Illusionen er den første af alle glæder

af Mads B. Mikkelsen

The Wild Boys

Bertrand Mandico, 2017

“Illusion is the first of all pleasures”

— Oscar Wilde

Fem angelisk smukke, unge drenge udvises til en øde ø som straf for en ubeskrivelig forbrydelse i Bertrand Mandicos The Wild Boys (Les garçons sauvages) - en delirisk og uforskammet sexet film, der selv stræber mod det ubeskrivelige i sin omfavnelse af de hedonistiske impulser, der drev de fem ynglinge til deres ugerning i første omgang.

Wikipedia forklarer: "Hedonisme (af græsk ηδονή hedone "lyst") er læren om, at nydelsen er det højeste gode, og at mennesket i sidste ende kun handler for at opnå nydelse." Hedonismen i The Wild Boys er imidlertid ikke kun den drivende kraft i filmen selv. Fra et bare moderat politisk perspektiv er noget af det mest provokerende ved Mandicos skiftevist sanselige og brutale vision nemlig, at den synes at foreslå, at hedonismen er selve filmoplevelsens forføreriske hovedattraktion. Med andre ord: at skuelysten er essensen af det cinematiske apparat. Og lysten bliver i den grad stillet af Mandicos visuelt overdådige, skamløst erotiske og nærmest surreelle værk.

Den eksotiske utopi
The Wild Boys er en film, der omslutter én som en depraveret cabaret i et fremmed land, og som på samme måde tillader én at leve i fantasiens rige for en nat, uden for tid og sted. Der er tale om en forvandlingshistorie, der folder sig ud for øjnene af én som en frodig blomst af den besynderlige art, der vokser på den tropiske ø, som de fem garçons sauvages deporteres til. Et sted, de fem kostskoledrenge ankommer til som straf for at have voldtaget deres lærerinde i en dramatisk opsætning af Shakespeare, der ender med at kvinden bindes fast på ryggen af en hest. Efter en kort retsproces og en voldsom sørejse med en bister, tatoveret og ualmindeligt veludrustet kaptajn ved roret, ender de uvorne knægte ved verdens ende, civilisationens fortrængte udkant - og måske en ny begyndelse.

Motivet er en moderne myte, der paradoksalt nok står i kontrast til moderniteten selv. Fra Robinson Crusoe og Fluernes herre til The Beach (2000) har tropernes eksotiske andethed – fra et vestligt synspunkt – fungeret som et spejl for diverse utopiske forestillinger om at eksistere i en naturtilstand af absolut frihed; en før-moralsk oprindelighed, der konfronterer mennesket med sig selv (og de andre) uden hensyn til love og regler. Isoleret som de er fra det samfund, der har udstødt dem, er det en tilstand, som filmen effektfuldt fremmaner rundt om de fem skibbrudne kammerater.

Hvis Mandico omfavner eskapismen i den eventyrgenre, som han her maxer helt ud, er det imidlertid blot optakten til filmens egentlige klimaks og bærende idé, idet den omtalte forvandling sætter ind hos de fem unge. Uden at afsløre for meget, er både køn og krop ustabile størrelser i The Wild Boys. Som The Kinks engang sang: Girls will be boys and boys will be girls / It's a mixed-up, muddled-up, shook-up world.

Midnatsfilm
Mandico er en filmskaber, der også er skaber af hele verdener. Hans film etablerer er et hermetisk kosmos, hvor nydelsen – og konflikterne forbundet med at opnå den – er den eneste konstant. Som hos andre moderne instruktører, der optager på celluloid, placerer Mandicos analoge special effects og sort/hvide 16mm-billeder (med udbrud af scener i farver så mættede, at man nærmest kan smage dem) hans film i en historisk udefinerlig uden-for-tid, som digitale billeders klarhed bare ikke tillader med samme totalitet. The Wild Boys dyrker det kunstige og eksotiske; den er om noget en film i ordets mest bevingede forstand.

Filmen undsiger sig den historiske virkelighed og samtiden til fordel for eventyret og fantasien, men indskriver sig ikke desto mindre i en stolt tradition for cinematiske ekskurser dybt ind i la décadence, som særligt fransk film har kultiveret. Fra Jean Cocteau til Yann Gonzalez via så forskellige filmskabere som Alain Robbe-Grillet, Valerian Borowczyk og Patrick Longchamps, hvor grænserne mellem avantgarde og kulørt genre-pulp er flydende som geléen i en lavalampe.

“Mandicos film dyrker kroppens og kønnets hybriditet på sin egen radikalt frisatte façon, men isolerer sig samtidig - bogstaveligt talt - på en øde ø, så fjernt som muligt fra den kontemporære samtale”

Under sit besøg i Cinemateket i april talte Mandico selv om indflydelsen fra den obskure, franske Midi Minuit Fantastique-bevægelse, centreret omkring et tidsskrift af samme navn i Paris, som en europæisk pendant til de amerikanske midnight movies, der også giver genlyd i hans film. Men koordinaterne i Mandicos cinematiske univers strækker sig også til undergrundsfilmen (Kenneth Anger, Jack Smith), Tarzan-film fra 30'ernes Hollywood, Raul Ruiz' franske produktioner i 80'erne, japanske pink-film, Queer Cinema-klassikere som Pink Narcissus (1971) og Fassbinders Querelle (1983), og til den uformelige subgenre af slibrige B-film fra 70'erne, der slet og ret kaldes euro-trash. I dag er de maximalistiske produktioner fra den forbilledlige franske filmskole Le Fresnoy blandt Mandicos kunstneriske åndsfæller.

Optrævlingen af referencer er en del af nydelsen ved denne og hans øvrige film. Men referencerne etablerer frem for alt idéen om le cinéma som en parallel virkelighed, man faktisk kan leve i - med forbehold for Oscar Wildes ord om, at illusionen er den første af alle nydelser, naturligvis.

Fantasi versus kreativitet
Som hans fem hovedpersoner erfarer, er risikoen ved at prøve grænser af nemlig at opdage, at de ikke findes. En erfaring, som både Marquis de Sade og eks-surrealisten Georges Bataille har bygget hele filosofier op omkring, og som de fem unge rebeller med deres arkaiske kostskoleuniformer og snerrende porcelænsansigter udlever med en nærmest nietzscheansk foragt for moralens tyranni. Sansernes rige er et sted hinsides godt og ondt, synes moralen (eller manglen på samme) at lyde.

Spørgsmålet er, hvad Mandico selv bidrager med til alt dette? Under sit besøg i København ved filmens danske premiere i Cinemateket (i selskab med den formidable diva Elina Löwensohn, der i filmen optræder som botaniker på den forjættede ø), efterlod Mandico indtrykket af en dandy-filmskaber og libertiner. Et indtryk, han uden tvivl bærer som et adelsmærke. Men selvom The Wild Boys med sine analoge, sort/hvide billeder stræber efter at placere sig uden for tiden selv, lyser den ikke desto mindre lærredet op på et tidspunkt, hvor debatten om køn, krop og queer-ness fylder mere i den brede offentlighed end nogensinde før, og hvor kulturelle fraktioner med stor voldsomhed tegner sig rundt om spørgsmålet om kunstnerisk frihed vs. kunstnerens ansvar i repræsentationen af alt dette. Her kiler The Wild Boys (og Mandico selv) sig ind som en kuriøsitet og et fremmedlegeme, der stædigt insisterer på sin egenart midt i samtidens ekstreme dyrkelse af sin egen samtidighed. Mandicos film dyrker kroppens og kønnets hybriditet på sin egen radikalt frisatte façon, men isolerer sig samtidig - bogstaveligt talt - på en øde ø, så fjernt som muligt fra den kontemporære samtale.

I en samtid, hvor alle taler om kreativitet men ingen om fantasi, er The Wild Boys i stedet en film, der insisterer på biografens potentiale som sanseligt, socialt og endda seksuelt laboratorium for de indtryk og idéer, der ikke har plads andre steder. At den har været en succes i Frankrig med 45.000 solgte billetter og flere måneder i salene, hvor den er blevet hyldet som intet mindre end sidste års bedste franske film af det velanskrevne filmmagasin Cahiers du Cinéma, vidner om et overset behov for værker, der insisterer på fantasiens frirum.

Der er dog ingen tvivl om, at The Wild Boys fortsat har potentialet til at dele vandene over dens tvetydige gender politics og æstetisering af androgyn panseksualitet. Det store spørgsmål er måske, om man selv er i stand til at rumme dens modsætninger; med andre ord, om man har sin fantasi - og sin humor - i behold.