Fra alle os til alle jer: Faces Places

25. december er dagen for årets sidste biografpremierer. Skuelyst tager afsked med filmåret 2018 med en serie af personlige hilsner fra redaktører, skribenter, bidragsydere, venner og bekendte. Glædelig jul og godt nytår!

Dagens julekort kommer fra Eva Krems, der er webredaktør på Skuelyst:

skuelyst_julekort_VARDA.jpg

Hvad var årets bedste filmoplevelse?

Der er tre film, jeg vil fremhæve fra i år, som gjorde indtryk på mig. De er alle tre franske, men derudover vældigt forskellige.

Først på listen er The Night Eats the World af Dominique Rocher, som jeg så på CPH PIX. Det er en eksistentialistisk zombiefilm (Romero møder Camus), hvor hovedkarakteren Sam sover fra zombieapokalypsen, og i stedet for at begive sig ud for at finde andre overlevende, isolerer han sig i en herskabslejlighed. Filmen handler ikke så meget om zombier som om ensom overlevelse og introspektiv melankoli – en herlig cocktail! Den gør en absurd situation identificerbar, og Anders Danielsen Lie (fra Oslo, 31. august) er pissegod som ufrivillig eremit – og åbenbart også flydende i fransk, hvilket kun løfter ham endnu højere op på min idolpiedestal.

Min anden franske fremhævelse er dokumentaren Faces Places af Agnès Varda og JR. De to rejser rundt i Frankrig og tager portrætter af folk, som de efterfølgende plastrer op i megastørrelse på bygningsfacader, der hvor de portrætterede bor. Det gjorde overraskende indtryk at se, hvor berørte personerne bliver af at blive fremhævet sådan, og samtidigt det fine partnerskab mellem 90-årige Varda og 35-årige JR. Det er en ret simpel film, der handler om usimple sager som kunst, generøsitet og social sammenhængskraft. Faces Places kan ses på Filmstriben.

Til sidst vil jeg anbefale 120 slag i minuttet af Robin Campillo, der skildrer det AIDS-aktivistiske homomiljø i Paris i begyndelsen af 1990’erne. Især fungerer musikken (også) godt i kraft af, hvordan sangene understøtter filmens fortælling.

Hvad var årets værste filmoplevelse?

Det er teknisk set en film fra sidste år, eftersom den fik premiere ved 2017’s sidste åndedrag (25. december), men jeg fik først set En frygtelig kvinde af Christian Tafdrup dette år. Og det undrer mig, at så mange fokuserede på kønsvirakken (som jeg egentlig ikke havde noget problem med), men få bemærkede, at det bare er en virkelig dårlig film. Fikst træk fra marketingafdelingen!

Historien er en samling klichéer, trættende og forudsigelig, og der er intet på spil. Men det værste er karakterernes utilgivelige fladhed. Jeg ved, at en af filmens pointer er, at begge opfører sig som idioter, men det er ikke en undskyldning for at lade dem være uinteressante. Jeg sad filmen igennem og var uengageret ligeglad med, om karaktererne blev kørt ned af en bus eller fandt deres lykke. Filmen fik mig til at føle intet andet end opgivende træthed.

Hvad var din største opdagelse i filmverdens landskab?

Jeg fik omsider prikket hul på min Bela Tarr-byld. Efter at have set og genset utallige 10+ minutters klip af mænd, der spiser kartofler eller forklarer solsystemet, har jeg endelig set flere af den ungarske mesters film i fuld længde.

Men hvis du foretrækker enkeltscener, vil jeg anbefale hospitalsscenen i Werckmeister Harmonies, som er afskyeligt smuk. Jeg kan i samme åndedrag anbefale at lytte til Tarrs faste komponist Mihály Víg, hvis musik også fortæller smukke historier uden de sort-hvide billeder.