Stemmer fra bålet

af Laura D’Angeli

TITEL Instruktør, 2018

What You Gonna Do When the World's On Fire

Roberto Minervini, 2018

Folkesang, hvide fjerdragter og skinnende perler, der fremhæves af kontrasten i de sort-hvide billeder: En vild Mardi Gras fejring åbner What You Gonna Do When the World’s on Fire?, den seneste film af italienske Roberto Minervini. Vi suges med det samme ind i en rituel verden, hvor hierarkier vendes på hovedet, og hvor ældgamle rædsler også er en del af karnevalets festlige katarsis. Åbningsscenen foregriber den brutalitet og grusomhed, som knytter sig til et sted, hvor racisme og vold stadig er brandvarme problematikker.

Minervini fører os ind i det sorte lokalsamfund i Baton Rouge under et af dets mest afgørende øjeblikke omkring juli 2016, der følger efter en række sammenstød med politiet og skyderier mellem bandemedlemmer og Ku Klux Klan. Det er en rystet verden, hvor individuelle personhistorier bliver del af en større fortælling om menneskeheden; om de underkastede og de, der underkaster.

Det særegne ved Minervinis filmiske stil består i en evne til at nærme sig de medvirkendes ansigter så meget, at deres følelser og tanker bliver aflæselige gennem kameraet, mens han som person bevarer en observerende distance.

Ud fra samme metode som hans tidligere film, særligt The Other Side (2015), træder Minervini ind i et miljø og giver de medvirkende plads til at tale for sig selv, så omverdenen kan opleve de marginaliserede stemmer, som ellers sjældent bliver hørt. Det gælder eksempelvis historien om barejeren Judy på randen af konkurs, som må se sin fortid med seksuelle overgreb og stofmisbrug i øjnene. Eller historien om de to brødre, Ronaldo og Titus, som ønsker at leve i nuet uden konstant frygt for fremtiden. Eller den lille lokalafdeling af The New Black Panther Party for Self-Defense, som prøver at samle opbakning og kæmpe for retfærdighed, selv i de områder, hvor det virker som om, at uligheden vil vare evigt.

I sin skildring af disse menneskers daglige kamp efterlader Minervini plads til konflikt og konfrontation, hvor han selv involverer sig som menneske før som filmskaber. Han prøver hele tiden grænser af ved at bo sammen med og blive en del af miljøerne forud for optagelserne, og her oplever han faren for vold og overgreb forbundet med disse steder. Tag ikke fejl: Det Minervini gør er ikke nemt. Det kræver et yderligere engagement end selve dét at filme. Det kræver, at han udfordrer sig selv som et menneske, der ser disse menneskers kamp og finder det svært at finde et logisk ræsonnement bag uretfærdighederne.

Det er hverken let eller smertefrit, men det synes at være den eneste mulige vej til at opnå det resultat, som hans film kommer frem til. Det særegne ved Minervinis filmiske stil består i en evne til at nærme sig de medvirkendes ansigter så meget, at deres følelser og tanker bliver aflæselige gennem kameraet, mens han som person bevarer en observerende distance. En distance, der giver karaktererne plads til at tale ud uden intervention eller fordomsfulde barrierer.

Minervinis kamera følger karaktererne tæt, men formår samtidig at lade os glemme, at der altid er nogen tilstede, som filmer. Kameraets konstante tilstedeværelse udlignes på en eller anden måde af instruktørens evne til både at forsvinde og komme så tæt på, at de mest intime og private øjeblikke bliver indfanget. Selvom scenerne med De Sorte Pantere synes langt mere distancerede end Judys eller brødrenes scener, så gør kamerabevægelserne – der konsekvent søger nærbilleder af ansigter – det klart, at bag kampene og slagordene gemmer sig mennesker, der kæmper for at leve et liv fri for ulighed, vold og undertrykkelse.

Minervini opbygger løbende en tillid hos lokalsamfundet, der forsikrer dem om, at deres historier er værd at fortælle. Kun ved at opbygge denne tillid og vise et ansvar overfor dem, kan Minervini skabe et portræt, der sandfærdigt skildrer disse menneskers historie som en undertrykt minoritet i et hvidt, magtfuldt og rigt amerikansk samfund.

Valget af sort-hvid gør det klart, at det der sker nu, kunne være sket, er sket og sandsynligvis vil ske på ethvert givent sted og tidspunkt i historien.

I den forstand er Judys replik omkring den iboende frygt, der synes at være en del af sorte menneskers DNA siden slaveriet, slående. Denne fornemmelse af frygt gennemsyrer hele filmen og de medvirkende karakterers fortællinger: For Judy, for De Sorte Pantere, men stærkest af alt for Ronaldo og Titus. Mens storebroren Ronaldo foregiver at være sej og stærk foran sin frygtsomme lillebror, så viser filmen i utallige glimt hans svagheder, skrøbelighed og frygt for at leve et sted, hvor ens skæbne er forseglet fra fødslen, fanget i et evigt loop af vold og af historien, der gentager sig selv.

Det er netop derfor, valget af sort-hvid film synes perfekt til filmens fortælling. Det placerer filmen i en form for atemporal dimension, hvor fortidens historie blander sig med – og indvirker på – fortællingerne i nutiden. De sort-hvide billeder giver filmen en fornemmelse af distance til nutiden; en abstraktion, der frakobler narrativet fra en bestemt tid eller sted. Valget af sort-hvid gør det klart, at det der sker nu, kunne være sket, er sket og sandsynligvis vil ske på ethvert givent sted og tidspunkt i historien. På samme måde afspejler åbnings- og afslutningsscenen, der begge viser lokalsamfundets fejring af Mardi Gras, en cirkulær forståelse af tid: Historien gentager sig, og de smerter, som sorte mennesker er blevet påført gennem tiden, er stadigt åbne, blødende sår.

Minervinis film kan betegnes som en form for visuelt korværk, hvor en mangfoldighed af stemmer forsøger at besvare præcis det samme påtrængende spørgsmål, som filmens titel stiller: “Hvad vil du gøre, når verden står i flammer?”. I en verden, hvor redningen ikke kommer af sig selv, når et samfund er i fare, er man nødt til at finde svaret selv – om det så er at tage kampen op eller at flygte.

Oversat fra engelsk af Skuelyst.

Visning

CPH:DOX 2019