Fra alle os til alle jer: Caniba

25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2018 med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!

Dagens julekort kommer fra Sofie Lykke Stenstrop, filmskribent for bl.a. Information og Soundvenue:

skuelyst_julekort_caniba.jpg

Hvad var årets bedste filmoplevelse?

Jamen det er jo som regel CPH:DOX, og i år var ingen undtagelse. Og de to værker, jeg vil fremhæve, er film, som fik mig til at føle mig følelsesmæssigt utroligt afstumpet for at nyde dem, men fortalte deres historier så originalt og smukt, at jeg ikke kunne lade være. Første film, som min biografledsager tiggede mig om at udvandre fra, er Caniba, hvor en vaskeægte japansk kannibal portrætteres gennem forstærkede lyde fra hans svælg og nære indstillinger af hans glatte, voksagtige ansigt af folkene bag mesterværket Leviathan, Verena Paravel og Lucien Castaing-Taylor. Den anden film er Wang Bings Mrs. Fang, som skildrer en døende kvindes sidste dage. Begge værker gør brug af helt nære indstillinger til at granske ansigterne i centrum for spor af ondskab og spor af liv, og de er hver sin slags sublime, dybt rystende oplevelse.

Hvad var årets værste filmoplevelse?

Jeg har altid opfattet skuespilleren Oscar Isaac som garant for en vis kvalitet, men i år svigtede han mig! Han har nemlig – af uransagelige årsager – sagt ja til at medvirke i filmen Life Itself af Dan Fogelman (forfatter af Crazy, Stupid, Love.) som er en multiplotfilm om ja, intet mindre end livet selv og dets mange op og nedture. Men mest nedture må man sige, da den byder på hele to trafikuheld, selvmord og aggressiv cancer. Life Itself er tragiporno pakket ind som sprælsk metafilm, og den er ganske enkelt modbydelig.

Hvad var din største opdagelse i filmverdens landskab?

At skuespillertræning er totalt overvurderet. Hvorfor bruger vi overhovedet dem med erfaring når dem uden er så meget bedre? Ej, det mener jeg selvfølgelig ikke, men det slog mig, hvor mange af mine favoritpræstationer i år, der er bedrevet af såkaldte ikke-skuespillere; utrænede mennesker, som spiller variationer over dem selv og gør det med en intensitet som slår benene væk under én: Yalitza Aparicio som Cleo i Alfonso Cuaróns Roma, Meinhard Neumann som Meinhard i Valeska Grisebachs Western, Brady Jandreau som Brady Blackburn i Chloé Zhaos The Rider, og børnene i front for Sean Bakers The Florida Project og Nadine Labakis Capharnaüm, Brooklynn Prince og Zain Al Rafee.