Postkort om klichéer og Italien
Det er sommer. Varme og lyse nætter holder os udenfor, og selv de mest cinefile nyder mere af den friske luft. Sommersæsonens filmkultur er væsensforskellig, men den lever stadig videre. Skuelyst har modtaget en række postkort fra tidsskriftets skribenter, venner og bekendte, som beretter om vidt forskellige filmaktiviteter ude i verden.
Denne hilsen kommer fra Lotte Krag, projektkoordinator på DOX:ACADEMY og Everyday Project.
Privatfoto: Lotte Krag
Kære Skuelyst,
Jeg har gået og tygget på et ord under hele denne lange vandretur fra Italiens centrale bjerge til Adriaterhavet, som pludselig i går viste sig under os, da vi rundede toppen af et bjerg. Kliché. For det er vanskeligt at beskrive denne rejse, uden at det ender som én stor sådan. Langt ude på landet i de små middelalderbyer på toppen af skovklædte bjerge findes et Italien, som mest af alt ligner en film om Italien. Vi går fra den ene scene til den anden. Da vi ubehjælpsomt køber ost og tomater i en lille købmandsbutik, ankommer en lille dreng med sin mor og mormor og udbryder med spinkel lys stemme "Buongiorno Carmello!" til den melankolsk milde købmand, som finder et bolche frem i skuffen. Ude på byens mikroskopiske plads sidder en gruppe ældre mænd på baren og spiller kort med store udråb og fagter. De er strategisk placeret, så de kan holde øje med alle de biler, der med et obligatorisk dyt kører ind i byen. Man vinker tilbage. Der falder måske en kommentar. Oppe i en lille gyde sidder to kvinder og sorterer rucola i store bundter. De vinker og griner og spørger, hvor vi kommer fra. En ung mand hjælper os hen til den ældre kvinde, der har nøglen til byens lille kirke. Hun viser hengivent den himmelblåklædte Madonna frem. Hun skal luftes til en procession i næste uge.
“Hver en by har sin købmand, sin bar, sine kortspillende ældre mænd, sin Madonna.”
"Klichéen foregiver originalitet, men opleves som banal", står der i Gyldendals leksikon, som jeg efter tre uger med sparsom netværksforbindelse nu kan konsultere. Men her synes originaliteten snarere blot at opleves som kliché, fordi den for os virker helt ufatteligt anakronistisk. Ikke mindst på grund af gentagelsen. Som vandrende erfarer vi, at hver en by har sin købmand, sin bar, sine kortspillende ældre mænd, sin Madonna. Holdepunkter i et samfund, hvor de unge flytter væk, og jobmulighederne er få. Måske er det netop herude i det tilsyneladende fuldkommen uforandrede Italien, at man skal finde og forsøge at forstå den frygt for forandring, som lige nu gennemsyrer italiensk politik. En frygt som i sig selv kan tage form af klichéer. I udkanten af en anden lille by mødes vi af en særligt bister hund lænket til et skur. Der er klistret et billede af en smilende Matteo Salvini med tommelfingeren opad på den gamle trædør. Et par meter fra byens bar sidder en ung afrikansk mand alene på en bænk, tolereret eller ignoreret af denne bys kortspillende gamle mænd. Han arbejder nok på en af de vinmarker, som strækker sig op ad bjerget i den frodige dal, som vi gik igennem tidligere i dag.
"Ja, ja, Italien er smuk", siger en lille tæt mand, der lufter sin terrier ved endnu en bar i endnu en lille bjergby. "Problemet er ikke Italien, men italienerne", siger han langsomt med tryk på hvert ord. Barmanden blander sig ivrigt, og samtalen accelererer i et tempo, som gør den uforståelig for os. Berlusconi, klicheen over dem alle, bliver (vist nok) imiteret. Manden med terrieren ser på uret og vinker til afsked. Pastavandet er sat over derhjemme. Hvad han helt præcist mente med sit udsagn, finder vi aldrig ud af. Vi er blot målløse tilskuere til et billedskønt eller banalt Italien. I morgen venter endnu en bjergtop, endnu en bar.
Kærlig hilsen,
Lotte
Privatfoto: Lotte Krag
