Fra alle os til alle jer: Ocean's Eight

25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2018 med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!

Dagens julekort kommer fra Mads B. Mikkelsen, programlægger på CPH:DOX:

skuelyst_julekort_oceans_8.jpg

Hvad var årets bedste filmoplevelse?

Jeg har set Ocean's Eight (Gary Ross, 2018) virkelig mange gange i år. Flere gange end man kan tælle, faktisk. Filmen handler ifølge IMDb.com om hvordan et all-girl crew af kriminelle masterminds ledet af Debbie Ocean (Sandra Bullock, i selskab med Rihanna, Cate Blanchett, Awkafina, Anne Hathaway, Sarah Paulson, Mindy Kaling og Helena Bonham Carter) slår sig sammen om et storstilet kup i forbindelse med den glamourøse Met Gala i New York.

I virkeligheden gør de det dog ikke for at blive rige eller berømte. De gør det for the HELL OF IT! Der er nemlig ingen sammenhængende plan og ingen lineær logik, Melville’ske masterplaner, Lang’ske nedtællinger eller Bordwell’ske fortællemønstre i dette utæmmelige og på alle måder formløse Hollywood-hovedværk af et feministisk manifest; jeg ved det, for jeg har set den mange gange.

I det forgangne efterår var jeg nemlig på en meget lang flyrejse tur/retur. Og når man som jeg har lange stænger og godt kan lide at gå lidt rundt for ikke at miste førlighed og forstand undervejs, kan man nemlig være heldig at opleve den samme film spille i mørket på stort set alle fjernsynsskærme i kabinen på én gang.  

I denne kubistiske og asynkrone expanded cinema-installation er Ocean's Eight et sandt exquisite corpse af scener og situationer fra forskellige tidspunkter i handlingen, der radikalt realiserer Godards gamle ord om, at en film nok skal have en begyndelse, en midte og en slutning - bare ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Og ikke blot tiden, men også rummet selv udvides, idet en karakter forsvinder ud af billedrammen ét sted og dukker op på en anden skærm i en fjern krog af kabinen, med motorens drone som filmens eneste soundtrack, mens den flyvende biograf fra Qatar Airways bevæger sig afsted mod horisonten med 1000 kilometer i timen. Årets post-cinematiske filmoplevelse tog bogstaveligt talt begrebet underholdning til nye højder.

Hvad var årets værste filmoplevelse?

Se ovenfor.

Hvad var din største opdagelse i filmverdens landskab?

At Fassbinder også kan være sjov, hvilket man kan forvisse sig om i den fænomenale Acht Stunden sind kein Tag (Eight Hours Don't Make a Day, 1972-72), en serie lavet til tysk tv, der består af fem hele spillefilm, og som nu endelig er blevet genudgivet.

Andre instruktører, som jeg tidligere kun har haft lejlighed til at se nogle enkelte film af i spredt og sporadisk rækkefølge, bekræftede ved gensyn, at de har fortjent ens fulde opmærksomhed: João Botelho, István Szabó og Yuri Ilyenko, for eksempel. Og så er jeg måske kommet lidt sent til festen med den her opdagelse, men Curtis Hansons 8 Mile (2002) er sygt fed: amerikansk socialrealisme i downer-traditionen fra 70'erne.

Andre store opdagelser i år: Diane Kurys, Giorgi Daneliya, Nelson Carlos de Arias Santas, Patricia Mazuy, Attiyat El-Abnoudi, Mariya Saakiyan, Nelly Kaplan og Per (Hans Kristensen, 1975) med Ole Ernst (dansk films svar på Jean-Paul Belmondo) i titelrollen som bankrøver.