“No one will ever know they exist except us”
New:Vision-programmet på CPH:DOX 2026
af Viktor Retoft
Nurses Come and Go, But None for Me (2025, Ed Atkins og Steven Zultanski)
New:Vision-konkurrenceprogrammet har længe været det største trækplaster på CPH:DOX for mig. Det er festivalens konkurrence for eksperimentalfilm og kunstnerfilm. Af konkurrenceprogrammerne på den københavnske festival er det her, du vil finde de mest eksperimenterende værker – både hvad angår form, stil og indhold. De fleste af dette års visioner var kortfilm i 10-40 minutters længden. Som én, der har fulgt New:Vision-konkurrencen i en del år, bider jeg mærke i, at programlægningen bliver mere og mere ambitiøs og stærkere og stærkere for hvert år. Årets New:Vision-program var en enestående fremvisning i mod, modstand og mode i eksperimentalfilm anno 2026.
Årets programlægning bød på måske det største navn i konkurrencens historie, da en af vor tids vigtigste filminstruktører, thailandske Apichatpong Weerasethakul, havde sin nye kortfilm, Phantoms, med Tilda Swinton – om Swintons barndomshjem i Skotland – med i konkurrencen (dog uden at instruktøren besøgte festivalen, desværre). Et klogt valg fra seriens programlæggere. Det er uden tvivl en smuk film, men måske mest interessant for Apichatpong-kompletister. Selvom filmen ikke var blandt de stærkeste i programmet, var Apichatpongs navn blåstemplende for resten af kurateringen.
"De mest “skolede” eksperimentalfilm er oftest de mindst interessante."
Derudover var programmets eneste fuldlængdefilm, Nurses Come and Go, But None for Me af de anerkendte britiske kunstnere og forfattere Ed Atkins og Steven Zultanski, også lidt af et scoop. Den kunne lige så vel have figureret i et af festivalens andre programmer, eksempelvis Next:Wave eller hovedprogrammet. Filmen er én lang oplæsning af Atkins’ fars hospitalsdagbog fra tiden lige inden hans død. Teksten oplæses af den britiske skuespiller Toby Jones, mens et lille publikum lytter. Filmen klipper mellem oplæseren og publikum og skaber en sær grad af voyeurisme over for den yderst private tekst, samtidig med at filmens udtryk mest minder om en dokumentation af et performanceværk. Denne meget performative natur – men nok mest det faktum, at dens skabere er kunstnere – retfærdiggør dens plads i New:Vision. Det er en ambitiøs film, især på dens seeres vegne, da Atkins og Zultanski arbejder næsten anti-filmisk med filmmediet, den er yderst radikal i sin umiddelbare simplicitet.
Årets film: politik og eksperiment
Eksperimentalfilm har altid været politisk, og er det selvfølgelig stadig i det tredje årti i det tredje årtusinde. Selv når eksperimentalfilm ikke beskæftiger sig direkte med politiske anliggender, er der et modstandspotentiale i eksperimentalfilmens blotte eksistens som minoritetsfilm, som film lavet uden for filmverdenens økonomiske system. Med det sagt, så var flere af filmene i New:Vision-programmet politiske på en direkte måde, men heldigvis var de fleste af disse film det ikke på en enøjet måde.
I den mindre heldige ende er Vika Kirchenbauers This Suffocating Now og Arwa Aburawa & Turab Shahs The Park (Dancing on the Rubble of Empire), der begge har svært ved at balancere personlig investering i specifikke politiske sager med deres researchbaserede politiske projekter. Kirchenbauers film tager pulsen på den censur, som kunstnere og humanistiske akademikere oplever i Tyskland i disse år. Trods dens vigtige italesættelse af palæstinensisk solidaritet og transrettigheder i et splittet Tyskland, formår filmen aldrig i sin essayistiske form at løfte sig. I Aburawa og Shahs film bliver kendsgerninger om imperialistisk kolonialisme præsenteret, som om det er banebrydende viden, og samtidig bliver det serveret for interviewpersoner på en måde, der skal få dem til at få dårlig smag i munden. Kunstnerne har selv kaldt værket for fællesskabsbaseret, da det er skabt i samarbejde med interviewpersonerne, en idé, jeg ikke snupper. En interviewer vil altid være en interviewer. Derudover klippes “pæne” 16mm-reels indimellem de postkoloniale interviews, som en slags tomme moderigtige ornamenter.
"Alle filmene i årets New:Vision-program føltes på hver deres måde nødvendige, der er bare forskel på i hvor høj grad, jeg og du som seer føler filmskaberens mod, både til at stå frem som kunstner, og til at eksperimentere med filmmediet."
Andrea Luka Zimmermanns kortfilm Here and Not Here er til gengæld radikalt interessant på en fåmælt måde. Det er en videodagbog fra Vestbredden i Palæstina. Et væsentligt vidnesbyrd fra Palæstina lige inden 7. oktober 2023. En film om en hverdag, der emmer af både ømhed og ustabilitet, hvilket ses både i hendes dialoger med lokale folk og i sit arbejde med udvaskede, solrige digitale billeder. Derimod følger Franske Joséphine Privats City of Light et mere subversivt politisk projekt: En bemærkelsesværdig film om hvad der er under Paris’ overflade. Stumt peger filmen mod en alternativ verden og alternative måder at kortlægge byen på i et fiktivt dokumentarsprog i traditionen fra landsmanden Chris Marker.
De mest “skolede” eksperimentalfilm er oftest de mindst interessante, som for eksempel Kieu Anh Phuong Nguyens æteriske æt-eksploration Fallen Noon og Yuqing Lins drømmelandskab The Futora. Begge meget smukt konciperede film, der bearbejder konkrete temaer, men værkernes lag af betydninger og stræben efter skønhed spænder også ben for deres immersive og følelsesmæssige potentialer. For mig er de i hvert fald hverken eksperimenterende nok til at opnå den store wow-faktor, eller narrative nok til at trække mig ind i deres fortællinger. Der værdsætter jeg mere Onyeke Igwes tørre æstetik i Penkelemes om et nigeriansk universitet, selvom jeg også kedede mig bravt, eller Aida Berishas Aerial, der går all-in på grynet 8mm-film i klippede landskaber med en performancekunstner - helt old school Maya Deren-agtigt. Eller María Rojas Arias’ hengivenhed til analogfilmens taktile potentiale i Jirapo.
Ligeså eksperimenteres der med potentialet i analogfilm i den danske lyddesigner Anne Gry Friis Kristensens landskabsfilm ti y l tt e dr ps ff sp c, der mindede mig om Malena Szlams værker, og i pakistanske Hira Nabis poetiske stumfilm med undertekster They (No Longer) Remember. At ingen af disse film vises eller distribueres på analogfilm er selvfølgelig ærgerligt, men peger også på de økonomiske udfordringer ved at distribuere og fremvise på celluloid i dag.
Pacífico (2026, Daniel Duque)
Daniel Duques Pacífico var den mest intenst eksperimenterende film i årets New:Vision - et reelt nyt blik præsenteres her. Filmet på flere forskellige filmmaterialer: både pixeleret digitalkamera, 16mm-film og 360 graders-kamera. En film, der udvider mulighederne for det bevægelige, håndholdte kameras muligheder. En yderst rytmisk filmkunst. Der matchcuttes på en måde, så det føles som om, hvert billeder føder det næste, og fotograferingen ledte mest af alt mine tanker hen på Mikhail Kalatozovs arbejde med fotografen Sergei Urusevskij i Soy Cuba (1964).
Intet konkurrenceprogram uden en stor outlier, og det var i år den danske kunstner Kåre Frangs Your Cards are Bleeding, som mest rammende kan beskrives som, hvis Hal Hartley instruerede et paranoidt syretrip. Det var den eneste af årets film, der gav sig fuldkommen hen til fiktion, og den gjorde det på sin vis meget særegent. Om end mine følelser omkring filmen er ambivalente, håber jeg virkelig, at Frang tumler sig ud i flere fiktionsfilmsprojekter.
Modige og nødvendige film
Alle konkurrencefilmene havde modet til at eksperimentere, men de bedste film besad også et mod fra deres filmskaberes side til at stå frem, både sårbart og humørsygt. De bedste film i årets program, var dem, der turde.
Lad mig starte med Max Görans Boy Cried Wolf. Det er tredje gang, at den svenske filmskaber og kunstner deltager i New:Vision-konkurrencen, men første gang, jeg virkelig er blevet blæst bagover af hendes film. Den nye film er en bastard: Både en genfortælling af rødhættemyten og en myte om en finsk videnskabsmand, der smurte sig ind i blod og lod ulve slikke det af sig for at bevise, at ulve ikke er farlige for mennesker. Det er en filmet performance med kunstneren selv, der skal komme steppende ind i billedet, mens hun bliver instrueret af en stemme uden for kameraet. Tre ulvehunde løber rundt i billedet, og til sidst smører Max sig ind i okseblod for at blive slikket ren af ulve(hunde)ne. Görans oprindelige inspiration var at lave en film om folks (bl.a. hendes egen fars) intolerance mod ulve i Sverige, da der er et stort overlap mellem denne intolerance og den over for queer-personer. Filmen er et modigt opgør med xenofobi, og samtidigt en mytologisk og humoristisk parade i galskab og queerness.
Local Sensations (2026, Tulapop Saenjaroen)
Dette leder mig videre til årets to prisvindere, Tulapop Saenjaroens Local Sensations, der blev tildelt juryens “special mention” og Rico Wongs Compact Disc, der modtag årets New:Vision Award. Sjældent er det vinderfilmene, der er de stærkeste, men i år, var det såvel.
Jeg havde allerede inden festivalen glædet mig til Tulapops nye film, der på papiret lød fremragende, men som var så overraskende, at ingen omtaler ville kunne forberede én på den. Han er allerede et etableret navn på den thailandske eksperimentalfilmsscene. Hvor Mangosteen fra 2023 var optaget på videokamera, er Local Sensations filmet på sort-hvid analogfilm. Tulapop udviser en særegen interesse for formater, som ikke er fetichistisk. Valget af sort-hvid analogfilm accentuerer filmens ruminationer over monumenter og monumentalitet. Med udgangspunkt i den thailandske arkitekt og akademiker Chatri Prakitnonthakans essay How to Design a Modern Monument That Won’t Become a Shrine viser Tulapop alt muligt andet end monumenter og helligdomme, en slags anti-arkitektur-arkitekturfilm. “Har monumenter overhovedet en betydning i dag?” synes at være filmens retoriske spørgsmål.
Min yndlingssekvens i filmen er fra stedet Snow Town i Thailand, en stor hal med simuleret vintervejr, hvor der stås på ski og kælkes i sne fra snegeneratorer, med malede alpelandskaber på væggene. Filmen berører vigtige politiske spørgsmål i et land, der stadig ikke helt er kommet sig oven på de to statskup i 2006 og 2014, og hvor det bliver vedvarende sværere at udtrykke sig frit både kreativt og menneskeligt. Men den gør det med både humor, ambivalens og historisk bevidsthed. Landsmanden Apichatpong er stoppet med at lave film i sit hjemland, fordi han mener, at landets censur kvæler hans kunstneriske frihed. Tulapops film synes at være en slags kommentar til dette: Billedet og kunsten og betydningerne må mudres mere og mere, for at kunne slippe afsted med kritik af landets politik. Ansigt til ansigt med et populistisk fascistisk styre sejrer absurditet og abstraktion.
Compact Disc (2026, Rico Wong)
Compact Disc af den unge Hong Kong-filmskaber Rico Wong er anderledes lige på i sit formsprog, men kompliceres af sit forhold til hukommelse, digital lagring og samfundsmæssigt tabu. Tre venner, der alle sad fængslet for at have deltaget i de pro-demokratiske protester i Hong Kong i 2019-20, har fået en CD med videomaterialet fra deres forhør, som de ser sammen. De digitale minder er dog blevet ridsede, så videomaterialet kommer til kort. I ultranærbilleder filmer Wong skiftevis computerskærmen, som videofilerne glitcher og videoerne omformateres, og vennernes arrede hud, for at vise forskellige former for arvæv, både digitalt og kropsligt. Der rejses spørgsmål om (digital-)hukommelse og lagring af historie, og samtidig portrætterer filmen et ømt og sårbart fællesskab mellem tre unge mænd.
I Hong Kong i dag er det ulovligt at tale om demonstrationerne, hvorfor filmen synes des mere vigtig og modig. Af samme grund kom filmen heller ikke til at figurere på Para:Dox, festivalens onlineplatform, da instruktøren, der nu bor i England, gerne vil kunne vende tilbage til sit hjemland uden at blive anholdt. Compact Disc åbner et rum, hvor samfundets tavshed lydliggøres. Fælles hukommelse kan være med til at skabe den fortid, der er blevet annulleret. Filmen synes at stille et kritisk spørgsmål om, hvorvidt digitalt videomateriale overhovedet kan være garant for sandheden. For, hvad nu hvis kvaliteten af sådant materiale er i ringe forfatning? Hvad nu hvis materialet er mangelfuldt? Den personlige hukommelse trumfer videokameraets sandhed. Og hvad er en video overhovedet sammenlignet med ens egne traumatiske erfaringer?
Filmen foregår enten indenfor i kompakte, private rum, i videomaterialets sterile afhøringslokale eller om natten, hvor de tre gutter render rundt i udkanten af byen, på hvad der ligner en byggeplads, og maler graffiti, badet i det grønne skær fra kameraets night vision-effekt. Det er disse rum, modstanden i Hong Kong i dag er indespærret i: I fængslet, i hjemmet eller i ly af natten. I filmens sidste scene spraymaler de “Heal Hong Kong” og andre slagord på indersiden af et stort betonrør. Rør, der en dag vil være vandrør, hvorfor ingen nogensinde vil se deres spraymalede slogans. Som instruktørens fortællerstemme siger som det sidste i filmen om deres graffitislogans: “No one will ever know they exist except us”. En sætning, der peger på den evige utaknemmelighed ved modstandens melankoli, men også den ømme intimitet ved venskabets magi.
Compact Disc er som sælsom graffiti eller et råb i vinden, lige dele modstand og ømhed.
Alle filmene i årets New:Vision-program føltes på hver deres måde nødvendige, der er bare forskel på i hvor høj grad, jeg og du som seer føler filmskaberens mod, både til at stå frem som kunstner, og til at eksperimentere med filmmediet. I vores vanvittige billedpolitiske virkelighed er kunstnere, der eksperimenterer med levende billeder mere essentielle end nogensinde. Derfor er det også vigtigt, at DOX vedvarende giver rum til film, der udfordrer og udforsker mediets grænser.
Eksperimentalfilm kan nogle gange føles som graffitien i vandrøret: Kun synlige for en lille, udvalgt skare, inden de forsvinder for altid. Men for denne lille skare kan de føles som det vigtigste i verden, for det er her, filmmediet bliver ved med at udvikle og udvide sig.