Skyggespil

Essay fra MÅL #8

I anledning af et flot temanummer om fodbold på film, bringer Skuelyst en artikel om det næsten umulige ved at skildre fodbold i fiktionsfilm.

af Lars Skovgaard Laursen

*Diamantino* (Gabriel Abrantes og Daniel Schmidt, 2018)

Virkeligheden overgår fiktionen, sådan lyder forbandelsen over fodboldfilmen. Forhekselsen er reel. Ét eksempel: I Goal! (2005) bliver den fiktive, mexicanske spiller Santiago Muñez købt af Newcastle United. Det tog nøjagtig 16 år for virkeligheden at indhente fiktionen: I 2021 rejste en mexicansk angriber ved navn Santiago Muñoz (!) fra Santos Laguna til netop den nordengelske klub.

Ikke overbevist? I Far til fire med fuld musik (1961) er Bologna-angriberen Harald Nielsen en fodboldtræner med et godt øje til Lille Pers storesøster, Mie. Kærlighedshistorien skød en pil ind i virkeligheden: “Næste dag ringede Harald og inviterede mig ud. Han havde reserveret bord på Bellevue Strandhotel og bestilt spaghetti og vin til os. Jeg havde aldrig prøvet nogen af delene.” To år senere var fodboldspilleren og skuespillerinden mand og kone.

Efter Far til fire med fuld musik tog Harald Nielsen springet fra Lille Per til Pier Paolo Pasolini. Lansholdsikonet optrådte således kortvarigt i dokumentaren Comizi d'amore (1964), hvor instruktøren i en scene interviewer Bolognas spillertrup om sex, katolicisme og moral: “Giver det dig glæde eller angst at tænke på dit sexliv?”.

Nordjyden fra Frederikshavn tøver og ser nervøst til, mens holdkammeraterne udtaler sig. Et tilsvarende opfindsomt spillerinterview skal man lede længe efter. Og det er vel netop disse impulsive indfald og uforudsigelige udfald, som også er kendetegnende for selve fodboldspillet, der er dokumentarismens styrke.

“Prøv at forestille dig dit eget drømmemål genopført i en kulisse. At scenen skulle flugte med realiteten er en indbildning. For intet kan være mere perfekt drømmende end vores egne vrangforestillinger, og det er denne kraft, fodboldfilmen er oppe imod.”

Men i det øjeblik sportens lunefuldhed og lykketræf nedskrives og indøves, forsvinder umiddelbarheden. Santiago Muñez’ frisparksmål i overtiden på sidste spilledag i Goal! sender stadion i ekstase, men efterlader mig i et tomrum. Målet er et blændværk. Det ligner et mirakel uden at være andet end et svulstigt højdepunkt i en berettermodel.

Fiktionens fastlagte fortællinger ophæver sportens planløse plot. På lærredet forvandles spillets tilfældigheder til konstruerede scener. Besværgelsen over fodboldfilmen omdanner oftest sportens kaos til kontrollerede og forudsigelige fortællinger.

Fodboldfans i Platons hule
Alligevel har fodboldfilmen for vane at skele til virkeligheden. Men hvordan skulle Sommeren '92 (2015) kunne måle sig med den virkelige EM-eufori i 1992? Hvordan skal hovedrollen Granit Rushiti i Jeg er Zlatan (2021) nå den karismatiske Ibrahimović til sokkeholderne? Og VM 1994 i USA føles blottet for betydning, når Andrea Arcangeli i rollen som Roberto Baggio brænder det afgørende skud i VM-finalens straffesparkskonkurrence i Netflix-filmen Baggio: The Divine Ponytail (2021). Det ligner virkeligheden, men føles forlorent.

YouTube-videoen, hvor Baggio sparker bolden over målet foran hele verden, bevæger mig stadig, mens hvert et frame af det rekonstruerede straffespark føles hyperrealistisk og bedragerisk – som et simulacrum.

Fodboldfilmene behandler sit publikum som fangerne i hulelignelsen: som fastlænkede mennesker, der har været indespærret i en hule hele deres liv. I den græske filosof Platons metafor er fangernes øjne vendt mod skyggespillet på hulens endevæg. Ude af stand til at se, hvad der kaster skyggerne, bliver silhuetterne til fangernes virkelighed.

Men den moderne seer kender alt til skyggernes oprindelse. Fodboldfilmene forsøger at bilde os ind, at de er virkeligheden, selvom vi kun alt for godt ved, at der er tale om efterligninger.

Prøv at forestille dig dit eget drømmemål genopført i en kulisse. At scenen skulle flugte med realiteten er en indbildning. For intet kan være mere perfekt drømmende end vores egne vrangforestillinger, og det er denne kraft, fodboldfilmen er oppe imod.

Underdogfortællinger
Andre gange har genren forsøgt at trække en snert af virkeligheden ind i fiktionen, alt for ofte dog blot for at opdage, at fodboldspillere er elendige skuespillere. Tænk på de mange cameooptrædener i Goal-trilogien. Eller Harald Nielsen, som måtte lade sig dubbe af skuespilleren Ib Mossin i Far til fire med fuld musik. Zinédine Zidane og basketspilleren Tony Parker har ikke spillet skuespil siden de optrådte i Asterix og de olympiske lege (2008). Undtagelsen er den franske forward Eric Cantona i rollen som sig selv i Looking for Eric (2009). Måske fordi han altid har mindet mere om en filmkarakter end en idrætsmand?

Alligevel er det besynderligt, at fodbolden endnu ikke har sat et varigt aftryk på filmkunsten. For er der ikke noget uomgængeligt fotogent over sporten? Fra Jack Grealishs lårtykke lægge til Adama Traorés olierede arme.

Med fiktionsfilmen følger også muligheden for at bruge fantasien til at overgå virkeligheden. Filmskaberen Pier Paolo Pasolini skrev engang: “Enhver spillers drøm er netop at starte fra midten af banen, afdrible alle og score. Hvis man, inden for de tilladte grænser, kan forestille sig noget sublimt i fodbold, så er det netop dette. Men det sker aldrig. Det er en drøm.” Et sådant syn kan kun realiseres på film.

Omkring årtusindskiftet udkom en stribe film, som bøjede spillets regler. En hund med et særegent boldtalent fører et menneskehold til triumf. Sådan lyder skabelonen for både Soccer Dog: The Movie (1999), Air Bud: World Pup (2000) og Soccer Dog: European Cup (2004). I Air Bud-franchiseserien begrænser golden retrieveren sig ikke til én sportsgren, men mestrer også basketball, amerikansk fodbold, baseball og volleyball!

“Så længe filmene følger i sportens skygge, vil de være forfulgt af en forbandelse. Indtil besværgelsen er brudt, vil jeg være ligeglad med underhundens usandsynlige mål. ”

Symptomatisk for genrens forhold til virkeligheden fandt folkene bag Soccer Dog: The Movie det nødvendigt at deklarere i titlen, at der altså er tale om en film. Måske bibragte denne nyvinding fodboldfilmen en tiltrængt smule eskapisme, men samtidig fastholdtes en fortærsket underhundhistorie.

Filmen knækker ofte i forsøget på at træde ud af virkelighedens skygge. Instruktørduoen Gabriel Abrantes og Daniel Schmidt bedriver selvbevidst genrekritik i Diamantino (2018), som i al sin overgjorthed både udfordrer og latterliggør fodboldfilmen. Hovedpersonen, den portugisiske superstjerne Diamantino, er en simpel og bedårende pretty boy modelleret over Cristiano Ronaldo, som bliver offer for fascistpartiets komplot. Regeringen vil klone deres bedste spiller for at genrejse landsholdet og dermed samle nationen.

Ronaldos narcissisme er forstørret i karakteren Diamantino. Han sover under et dynebetræk med sit eget ansigt på. Men filmen er ikke blot hån og spot, for efter at have brændt det afgørende straffespark ved VM trækker Diamantino sig tilbage, hænges ud i medierne, adopterer en flygtning fra Mozambique og bliver reklamesøjle for udtrædelsen af EU!

Med sin politiske satire over nationalismens udvikling, medieverdenen, machoidealerne og flygtningekrisen er Diamantino et bud på en sci-fi-fodboldfilm, som låner fra virkeligheden uden at kopiere den. Selv de filmiske mål er præget af originalitet. Få sekunder inden Diamantino scorer, forsvinder han i en drømmetåge af candyfloss, der forvandler modstanderne til overdimensionerede hundehvalpe.

Det store drama på 90 minutter
Fodboldspillets skønhed synes isoleret fra virkeligheden – som en film eller en drøm. Mine to scoringer på hovedstød i 10-frikvarteret på et rustrødt mål på størrelse med et hundehus kan kun gennemspilles frame for frame i mit eget hoved. Hvis der fandtes en videooptagelse fra skolegården, ville alt være ødelagt. Ligeledes er VM-finalen i 2022 kun smuk, hvis man ser bort fra de omstændigheder, turneringen fandt sted under. Og netop sportens mørke side kunne til afveksling være et oplagt sted at begynde en film.

Men så længe filmene følger i sportens skygge, vil de være forfulgt af en forbandelse. Indtil besværgelsen er brudt, vil jeg være ligeglad med underhundens usandsynlige mål. Moderne fodbold er måske blevet mere forudsigelig, men sporten overgiver sig stadigvæk engang imellem til overraskelsen:

Leicester City kan vinde det engelske mesterskab med jamaicanske Wes Morgan og tyskeren Robert Huth i midterforsvaret; den græske antihelt, Angelos Charisteas, kan falde ned fra himlen og afgøre EM-finalen; et kvikt opspil mellem Alexis Mac Allister, Lionel Messi og Julián Álvarez lander for fødderne af Ángel Di María, som blot skal sætte indersiden på, score og folde sine fingre til et hjerte.

Og med ét slår mit hjerte et ekstra slag. Det vil ingen filmisk en-til-en-kopi komme i nærheden af. I hvert fald ikke før beskuerne lukkes ud af hulen. Indtil da må vi trøste os med, at filmene oftest byder på kloge og utilsigtede spejlinger af den moderne fodbolds grænseløse kommercialisering. Det er også noget.