Film og tro
Jesus vender tilbage (1992, Jens Jørgen Thorsen)
I denne uge lægger Cinemateket hus til en serie om kristendommens store indflydelse på filmhistorien i forbindelse med, at film- og tv-festivalen Belief on Screen bliver afholdt i København. Seriekuratoren fortæller her om tankerne bag filmudvalget.
Da jeg sidste efterår blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at programlægge en serie i Cinemateket om forholdet mellem tro og film, sagde jeg ja tak med stor begejstring. Flere af mine absolutte yndlingsfilm beskæftiger sig med religiøse temaer, og sådan er der vist også mange andre, der har det. Når man kigger på kritikerlister over verdens bedste film, er det i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvor stor en andel af titlerne der, helt åbenlyst, har at gøre med religion. Tænk bare på Dreyers Jeanne d’Arcs lidelse og død (1928), Bergmans Lys i mørket (1963) og Tarkovskijs Den yderste dom (1966), der er blevet til inden for henholdsvis katolske, lutherske og ortodoks-kristne forestillingsverdener. Med deres dramatiske behandling af hovedpersonernes indre trosliv formår de at fænge såvel troende som ikke-troende filmelskere over hele kloden. Og så er der de af verdens såkaldte bedste film, der på overfladen synes at handle om noget helt andet, men hvis vedvarende popularitet også skyldes, at de sætter det menneskelige drama i relief af en større, metafysisk virkelighed. Jeg vil for eksempel hævde, at man finder en af de stærkeste filmiske skildringer af ondskabens væsen i The Godfather-filmene. Når Michael Corleone i trilogiens sidste film bekender sine synder, indleder han sit skriftemål med at sige, at han ikke står til at frelse. Med opbygningen af sit forbryderimperium har han ikke blot forbrudt sig mod loven, men også mod Gud, hvis nåde han åbenbart tvivler på.
Mary (2005, Abel Ferrara)
"Som den britiske filmhistoriker Mark Le Fanu har udtalt, har filmkunsten, modsat de fleste andre kunstarter, ingen religiøse rødder. "
Affortryllelse og genfortryllelse
Det kan synes underligt, at film som medie har vist sig så velegnet til at undersøge og dramatisere spørgsmål om tro. Som den britiske filmhistoriker Mark Le Fanu har udtalt, har filmkunsten, modsat de fleste andre kunstarter, ingen religiøse rødder. Derimod er den et produkt af vores egen moderne tidsalder. Ja, faktisk kan man sige, at fremkomsten af filmmediet i slutningen af det 19. århundrede fandt sted som en del af en større bølge af teknologiske og videnskabelige landvindinger, der samlet bidrog til en ”affortryllelse” af verden. De tidligste filmeksperimenter handlede netop om at gøre virkeligheden mere målbar og mindre mystisk, som da fotografen Eadweard Muybridge opstillede 12 kameraer på rad og række for at kunne dokumentere, at en hest i galop på et tidspunkt har alle fire ben op under bugen. Men filmmediet var også, nok så vigtigt, med til at genfortrylle verden. Ved visningen af en af Lumière-brødrenes kortfilm i forbindelse med de første offentlige filmforevisninger i 1895 var det ifølge en ofte genfortalt anekdote i mindre grad handlingen, der udspillede sig i forgrunden af billedet, der betog publikum, som bladene på træerne, der, helt bagerst i kompositionen, blæste i vinden.
Det er interessant at tænke over, at det, der sikrede filmmediets tidlige succes blandt publikum, ikke var dets evne til at gengive virkeligheden mekanisk, men til at gøre den ny. Ved at erstatte det menneskelige øje lod filmkameraet verden træde frem i et andet lys. Som ved et trylleslag blev det velkendte gjort forunderligt, og helt hverdagslige fænomener, som blade på træer, der blæser i vinden, blev pludselig en kilde til stor fascination. Jeg tror ikke, at det er nogen tilsnigelse at sige, at denne fremstilling af virkeligheden som en flertydig størrelse, der rummer mange overraskelser, læner sig tæt op ad den klassiske kristne erfaring af verden som en åbenbaring af et guddommeligt nærvær i de mindste ting. Og hvis man leder efter en forklaring på, hvorfor så mange filmskabere gennem de sidste nu over 130 år har hentet inspiration til deres film i den religiøse sfære, hænger det måske netop sammen med filmkameraets iboende evne til at ophøje virkeligheden, frem for blot nøgternt at registrere den.
Religiøs sensibilitet
I forbindelse med programlægningen af den aktuelle serie i Cinemateket har jeg koncentreret mig om den indflydelse, som kristendommen har haft på filmkunsten. Helt bevidst har jeg bevæget mig uden om titler, der er blevet vist mange gange før i Cinemateket. Pasolinis Matthæusevangeliet (1964), den bedste film, der nogensinde er blevet lavet om Jesus, er derfor ikke en del af udvalget. Det er Bressons En landsbypræsts dagbog (1951) heller ikke. Bergman, Tarkovskij, og Scorsese glimrer også ved deres fravær. Og vi viser Gustaf Molanders svenske version af Ordet (1943) frem for Dreyers 12 år senere og langt mere kendte filmatisering af Kaj Munks teaterstykke.
For mig har det også været vigtigt at vælge film, der ikke bare handler om religion, men som også er rundet af en form for religiøs sensibilitet eller i hvert fald lydhørhed. Det betyder ikke, at det er film, der er overdrevent fromme i deres udtryk. Filmene forholder sig derimod ofte undrende, og i nogle tilfælde endda en smule kritisk, til religion. For eksempel er det ikke til at sige, om der virkelig finder et mirakel sted i østrigske Jessica Hausners film om pilgrimsstedet Lourdes fra 2009, eller om hovedpersonens bedring er momentan og skyldes rene tilfældigheder. Begge muligheder eksisterer, og det er denne tvetydighed, der gør, at Hausners film om religiøs masseturisme sitrer, og at den bliver siddende i beskueren, efter at lysene i salen er blevet tændt. Den vækker på den måde mindelser om en anden film i serien, The First Legion (1951) af Douglas Sirk, det amerikanske melodramas mester. Her bliver præster og studerende på et jesuiterkollegium i Californien vidner til, hvad de er overbevist om er et mirakel, efter at en aldrende, sengeliggende medbroder pludselig bliver i stand til at gå. Jeg er stolt af, at vi kan vise den film på en restaureret 35mm-kopi fra UCLA. Den har aldrig fået en dvd-udgivelse og kan ellers kun ses på YouTube i en meget ringe udgave.
Essene (1972, Frederick Wiseman)
Troens plads i den moderne verden
Andre af filmene kigger nærmere på, hvad det overhovedet vil sige at leve et liv som troende i et samfund, hvor religion fylder stadig mindre. I Rossellinis Størst er kærligheden (1952) byder Ingrid Bergman sin tidligere tilværelse farvel for i stedet at tjene de syge og fattige. Omverdenen dømmer hende hurtigt ude som en sindsforvirret stakkel, og det viser sig, at den autentiske kristne barmhjertighed har trange kår i efterkrigstidens Europa. Om det står meget bedre til i 00’ernes New York er omdrejningspunktet for Mary (2003) af Abel Ferrara, der er den af hans film, der mest eksplicit forholder sig til kristendommens rolle i det moderne samfund. Her følger vi tre personer, der alle bliver konfronteret med deres egen livsførelse og utilstrækkelighed: en skuespiller, der bliver intenst optaget af Maria Magdalena efter at have portrætteret hende i en film om Jesus; hendes selvoptagede instruktør, der selv spiller hovedrollen som Jesus; og en ikke-troende tv-journalist, der står bag en udsendelsesrække om Jesu liv. På blot 83 minutter lykkes det Ferrara at forene kulturkritik og satire over film- og tv-branchen med en gribende skildring af hovedfigurernes forhold til åndelighed i en verden præget af berømmelse, begær og materielle goder.
Der er selvfølgelig også dem, der lever et liv i bøn og fordybelse i periferien af det moderne samfund, og de er også repræsenteret i serien. I Essene (1972) af nyligt afdøde Frederick Wiseman bliver vi inviteret med inden for i et anglikansk benediktinerkloster i Midtvesten. Vi lærer de enkelte munke at kende som distinkte filmfigurer, der hver især kæmper med deres egne problemer, og som dermed bliver gjort genkendelige. Der er blandt andet den ældre, lidt vrisne herre, der føler, at han ikke får den fornødne respekt, og den unge, søgende mand med hestehale, der konstant befinder sig på randen af et sammenbrud. Wiseman viser, at klostret ikke er noget absolut helle, men at samtidens kulturelle fænomener også sætter deres præg på livets gang for munkene. For eksempel deltager de i gruppeterapi, og vi følger en munk, der bevæger sig uden for klostret for at gøre sine indkøb iført stråhat og kortærmet skjorte.
Film og religion er et kolossalt emne. Med en begrænsning på blot en håndfuld titler er det min forhåbning, at udvalget ikke desto mindre kan stimulere til at gå på en genopdagelse i filmhistorien med kristendommen som indfaldsvinkel og blive klogere på både film og religion. Den første visning i serien er dog dedikeret til en af alletiders største klassikere: Dreyers Jeanne d’Arc-film i Vor Frue Kirke.