Fra alle os til alle jer: Zama

25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2018 med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!

Dagens julekort kommer fra Skuelysts redaktør Pernille Lystlund Matzen:

skuelyst_julekort_zama.jpg

Hvad var årets bedste filmoplevelse?

I år må den film, der ubestrideligt har brændt sig fast i kroppen på mig, være Lucrecia Martels Zama. I filmen følger vi den patetiske hovedperson Don Diego de Zama, en magistrat under det spanske koloniale styre i det nuværende Paraguay, der både er med til at opretholde – og som i øvrigt selv er håbløst fanget i – et absurd kolonialt system. Zamas filmbilleder understreger og forstærker denne fortælling i sine på samme tid sanseligt nærværende og nærmest feberinducerede, surrealistiske billeder. Ligesom sine tidligere spillefilm La Cienaga og La Mujer sin Cabeza blander Martel uforligneligt en absurd visuel humor med bidende skildringer af komplekse sociale dynamikker i miljøer, der er betinget af klasse, race og kulturskel.

På dansk grund står billedkunstner Kirsten Astrups videokabaret Urolige Hjerte om De Danske Statsbaner frem som en af årets største filmoplevelser. Værkets uortodokse og forfriskende blanding af nostalgisk folkelighed og queerpolitisk slagfærdighed er dybt original – en oprigtig hyldest til en af velfærdssamfundets bærende infrastrukturer, DSB, fortalt gennem campy pop-kabaret, papmachemasker og dragperformere.

Også Tinne Zenners blændende, intelligent komponerede kortfilm Translations/ Nutsigassat, der blev vist på årets CPH:DOX, har gjort varigt indtryk. Med landskabet og sproget som prisme undersøger filmen sprogets rolle som kolonisator i relationen mellem Danmark og Grønland. Jeg kom af en eller anden grund til at tænke på den japanske filmskaber Masao Adachis landskabsteori fukeiron – en idé om at sociale og politiske strukturer kan aflæses gennem filmisk observation af et landskab eller territorium.

Hvad var årets værste filmoplevelse?

At Guillermo del Toros film The Shape of Water vandt en Oscar for bedste film var en form for fornærmelse imod filmkunsten og et klart filmisk lavpunkt i 2018. Filmens sympati med diverse outsidere – fra den stumme, ensomme rengøringsdame der spiller hovedrollen, den afroamerikanske kvindelige kollega, den bløde, musical-elskende homoseksuelle nabo til den amfibielignede fiskemand, som hovedpersonen forelsker sig i – er fortalt med så stor dosis sentimentalitet og vold, at forsøget på at skildre en gruppe ”originalers” kamp mod et undertrykkende system føles påfaldende uoriginalt og banalt. Skuespilleren Michael Shannon får den utaknemmelige tjans med at spille filmens undertrykkende, racistiske, sexistiske, kapitalistiske anti-helt, der holder fiskemanden fanget. På trods af at filmens to hovedpersoner bliver reddet af et eventyrligt kærlighedsplot, er filmens resterende bipersoner overladt til at fortsætte deres ensomme eksistenser. En absolut affortryllet eventyrsfilm!

Hvad var din største opdagelse i filmverdens landskab?

I Film Comments altid lytteværdige podcast blev jeg i år gjort opmærksom på Barbara Lodens enestående (og eneste!) spillefilm Wanda (1975). Filmen er intet mindre end et lille filmhistorisk mirakel og et overset feministisk hovedværk – helt på højde med klassikere som Chantal Akermans Jeanne Dielman fra samme år. Wanda er en mildest talt utraditionel hovedkarakter, i familie med Melvilles viljesløse Bartleby karakter og selvsamme Jeanne Dielman. Alle tre er de udøvere af en slags fornægtelsens poetik, som Lodens Wanda mestrer til perfektion. Efter at have forladt sin mand og børn i starten af filmen driver Wanda viljesløst rundt gennem trøstesløse, øde amerikanske landskaber og snuskede dinere. Ved tilfældighed ender hun på en længere roadtrip med den dybt usympatiske Mr. Dennis (filmkritikeren Nick Pinkerton har en fantastisk karakteristik af ham i Film Comments podcast; for gammel til at være rebel, men ikke gammel nok til at være afdanket på den livskloge måde), der overtaler hende til at begå et bankrøveri sammen med ham. I øvrigt har filmtidsskriftet Balthazar oversat en glimrende tekst om Wanda af filmteoretikeren Elena Gorfinkel i deres seneste nummer. Et nyt dansksproget tidsskrift, jeg også regner for en af årets største opdagelser i det danske filmlandskab.