Fra alle os til alle jer: First Reformed

25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2018 med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!

Første julekort kommer fra Skuelysts redaktør Nick Bruhn-Petersen:

skuelyst_julekort_first_reformed.jpg

Hvad var årets bedste filmoplevelse?

2018 har overordnet været et godt filmår med rigtig mange glimrende og interessante film. Skuelyst har allerede dækket flere af mine personlige højdepunkter: Hongs Grass, Spielbergs Ready Player One, og jeg har selv besunget Paul Thomas Andersons Phantom Thread.

For mig var dette års mest aktuelle film dog Paul Schraders First Reformed. FN's ildevarslende klimarapport fra oktober understreger relevansen af fortællingen om en lokal præsts politiske opvågnen, men filmens væv af forbindelser mellem kapitalisme, klima, kristendom og ekstremisme indfrier også større ambitioner end som så. I et karrieremæssigt højdepunkt kommunikerer Ethan Hawke hudløst de indre diskussioner omkring begær, tro og tvivl, der allegorisk spejler de ærefrygtindgydende klimaproblematikker: Verden viser os alle mulige tegn på, at klimaet er i drastisk forandring. Men er det så slemt, som forskerne siger? Og hvad kan jeg gøre for at hjælpe, uden at det hæmmer min egen livskvalitet? Filmens visuelle og plotmæssige askese har med rette draget sammenligninger til Robert Bresson og Ingmar Bergman. Men First Reformed rummer også en håndfuld idiosynkrasier, som transcenderer forbillederne, og intet filmøjeblik i år er mere chokerende og udknaldet end Ethan Hawke og Amanda Seyfrieds intime CGI-flyvetur over vores jordklode i forfald.

Hvad var årets værste filmoplevelse?

Årets værste filmoplevelse stræbte også efter samtidskritik gennem klassiske fortælleformer: denne gang dannelseshistorien. Det er historien om en ung mand, der søger lykken ved at drage på eventyr i et fremmed land sammen med sin tro væbner. Desværre er der noget næsten utilgiveligt dårligt over Sankt Bernhard Syndikatet, Mads Brüggers film med Frederik Cilius og Rasmus Bruun fra Den Korte Radio-/Weekendavis. Filmens dokumentariske stil sender nogle tankevækkende postkortbilleder hjem fra det moderne Kina, og den fatale svaghed er tydeligvis filmens plot. Dannelseshistorien er papirstynd, formularisk og lemfældigt fortalt. Konstant opstår en ny konflikt, som straks bliver forløst i følgende scene. Dertil rækker hverken Bruuns eller Cilius' dramatiske skuespilevner til at skabe et engagerende persondrama. For en Mads Brügger-film fylder personskildringerne overraskende meget, og som filmen skrider frem bliver skuespillet temmelig pinagtigt. Efter en pause er jeg igen begyndt at lytte til Den Korte Weekendavis, men pausen var også nødvendig. Sankt Bernhard Syndikatet er en komplet fejlvurdering, og jeg vil anbefale alle at undgå den.

Hvad var din største opdagelse i filmverdens landskab?

I år fik jeg omsider læst Adam Naymans enormt velskrevne og underholdende It Doesn't Suck fra Pop Classics-serien om Paul Verhoevens Showgirls, men det var en anden hollandsk filmmager, som for alvor bjergtog mig i år. Siden jeg så George Sluizers psykologiske thriller Spoorloos (1988) for første gang denne sommer, har jeg både genset filmen flere gange, men bedst (og værst) af alt har jeg tænkt oftere på den film, end noget andet jeg har set i år. Den ekstremt kyniske og empatiske fortælling om parforhold og besættelse berører det fundamentalt tragiske ved at knytte sig til et andet menneske. Med et metaagtigt dobbeltgreb – og med et hint af ”plotspoiler” – har Spoorloos alligevel gang på gang ført mig hen til et sted, hvor jeg kan ikke lade være med at se det til ende.