Fra alle os til alle jer: I diari di Angela

25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2018 med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!

Dagens julekort kommer fra Oscar Pedersen, redaktør på filmtidsskriftet Balthazar:

skuelyst_julekort_i_diari.png

Hvad var årets bedste filmoplevelse?

Et af højdepunkterne var at se Yervant Gianikians Il diario di Angela – Noi due cineasti til premieren på Filmfestivalen i Venedig, hvor Gianikian selv var til stede og deltog i en Q&A med Robert Lumley (forfatter til Entering the Frame: Cinema and History in the Films of Yervant Gianikian and Angela Ricci Lucchi). Filmen er en nænsom afsked til hustru og samarbejdspartner Angela Ricci Lucchi, som gik bort i februar. Fra begyndelsen af 1970’erne og frem til Ricci Lucchis død arbejdede det italiensk-armenske instruktørpar med filmisk arkivmateriale, der skildrer historiske perioder og politiske bevægelser i det 20. århundrede. De arbejdede i krydsfeltet mellem politisk avantgarde og arkivarisk katalogisering, og resultatet er en poetisk kine-arkæologi. De rejste verden rundt for at finde arkivmaterialet til deres film, og Il diario di Angela er en dagbogsoptegnelse af disse rejser og deres intime samarbejde, filmet på et lille digitalkamera.

Hvad var årets værste filmoplevelse?

Jeg ved ikke, om jeg har haft en decideret dårlig filmoplevelse (med en film fra i år i hvert fald), men Peter Bogdanovichs The Great Buster: A Celebration er en middelmådig film. Det er en forudsigelig, skabelonagtig portrætfilm om Buster Keaton, hvor en række arbitrært udvalgte filmfolk (Johnny Knoxville, Bill Hader, Werner Herzog) beskriver Keatons geni, mens vi føres igennem Keatons liv, fra A til Z. Det er selvfølgelig dejligt at se forskellige bidder fra Keatons film, og Bogdanovich har tydeligvis en stor viden om Buster Keaton, men som helhed er filmen blot en afbildning af Keatons Wikipedia-side.

Se hellere disse portrætfilm, der faktisk besidder en kunstnerisk styrke:

  • Alle afsnit af Cinéastes de notre temps (1964-1972)

  • Elem Klimovs Larisa (1980) om hustru og filminstruktør Larisa Shepitko

  • Eric Rohmers Louis Lumière (1968) og Thierry Frémaux’ Lumière! (2016)

  • Jean-Marie Straub og Danièle Huillets Cézanne (1990)

  • Morgan Nevilles They’ll Love Me When I’m Dead (2018) om Orson Welles

  • Thom Andersens Eadweard Muybridge, Zoopraxographer (1975)

Hvad var din største opdagelse i filmverdens landskab?

  • Alexandre Laroses Brouillard: Passage #14 (2014)

  • Heinz Emigholz’ Streetscapes [Dialogue] (2017)

  • Jacques Tourneurs Stars in My Crown (1950)

  • João César Monteiros O Último Mergulho (1992)

  • Roberto Rossellinis Agostino d’Ippona (1972)

  • John Fords The Sun Shines Bright (1953)

  • Amit Duttas Kramasha (2007)