Adam Driver synger, men han er ikke en sanger. Da jeg så filmen første gang, følte jeg først en vis akavethed ved at lægge øre til Drivers sangstemme, men som filmen skred frem blev jeg mere og mere draget af hans stemme, da det er som om, den giver indblik i noget yderst privat – som når nogen bliver opdaget i at synge for sig selv. Drivers stemme bliver filmens emotionelle anker: Den er intim og øm, i modsætning til Carax og Mael-brødrenes æstetiske og narrative bombast.
Drivers karakter Henry McHenry er en eksperimenterende standupkomiker kendt for sit virtuose act som “The Ape of God”. I en af filmens første scener ses Driver som Henry, der gør sig klar inden sit show. Han har en slåbrok på, der minder om dem, boksere har på, inden de skal i ringen. Han skiftevis slår ud i luften med sine næver, spiser af en banan og ryger på en cigaret, derefter skodder han cigaretten og så bananen. Han træder ind på scenen fra en åbning fyldt med teaterrøg, iført slåbrok, underbukser og tøfler. Herefter består hans forestilling af at udgyde selvhadske kommentarer, forsikre publikum om, at han nok skal få dem til at le, udføre kropslige udskejelser som at kvæle sig selv i en mikrofonledning og synge en antisemitisk sang om, at “alle hader jøder”. Publikum reagerer ved at synge i kor: “Why did you become a comedian?” Pludselig lyder der nogle høje, meget ægte lyde af en automatpistol, og Henry simulerer, at han falder død om på scenen. Nogle af tilskuerne springer op af rædsel, andre løber mod udgangen, men de fleste bliver siddende og griner højlydt.
“Gennem sin insisteren på denne fortærskede, klassiske filmgenre bliver den en slags anti-musical”
McHenrys show “The Ape of God” er inden for filmens univers ment seriøst, mens det for biografgængeren hurtigt synes som en satire over en kombination af method acting, misogyn og racistisk komik og “toxic masculinity”, men mest af alt er det en kommentar på forholdet mellem virkelighed og fiktion. Kort efter en scene, hvori Henry leger “kildemonster” og kilder Ann til hun begynder at grine og skrige, fremfører McHenry en joke om, at han har kildet sin kone til døde. Joken bliver ikke taget godt imod af hans publikum, og både legen og joken varsler det drab, der kommer til at ske senere i filmen.
På samme måde som med Adam Sackler-karakteren fremviser Driver i Annette en hypermaskulinitet. I Girls fremstår Sackler som excentrisk, men charmerende – han er seksuel, fysisk og til tider aggressiv. Den aggressivitet, der aldrig kammede over i reel vold i Girls, udleves i Annette. McHenrys jokes bliver til en del af hans virkelighed, og derved sløres grænsen mellem hans liv og sceneoptræden – ligesom grænsen mellem Driver og McHenry sløres, når Driver synger. Når jeg giver mig hen til ømheden og desperationen i Drivers spæde stemme, glemmer jeg alt om hans hypermaskuline karaktertræk. Drivers sangstemme punkterer hans maskulinitet. Ligesom det er svært at finde rundt i filmens virkelighedslag, er det også svært at vurdere Annettes etiske ståsted i forhold til McHenrys adfærd.
Metalagene bliver ved med at bygge oven på hinanden. I filmens første scene optræder Carax og hans egen, virkelige datter, samt Mael-brødrene og deres band, og til slut er Driver stylet, så han ligner Carax til forveksling. Hele Annette er et konstrueret skrummel af metalag og overdreven iscenesættelse. Filmen sætter konstant spørgsmålstegn ved sin egen udsigelsesposition, og placerer sig derved et ontologisk og etisk prekært sted. Hvad er virkeligt, og hvad er ikke? Hvor går grænsen mellem McHenry og “The Ape of God”? Mellem McHenry og Adam Driver? Eller mellem Driver og Carax, hvis egen kone, skuespilleren Yekaterina Golubeva, døde som kun firefyrreårig i 2011, imens han filmede sin forrige film, Holy Motors.
“Stop watching me”
Når trædukken Annette bliver forvandlet til et rigtigt barn i filmens sidste scene, brydes seerens accept af, at alle karaktererne i filmens univers ikke har sat spørgsmålstegn ved, at Annette var en trædukke og ikke et menneske i kød og blod. Driver har kæmpet den samme kamp mellem trædukke og kødeligt menneske gennem hele filmen, for det er skuespillerens lod, at man i det endelige produkt blot er et objekt, en samling sølvkrystaller på celluloid eller pixels på en skærm. En kamp der ses i Annette ved, at filmen konstant stiller spørgsmålstegn ved sin egen virkelighed.
“Filmen sætter konstant spørgsmålstegn ved sin egen udsigelsesposition, og placerer sig derved et ontologisk og etisk prekært sted.”
Hvor Annette tidligere i filmen har sunget med sin overnaturligt smukke stemme, synger menneske-Annette i filmens sidste scene med sin spæde, men meget rørende, barnestemme i duet med Driver, der lyder som om, han er ved at bryde sammen af gråd. McHenrys eksistens og person er umulig at dechifrere på dette tidspunkt, mens Annette aldrig har været mere virkelig.
Efter at være blevet forladt af sit barn og ladt alene tilbage i fængslet, udstøder Driver filmens sidste replik: “Stop watching me”. Det er uklart, hvem denne kommentar er rettet mod, men det er unægteligt filmens konkluderende verfremdungseffekt. Det kan både være rettet mod publikum eller kameramanden, eller måske er karakteren McHenry blevet paranoid og føler, der er nogen, som forfølger ham. I filmens sidste minutter, når fiktionslaget åbenlyst bliver brudt for Drivers karakter, bliver McHenry og Driver restløst sammenfaldende. Nogle gange er det, når jeg bliver allermest bevidst om filmmediets virkemidler, at et filmværk bliver desto mere autentisk rørende. På samme måde ser jeg det med Driver i Annette: Gennem hans krop og stemmes rene affekt bryder hans hjerte og sjæl frem.
Visning
Set i biografen
