Postkort fra Venedig Biennalen

Det er sommer. Varme og lyse nætter holder os udenfor, og selv de mest cinefile nyder mere af den friske luft. Sommersæsonens filmkultur er væsensforskellig, men den lever stadig videre. Skuelyst har modtaget en række postkort fra tidsskriftets skribenter, venner og bekendte, som beretter om vidt forskellige filmaktiviteter ude i verden.

Denne hilsen kommer fra Lars Skovgaard Laursen og Metha Rais-Nordentoft, hvis postkort rapporterer i spændende detaljer fra Venedig.

Synchronicity  af Apichatpong Weerasethakul og Tsuyoshi Kisakado

Synchronicity af Apichatpong Weerasethakul og Tsuyoshi Kisakado

Forsvedte og dehydrerede ankommer vi med bumletog til stationen i Venedig. Masserne står klar til at tage imod os. Det er ikke kun vand, Venedig langsomt er ved at drukne i, men også turister. En amerikaner med aviators, hvid stråhat og rullekuffert kigger sin kone i øjnene og udbryder ”Wauw! This is incredible. A big tourist city.” Arkitekturen fremstår som en kulisse, der indrammer et virvar af turister i et non-stop totalteater. Hvis en arkæolog havde opdaget byen i dag, kunne Venedig meget vel være blevet udråbt som et overjordisk Atlantis, da byen synes lige så uvirkelig som sagnet om det mytiske rige.

Den parallelle verden vi er ankommet til, får os til at tænke på Las Vegas; Begge er artefakter, et sort hul for masseturisme bygget på et skrøbeligt fundament. De stigende vandstande truer Venedig, mens tørken hærger i den øde fatamorganaby i Nevada. Las Vegas har endda en miniature kopi af Venedig i form af deres 5-stjernede hotel The Venetian, hvor man kan blive sejlet rundt i gondol og se reproduktioner af venetianske pladser. Men hvor Las Vegas blot rummer kopier og reproduktioner, så adskiller Venedig sig med sin kulturhistoriske resonans. Øen danner i år ramme for den 58. Biennale for kunst.

Vi spejder efter hinanden blandt mængderne. Vores blikke mødes. Vi nikker til hinanden og hopper ombord på en båd, der har kurs mod Biennalen. Vi går i ét med masserne.

Selvom vi egentlig har søgt tilflugt fra den bagende venetianske sol, er vi med ét opslugte af dette værks lysende refleksioner.

Vi går mellem pavillonerne på Biennalen, vi er kommet tidligt for at undgå de menneskestrømme, som præger resten af byen. Sammen danner de forskellige nationers pavilloner en miniature verdensby. Solen bager over os, så vi bevæger os indenfor i den store hvide bygning Giardini, hvor den kuraterede udstilling starter. Her bliver vi mødt af en skarpt oplyst gang, der udgør udstillingens første værk. Vi misser med øjnene og søger tilflugt i det første mørklagte rum, hvor videoværket Chimera af Haris Epaminonda omfavner os. Værket er en digitaliseret Super 8 film med en vibrerende elektronisk lydflade af Kelly Jayne Jones. På skærmen bevæger lys sig over bygninger, solen reflekteres i glasfacader. En af bygningerne viser sig at være det guldbelagte Trump Hotel i Las Vegas. Selvom vi egentlig har søgt tilflugt fra den bagende venetianske sol, er vi med ét opslugte af dette værks lysende refleksioner. Vi bliver siddende, mens andre kommer og går i det lille mørke rum. Californiske ørkner skærer i øjnene, solen udskiftes af månen, et mønster bliver til en zebra, mennesker bader med hinanden i hænderne i en cirkulær bevægelse. Chimera har noget rituelt over sig, en cyklisk rejse mellem verdens elementer og natur. Titlen henviser til det mytologiske, ildspydende hybridvæsen kimæren; et løvehoved på en gedekrop med en slangehale. Således fremstår Epaminondas film også som en konstellation af modsatrettede elementer. Sammensætningen af billeder, former og farver skaber en fragmenteret film med en skøn flertydighed. Intet under, at Epaminonda har fået tildelt Sølvløven for bedste lovende unge talent på Biennalen – værket er et absolut filmisk højdepunkt på dette års udstilling.

På andendagen fortsætter vi, hvor vi slap og ser anden del af den kuraterede udstilling. I et hjørnerum møder vi et værk af Apichatpong Weerasethakul, der i samarbejde med Tsuyoshi Kisakado har skabt installationsværket Synchronicity. Vi træder ind i rummet og møder en skæv flade med et rundt hul i, hvor Weerasethakuls værk Blue projiceres op på. Først skal vi lige vænne os til at se filmen, som fik premiere på YouTube i 2018, i en ny kontekst. Det bliver tydeligt, at filmen nu indgår i et komplekst samspil med resten af installationen, der formår at skabe synergi mellem elementerne. På billedsiden ser vi skiftevis en sengeliggende kvinde i naturen og et teatralsk bagtæppe, der konstant skifter scene i en strøm af malede landskabsmotiver. Motivernes dybe perspektiver gør det umuligt for øjet at skelne mellem forgrund og baggrund, når bagtæppet falder på ny og ændrer rummet. Det der sker bag kulissen, bliver kun antydet gennem hullet i fladen. En del af filmen slipper igennem hullet og ind i den bagvedliggende hule, hvor filmens helhed forsvinder og transformeres om til en diffus planet af lys med abstrakte motiver. I hjørnet gløder en bunke af elpærer, som oplyser den ellers mørklagte hule i et pulserende tempo. Da vi kommer ud fra installationen, føles det som om, vi har været sendt afsted på en flygtig drømmerejse, hvor scener konstant udskiftes og transformeres, uden selv at have lukket øjnene i et eneste sekund.

Vi sejler ud til Lidoen, der vækker flygtige mindelser om Viscontis Døden i Venedig (1971). Iklædt hvidt som filmens hovedkarakter Gustav von Aschenbach for at sende solens stråler væk fra huden. Vi passerer en folkevandring, der bevæger sig væk fra havet. Vi møder havet og stranden ryddet for mennesker på nær en solbrændt mand, der ligger som sømmet til sandet, hvori han snart vil drukne. Sandet fyger, og himlen åbner sig i flere lag. Vi går langs den bare strand og føler os heldige - vi ser arkitekturen af turister frarøvet dens essens. I uvejr er strandene gratis, vejret trumfer kapitalismen.

Årets vinderpavillon på Venedig Biennalen, Litauen, lykkes med at kommentere præcist og smukt på turismens konstruerede idyl. Den litauiske pavillon har til huse i en bygning i midten af Venedigs smalle gader, hvilket gør den gratis men svær at finde. Inde i huset bevæger man sig op, og befinder sig pludseligt på en balkon, hvorfra man som en gudelig udenforstående observant kan kigge ned på en kunstigt anlagt strand i underetagen, befolket af en flok gængse middelklasse-vestlige strandgængere. Én ting er dog anderledes: Strandgængerne synger på skift og i samspil en opera om deres små ligegyldige bekymringer. Vejret truer ikke strandidyllen her i pavillonen. Derimod er det Litauens skræntende kulturbudget, der udgør den største trussel. Vinderpavillonen er lukningstruet.

Tilbage på Lidoen smider vi tøjet og hopper i det varme vand. Uvejret bryder rigtigt løs, da vi sidder fanget i en lille vandbus på vej tilbage mod Venedig. Bussen er fyldt med turister, og stemningen er panikslagen – er det nu byen synker?

Lituaen.JPG
Info

Venedig Biennalen for kunst løber fra den 11. maj til den 24. november.

Filmfestivalen i Venedig åbner den 28. august og varer frem til den 7. september.